Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Bjørnson, Bjørnstjerne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
for „Morgenbladet“. Kritikeren levede her personlig
med sit Stof og var derfor uretfærdig paa de
Omraader, hvor han selv holdt paa at voxe op som Digter.
Imidlertid læste han Heiberg, Sibbern, Kierkegaard
og senere Grundtvig. De moderne europæiske
filosofiske og sociale Anskuelser var dengang omtrent
ukjendte ved Norges Universitet. Fagdygtigheden
ved dette var stor, men forøvrigt var Aandslivet som
afstængt; her var ingen europæisk Bevidsthed. Som
Følge heraf kom heller ikke Bjørnson dengang,
medens han stod i sin første Udvikling, i Berørelse med
den nyere Tids filosofiske og sociale Anskuelser.
Imidlertid fortsatte han sin Virksomhed som
Theateranmelder. Hans Kritiker vakte megen Opsigt; man
saa, at han var Digter, og nogle af hans Velyndere
sammenskjød en liden Sum, saa han kunde reise
hjem til sine Forældre for i Ro at skrive et Stykke.
Han begyndte paa „De Nygifte“, henlagde det og
optog Emnet først 10 Aar senere. Han følte selv,
at han endnu savnede tilstrækkelig Modenhed. Den
Begeistring og Poesi, han eiede, strømmede ud i
lyriske Digte og i Taler. I Striden mellem det
danske og det norske Theater stillede han sig paa et
maadeholdent Standpunkt: han vilde ikke som de
mest vidtgaaende begynde en norsk Scene med
udelukkende nye og uøvede norske Kræfter; men
han vilde beholde de danske Skuespillere, man
havde, forat de kunde opdrage norske.
Imidlertid gik det med større og større Klarhed op for
ham, at han skulde skrive Bondefortællinger, hvilket
han ansaa for en meget let Sag. Han havde
dengang ikke læst Auerbach. Hvad der fra først
af skabte ham som Digter var, at hans Liv,
Læsning og Anlæg havde medført, at han saa
Bonden i Sagaens Lys og Sagaen i Bondens Lys.
I „Illustreret Folkeblad“ skrev han anonymt
Fortællingerne „Aanun“, „Ole Stormoen“, og „En
munter Mand“, Spiren til „Arne“. Deltagelsen
i Studentertoget til Upsala 1856, hvortil
„Morgenbladet“ ekviperede og udrustede ham som dets
Korrespondent, var af afgjørende Betydning for
hans Udvikling. Efter Upsalatoget brød han
overtvert med Forholdene her og reiste til København
uden en Skilling i Lommen. Han tog først en
liden Tur til Hjemmet, hvor han paa 14 Dage
undfangede, skrev og renskrev „Mellem Slagene“.
Dette Stykke blev forkastet af Direktøren for det
kongelige Theater i Kjøbenhavn, J. L. Heiberg; men
det skaffede sin Forfatter en udvalgt Omgangskreds
dernede, hvor dengang kun faa i ham saa den
vordende Digter, medens han for de fleste nærmest
var et interessant bizart norsk Naturfænomen. I
København fortsatte han sine anonyme Fortællinger
til det ovenfor nævnte Blad og skrev samtidig den
største Del af „Synnøve Solbakken“ og
Begyndelsen af „Halte-Hulda“. Til det danske
„Fædrelandet“ leverede han Fortællingen „Trond“, som han
selv kaldte „Min første Fortælling“ i Bevidstheden
om, at nu skulde han for Alvor begynde.
Imidlertid læste han Tieck og de andre tyske
Romantikere samt Goethe og Schiller. Efterat
Bjørnson Sommeren 1857 var vendt tilbage til Norge,
skrev han Synnøve færdig. Den udkom 1ste Oktober
samme Aar som Bog paa Johan Dahls Forlag
og vakte almindelig og fortjent Beundring.
„Mellem Slagene" blev antaget til Opførelse paa
Kristiania Theater. Paa Grund af sin Ulighed med de
historiske Skuespil, man tidligere havde været vant
til at se her, slog dette Stykke Publikum først med
Overraskelse, men rev det tilslut fuldstændig med.
