Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
15
sikker. De førte ham tængere ind i Lekfandsfkoven, hvor
han taa skjult i tre Dage under en stor omfatden Furu,
og Marnæsbonderne bare tit ham Mad og hvad han
behøvede. Endnu en Gang byttede han Skjutesked og
opholdt fig under en høi Furu, fom stod paa en af Kjær
omgiven Høi, føm derfor altid siden har hedet
Kongs-høien. Endelig begyndte Danskernes Efterforskninger i
disfe Egne at ophøre, og de troe Marnæsboere førte Hr.
Gustav frem gjennem de støre Skove ned tit Rættviks
Ktrke, fom tigger ved den østre Ende af den skore Sø
Sitjan.
Ved denne Kirke tatte Guftav første Gang med den
forfamtede Menighed. Vønderne tyttede tit hans Ord;
de vare ikke nvtllige; dog fkulde de førft indhente
Grannernes Tanke. Førmøiet med denne Vegyndelfe
førtfatte Gnstav fin Vei kil Mora, ved den nordlige Ende
af Siljan, en af de ældste og folkerigeste Sogne i
Da-larne. Vræften dersteds, Jakob Veersføn, modtog ham
venligt, men vovede formedelst Danskernes
Efterforsknin-ger ei at huse ham i Vræftegaarden. Han anbetroede
ham derfor til en Vonde i Utmelands Vy, ved Navn
Tomte Mattes. Denne skjulte ham i en hvælvet
Sten-kjælder, hvori man gik ned gjennem en Lem i Gulvet.
Snart kom danske Speidere did; men Tomte Mattes
Hustru, som holdt paa at brygge Juleøllet, væltede
hur-tigt et Kar øver Lemmen, saa at Danskerne ei mærkede
den, øg Gnstav undkom ogsaa af denne Fare. Kort
der-efter, det var en Helligdag under Julen, just da
Mora-karleue kom ud af Kirken, fteg Hr. Gustav op paa en
liden Høi ved Kirkegaarden for at tale til den forfamlede
Menighed. den lave Middagsfol stod midt over det ret i
Syd liggende Efundsbjerg og fpredte et klart Skin over
den snedækkede Egn. En frisk Nordenvind blæste, hvilket
af Morakarlene ansees for et godt Tegll. De famlede
sig alle omkring Guftav, betragtende opmærkfomt den unge
mandige Herre, om hvis uskyldige Forfølgelfe de allerede
havde hørt faa megen Tale. Han begyndte med en stærk
øg velklingende Stemme. „Jeg feer Eders ftore
For-famling med megen Glæde, men med ligefaa
ftor Sorg betænker jeg den Tilftand, hvori vi
Alle befinde øs. Med hvad Fare jeg aabenba-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
