Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
238
han ganske haardt angreben og begjærede at faae skrifte.
Da ^Johannes alvorligt og tænge foreholdt ham hans
menneskelige Ufnldkommenhed, afbrod Kongen ham, Ugende.
„Du har fkjærpet Loveu nok moh mig; det er
nn Tid at trøfte en kvalfuld Samvittighed med
Evangelium." Siden annammede han Alterens
Sa-eramente, fatte nøgle Fanger paa fri Fød og bad de
Nærværende tilgive, hvad han havde forbrndt mod dem.
En liden Stund efter kom Hertug Johan ind, for hvem
Kongen berettede, at han nu hahde aflagt Un
Troesbe-kjenhelfe. Hertugen bad ham holde stg fast og ftadig til
den. Faderen, fom ei mere kunde tale, begjærede en Ven
og fkrev Ordene. En Gang fige og derved blive, er
bedre end huudrede Gauge tale. Hans Haand
for-maaede ei at fkrive det velkjendte Ordsprog til Ende.
Hertug Johan modtog og forvarede Seddelen, men ikke
Lærdommen. ^
Jnde hos Kongen vare fornden Lægerne mest
Ma-gister Martinus, Sognepræst i Upfala, Rigsraad Sten
Lejonhnfvud, Skriftefaderen Magister Johannes og
Erke-histop Laurentius Vetri, disfe skiftevis, Dronning Katrina
bestandigt. Hnn havde aldrig llllder Sygdommen været
sra Kongens Side. Den ^7de September fik huu tilsidst
af Lægen det Svar, at Kongen ei mere kunde tomme fig.
Samme Dag blev ogfaa hutl fyg, men kunde ei
overta-les til at lade fln Seng flytte ud af Kongens Værelfe,
og bestandigt vare hendes Oine fæftede paa ham. Den
^8de laa han stille, vilde ei mere tage Noget iud, og gav
blot Un Skriftefader at forftaae, at han skulde tate til
ham. Hele Natten til den ^9de laa han i ett
dødlig-nende Dvale. Nn og da hølede Magister Johannes flg
ned til hans Hoved øg læste fagte trøstende Vihelfprøg.
Tilsidst ud paa Morgenen fagde Sten Eriksson
Lejøn-httfvnd. „Det er forgjæves, Alt hvad J taler;
Herren kan ei høre mere deraf." Magisker
Jøhan-nes derimod paaftod, at Kongen endnn førstød dem. Han
høiede sig ned, sigende nøget høiere. „Min Herre,
trøer J paa Jefum Krtftnm, øg hører J min
Tale, faa giv øs nøget Tegn dertil." „Ja,"
fva-rede Kongen til Alles Forbauselse med høi Røft, øg efter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
