Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
334
En aften i november ringte hun op til ham igjen :
«Du — kan du ikke se bortom. — Henrik var nødt
til at gaa til Moens, men jeg orket ikke bli med —
Lillemor har været saa elendig, jeg er ræd hun holder
paa og faar bronkit — uf, jeg er saa utslitt av natte-uro
og nedfor og nervøs — jeg taaler saa litet at sitte
alene om dagene, du — kan du ikke komme bort og
være litt hyggelig mot mig. —»
«Allright> — Faen til kjærring. Det var ikke veir
til at jage en hund ut i, bitende sno og snedrev som
laa omtrent vandret i luften. «Jaja da, Gulla, vil du
være med —? Vi faar gaa vi, bisken, naar dama vil
saa. —»
Han blev vist md i Berits dagligstue, hvor han
altid var ræd for at komme til at rive ned noget —
der var næsten ufremkommelig for bare staalamper og
staffelier og smaabord med fotografier av kunstnere, men
især av Berit, i roller og i civil, og saa holdt hun altid
dæmpet rød belysning. Ikveld var det forresten godt
at komme i hus, han brændte i ansigtet av veiret
Fru Alster sat paa den lave chaiselonguen foran
kaminilden, hvilende i det store hvite bjørneskind, og
hadde Lillemor hos sig. Barnet var i natkjole og tullet
md i et plaed. Saa fulgte først den sedvanlige scenen
— han maatte bære ungen op paa soveværelset, og
Lillemor forlangte at onkel Paul skulde sætte sig ved
sengen hendes og fortælle en historie. Det var enslags
fortsættelsesroman som han hadde kommet til at be
gynde paa, en kveld han ikke kunde finde paa noget
andet — om Gulla, hunden sin, og to smaapiker som
het Guro og Ambjørg. Navnene hadde han tat fra
Tuas to barn, som han forresten aldrig hadde set, men
Lillemor kjendte dem jo fra fotografierne oppe hos
ham, — i Pauls beretning var de nu alt blit store
piker som gik turer i fjeldet og oplevet en masse rart.
Heldigvis moret det ikke Berit det gran at høre paa,
saa hun gik straks ned igjen, med en formaning til
Lillemor om ikke at plage onkel Paul for længe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
