Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Digtekunsten eller Poesien
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Digtelunsten
følges af, vexler med Instrumentalmusik. — Stilen
i et Digterverk kan enten være bunden (Vers,
Poesi i snevrere Forstand) eller ubunden (Prosa).
Den fyrste bruges mest i det heroiske og komiske
Epos, i Lyriken og tildels i den dramatiske Digt
ning, den sidste i Roman og Novelle samt i den
senere Tid mere og mere i den dramatiske Digt
ning. — Historisk Oversigt. Den aldfte,
bekjendte Digwing er den ægyptiske. I
Ægypten fandtes religrM Lyrik allerede 2,000 Aar f.
Kr., saasom Hymner til Solen og Ammon; af
episk Digtning kan navnes Pentaurs Heltedigt
(den ægyptiske Iliade) fra det 12te Aarhundrede,
endvidere Eventyr-Romaner, saasom Historien om
de to Brødre, samt Dyrfabelen. Noget yngre er den
kinesiske Poesi, som kan opvise en rig Lyrik
allerede fra det 18de Aarh. f. Kr. Samlingen af disse
Digte, der nærmest kan kaldes Folkeviser, inde
holder Stytter i enhver lyrisk Genre. Af mindre
Betydning er den kinesiske Roman, skjMt denne
Gren af Literaturen har varet meget dyrket; Ro
manerne dreier sig gjerne om en eller anden Lards
Hcrndelser og er temmelig tFrre og fantasilpse. Noget
heroiskEpos har Kineserne ligesaa lidt som nogen Na
tionalhelt; deres Drama kgner narmest Intrige
ftykket og Farcen. — Japan kan, om end fra en senere
Tid, opvise en ligesaa fantastfuld Lyrik som Kina,
samt en Novelle, der udmarker sig ved en ganske
saregen Finhed i Komposition og Stil. — Den
bFieste PladS inden den asiatiske Poesi indtager
Inderne; de var i fortrinlig Grad et Fantasiens
Folk og behandlede med den famme yppige Fylde
af Indbildningskraft Poesiens forstjelligste Former.
I deres Vedasange (fta ca. 1500 f. Kr.) frem
tråder deres religiøse Forestillinger og Følelser
storslagent og stjMt, om end ofte fantastisk; deres
episke Digwing har at berette om Helte og Helte
fcrrd fra den dunkle Urtid, og deres Drama er
uddannet til en høi Grad af Fuldkommenhed, om
det end ikke strengt svarer hverken til den senere
Tids Tragedie eller Komedie; deres verdslige Lyrik
har Udtryk for alle Menneskesjelens Rørelser og
stildrer isar med yppig Farvepragt Kjcrrlighedens
Glader og Sorger; endelig har de udviklet en
rig didaktisk Digtning, navnlig i Fabelform. —
Hos Jøderne gjennemtranges hele deres gamle
Literatur (det Gamle Testamente) af deres mono
theistiske Religion og er derfor religiøs, hellig Skrift.
Men derfor har ogfaa netop den religiøse Lyrik
(i Salmerne) naaet HMepunktet for alle Tider,
ligesom Jobs Bog er et ofthFiet Laredigt i
halv dramatist Form, der behandler en af Til
varelsens dybeste Gaader, og Ordsprogene inde
holder en Skat af Livsvisdom i korte Sentenser.