Den unge Digter, som ved disse to Arbeider var
bleven bekjendt, modtog Høsten 1857 Ole Bulls
Anmodning om at overtage Ledelsen af hans Theater
i Bergen, hvilket var i fuldstændig
Opløsningstilstand. Bergen, hvor Nationalfølelsen var klarere
og sterkere end i Kristiania, var netop en
Jordbund for Bjørnsons nationale Digterliv.
Sammen med Ole Bull levede han derborte et
Aandens Herreliv, som hører til hans lyseste Minder.
Under sit Ophold i Bergen udgav han 1858 „Arne“
og „Halte-Hulda“ og overtog Ledelsen af
„Bergensposten“. Som Redaktør reiste han en stærk
Opposition mod de dengang spirende amalgamististe
Planer, der havde vundet ikke faa af de mere
betydende Mænd for sig. Bjørnson havde en ikke ringe
Del i, at Bergens 4 Repræsentanter, som havde stemt
for en nærmere Toldforbindelse mellem Norge og
Sverige, ikke blev gjenvalgte til Storthinget 1860.
Paa denne politiske Debut blev han 1859 Redaktør af
„Aftenbladet“ i Kristiania. Han overtog Redaktionen
for at have en Stilling og noget at leve af; thi at
være Digter og intet andet faldt ham dengang ikke
ind. I den bekjendte ligesaa heftige som alvorlige
„Statholderstrid“ optraadte Bjørnson som kraftig
Talsmand for Norges Ret. Men hans politiske
Standpunkt blev anset for at være for farligt; der
blev taget Rev i Seilene, og han udtraadte af Bladets
Redaktion. Han blev beskyldt for at være
Svenskehader, og der reistes en voldsom og tildels raa
Opinion mod ham. Nedstemt over det politiske
Misgreb, som efter hans Mening blev begaaet, og
over den Miskjendelse, hvorfor han blev Gjenstand,
reiste han 1860 til Kjøbenhavn, hvor han udgav
„Smaastykker“. Efter et halvt Aars Ophold i
Danmark tog han med Familie gjennem Tyskland til
Rom, hvor han skrev „Kong Sverre“ og den storslagne
dramatiske Trilogi „Sigurd Slembe“. Paa
Tilbageveien boede han en Sommer i Tyrol, studerede
dramatisk Kunst ved Münchens og Dresdens
ypperlige Theatre og kom Vaaren 1862, efter et Par
Maaneders Ophold i Frankrige, tilbage til Norge.
Under den dansk-tyske Krig 1864 tog han Ordet for,
at Norge og Sverige skulde hjelpe Danmark.
1865—67 var han Direktør for Kristiania Theater,
hvilken Stilling han frivillig fratraadte. Paa
Grund af Uenighed med Direktionen om Instruxen
for Theatrets Direktør overtog han ikke senere
Posten. 1866 var han med at oprette „Norsk
Folkeblad“, som efter Planen ikke skulde befatte
sig med Politik; men da Unionsforslaget kom frem,
optog Bjørnson Advokat Dunker som Medarbeider
og gjorde Bladet til Organ for Modstanden mod
dette Forslag. Avisen svigtede derved sit Program
og maatte senere gaa ind. Men en sterk Opinion
mod det nævnte Forslag var da oparbeidet.
Bjørnson, som er en af sit Lands mest begavede
Talere og en Ypperlig Forelæser, har gjort flere
Forelesningsreiser baade i Norge og Sverige.
Efter en Udenlandsreise 1873 tog han fast
Ophold i Gausdal i Gudbrandsdalen, hvor han siden
har boet. — De betydeligste af Bjørnsons Verker
er foruden de allerede nævnte: Fortællingerne
„Fiskerjenten“ (1868), „Brudeslaatten“ (1867) og
„Magnhild“ (1878), samt Skuespillene „Maria
Stuart i Skotland“ (1864), „De Nygifte“ (1865),
„En Fallit“ (1876), „Redaktøren“ (1876) og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
