Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Reisebreve - 17. Faderens Brev til sine Børn
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
«—— 101 —
mellem Eder og os var saa ganske liden, at jeg mente, jeg allerede
var i Hjemmet, og at det, neppe vilde være Umagen værd at til-
skrive Eder fra Triest. Men efterat vi fra Beirut — med vor
sædvanlige Lykke tilsos — allerede i 16 Dage har tumlet omkring
paa Havet paa«en Strækning, som man med god Vind pleier at til-
bagelcegge i to Dage; saa indser jeg alligevel, at en lang Strækning
endnu stiller mig fra mine kjære Born· Jeg begynder altsaa, alle-
rede paa Havet, at skrive paa mit Brev saa godt, som det nu vil
lade sig gjøre-, siddende i den lave, ubekvemme Kahvt i et græsk Kof-
fardi ib, der Dag og Nat lader os føle alle de Ulemper, som folge
med »kibslivet.
For det Første skylder jeg Eder endnu en Fortsættelse af min
lille, korte Reiseberetning. Den 12te April var mig og den kjære
Moder en af de sværeste Dage paa den hele Reise. Vi tiltraadte
om Morgenen Reisen til det dode Hav og Jericho, og da det blev
mig noget for længe, inden den lille Caravane kom i Bevægelse, vilde
jeg gaa lidt iforveien. Jeg gik troftig ind paa den Vei, som den
gode Pater Seeretaris nogle«Dage fornd havde betegnet mig som
Veien til det dode Hav og til Jordan, gik igjennem Ben-Hinnoms
Dal til Kedrondalen og langt ned i denne. Folk, som jeg spurgte,
om dette var Veien til Jer-icho, viste ikke at give mig Besked herom,
thi baade Navnet Jerieho og selve Staden eri den Grad forsvundne,
at de ei engang blive nævnte ved Navn, og den ubetydelige lille
Landsby Nichi, der kun var Faa bekjendt, faldt mig ikke i Tanker
Endelig fandt jeg fat i en gammel Æseldriver, der vidste om Jericho
og fortalte mig,’ at jeg var gaaet vild. Den seilagtige Vei jeg havde
slaaet ind paa og min langvarige Venten paa Reiseselsiabet, som jeg mente
kom bagefter, havde næsten medtaget to Timer, og nu maatte jeg endnu en-
gang tiltræde den lange Vei over det hoie Bjerg op til Zionsborgen og
iil Klostret St. Salvador. Ogsaa her maatte jeg endnu vente en pin-
lig lang Time, inden jeg fik en Hest, hvormed jeg kunde ride efter
mine langt forud komne Neisekamerader. Nu saa jeg forftI vedeeelp
af en tyrkisk Veiviser, at min Vei ikke gik ud til Bethlehems- men
til Sieplmnsporten, igjennem Josaphatsdalen, hen til Bethanien.
Badet i Sved cthi den hede Orkenvind blæste da) og udmattet næ-
sten indtil Afmagt, kom jeg endelig i den venlige Dal, der gaar ned
fra den Bjergryg, paa hvilken Bethphage engang har lagt. Her
fandt jeg den gode Moder ventende paa mig med Angstens Taa-
rer. Da jeg fortsatte Nidtsiiugen, blev jeg meget upasseligz thi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