En Efterblomftring af den hebraiske Poesi, men
væsentlig bestemt ved arabiste Forbilleder fandt
Sted i Spanien i det 11te og 12te Aarh. —
Arabernes djerve Ridderlighed, Tapperhed og
ubændige Fantasi finder et levende Udtryk i deres
Lyrik fra Tiden før Muhamed. Da Araberne med
Muhamed traadte ud af sine Vrkener og frem
paa Verdensfluepladsen, antog deres Poesi en ny
Skikkelse, som vistnok maa betragtes som et Til
bagefiridt fta den Kraft og Ildfuldhed, der karak
tenserede aldre Tiders Digwing, medens den til
Gjengjeld fik større Alsidighed. Den didaktiske
Poesi, Eventyret og Romanen spiller især en
fremragende Rolle i denne Periode. Efter det vestlige
Digtelunften
Kalifats Grundlaggelse skjød den arabiske Poesi,
som Literaturen i det hele taget, endnu friste
Skud i Spanien. — I Persien optrader i det
10de Aarh. e. Kr. Firdusi med et storartet
nationalt Epos; senere, i det 14de Aarh., blomstrer den
persiske Lyrik, reprasenteret bl. a. af Hafis,
Østerlandenes største Lyriker. Til en lignende Høide
har den persiske Digtning senere, trods sin
Produktivitet ikke formaaet at hæve sig. —
Tyrkernes Poesi bestaar i det hele taget i mere eller
mindre heldige Efterligninger af persiske og
arabiske Mønstre. — Grækernes lyse Livsanskuelse,
harmoniske Dannelse og strengt plastiske Form
sans prcrger deres Digwing med et karakteristisk
Stempel. Hos dem optrader ftrft det heroiske
Epos i en faa fuldftcrndig uddannet Form, at
senere Tider ikke engang har kunnet naa denne
Fuldendelse, endsige overgaa den. Homers Iliade
og Odyssee er her typiske og staar for alle Tider
som MMstre paa episk HFihed, Ro og Klarhed.
Didaltiken blomstrer i Gnomerne og Aisopos’s
Fabler; Lyrilen optrader inden den lesbiske Skole
med Elegier, Krigs- og Kjarlighedssange, blandt
hvilke sidste Anakreons barer Prisen som et levende
Udtryk for Livs- og Nydelseslyst forenet med den
agte grafle SkjMhedSsans, som helt gjennem
tranger dem; den dorifle Lyrik, som fyldigst
repræsenteres af Pindaros, har frembragt ophøiede
Oder og Korsange. Af de lyriske Korsange
fremgaar Dramaet, som her for første Gang
optræder i de to skarpt adskilte Grene: Tragedien,
som uddannede sig, blomstrede og afsiuttedes i det
korte Tidsrum af neppe 100 Aar (500—400 f.
Kr.), og Komedien, inden hvilken to Perioder op^
træder med hver sin Rewing, idet den saakaldte
gamle Komedie (isar reprasenteret gjennem Aristo
fanes) hensynsløst blandede sig i Dagens Strid
og fremførte levende Personer paa Scenen som
Gjenstand for Latter, medens den senere nyere
Komedie" (Menander) narmer sig til den nyere
Tids. Idyllen optrader for ftrste Gang hos
Grakerne som sarskilt uddannet Digtart (Bukolisk
Poesi). Under den graste Literaturs Efterblomstring
i den alexandrinske Skole saavelsom under den
byzantinste Periode fremtraadte Romanen og
Novellen, medens der i de allerede existerende
Digtarter kun frembragtes Efterligninger af Mønstre
fra den store Blomstringstid. — Romernes
Poesi, som saa meget i deres Kultur, er væsentlig en
mere eller mindre heldig Omplantning paa italiensk
lordbund af grasie Elementer. Derfor blev den
heller ikke i den Grad som den graste national eller
hele Folkets Eiendom, men mere en Luxusartikel
for de rige og dannede Klasser. Viftnok havde
der, førend den grasle Kultur vandt Indpas, af de
religiøse Festsange udviklet sig et Slags Farce,
Atellanen; men den Spire, som heri kunde ligge
til et nationalt Drama, kom aldrig til Udvikling.
Homers Verker blev baade hvad Form
(Hexametret) og Indhold angik Mønstrene for de
romerste Epikere, uden at dog disse, som rimeligt
var, kunde naa Forbilledet. Heldigere var
Forsøgene paa at omplante den graste Lyril, og paa
dette Felt fremstod flere Digtere af Rang.
Romernes praktiske Retning førte dem tidlig ind paa
det didaktiske Omraade, og her blev de Skaberne
af Satiren som selvstændig Digtart; i Begyndelsen
nøiedes man med at gjøre Nar af Daarskaber og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
