Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Döbeln, Georg Karl von - Døbenavn, se Navn - Döbereiner, Johan Wolfgang - Døbrentey, Gabriel - Død. — Dødskamp (Agoni). — Dødsstivhed - Død Haand - Død Kapital, se Kapital - Døde Hav - Dødelighed - Döderlein, Ludvig - Dødningehoved. — Dødningeuhr, d. s. s. Væggesmed - Dødsbogen eller de Dødes Bog. — Dødspapyrus
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Dobeln
Döbeln, Georg Karl von, svensk Officér, f.
1758, d. 1820, gil 1781 med et fransk Korps til
Amerika, hvor han udmcrrkede sig ved Goudelour,
tog fra 1788 Del i den finsse Krig og blev 1789
haardt saaret. Bed Krigens Udbrud i 1808 kom
manderede han som Oberst f^rst 3die Brigades
Trriergarde, senere BjFrneborgs Brigade, med
hvilken han i M Grad udmcrrkede fig ved Lappo
og Inntas. S. A. udncrvntes han til Komman
dant paa Åland, hvorfra han dog i Begyndelsen
af noefte Nar ved Russernes Angreb paa Grund
af sin ringe Styrke maatte trakke sig tilbage til
Sverige. 1813 blev han Generalløytnant og sik
Kommandoen over de svenske Tropper i Mecklen
burg, men stilledes paa Grund af en mindre
Ulydighet, i Tjenesten for Krigsret og dMtes til
DFden, hvilken Straf dog forandredes til et Aars
Fcengsel og snart ganske blev eftergiven. Fra 1816
fungerede han som Ordfører i Krigshofretten.
Døbenavn, se Navn.
Döbereiner, Johan Wolfgang, tysk Kemiker,
f. 1780, d. 1849 som Professor i Kemi, Farmaci
og Teknologi i Jena, opdagede Platinasvampens
Cgenfiab at antande Vandstofgas og opfandt det
paa denne Egenfiab baserede saakaldte Platinafyrtøi.
Døbrentey, Gabriel, ungarsk Forfatter og
Digter, f. 1786, d. 1851, indehavde en Rakke
Embeder og var i tangere Tid Direktør for Na
tionaltheatret i Pest. Hans utrettelige Virksomhed
som VldenfiabSmand (Sprogforsker og Historiker)
blev as stor Betydning for Udvillingen af ungarsk
Sprog og Literatur.
Død, Livets Ophør. Stofvexelens Stansning
og Legemets Hjemfalden til Forraadnelse. Den
nawrkge Dzjd indtrceder uden paaviselig Aarsag,
naar Mennesket har naaet en vis Alder (70—80
Aar eller mere), ved saakaldt Alderdomssvaghed
(marasmus). I Regelen hidføres D^den enten
ved Mangel paa visse uundvarlige Stoffer (f. Ex.
Fflde, Luft) eller ved Sygdom ɔ: Forstyrrelser i
Organernes nawrlige Funktion). Ved Sygdom
men lan Birksomheden i it eller flere af de nød
vendige Organer enten blive ophcevet eller faaledes
forandret, at Livet ikke lcrngere kan beståa. I disse
Tilfalde kan der allerede fflr D^den mdtrade visse
Tegn paa dens Narhed, der isar hidrMer fra Muskel
og Nervesystemets nedsatte Energi, f. Ex. rallende
Aandedrat, betinget af Mangel Paa Kraft til at
fjerne det i Luftrøret indeholdte Slim. Den Til
stand, hvori dm DMde besinder sig, efterat disse
Tegn er begyndt at indtrade, kaldes Dødskamp
(Agoni). Sandsynlighed for, at DFden er ind
traadt, giver Hjertets Stilftand, det brustne Vie
o. fl. Kjendemarker; det sikreste Tegn er dog For
raadnelsen, som Liget undergaar; det bliver blaa
grMt, stinker, og der udflyder ildelugtende Vadfie
af Nase og Mund. Nogle Timer ester DFdm
størkner det i Mustlerne indeholdte LEggehvidestof,
hvorved Leddene bliver übFielige. Dmne saakaldte
Dødsstivhed forsvmder igzen ester nogen Tid.
Død Haand (manus mortua), Betegnelse for
saadanne Besiddere as Eiendomme eller Kapitaler,
som ikle frit lan forfKe derover, altsaa Korporationer
og særlig Kirker og Klostre, hvis Eiendomme i Regelen
ei tflr salgeS. Lovgivningerne ftger at indskranke
Formuesglenftandes Overgang paa død Haand, da
de derved unddrages fra almindelig Omsawing.
Død Kapital, se Kapital.
Døde Hav, Indsjj» paa PalaftinaS sydlige
Grandse, 10 Mil lang og 2 Mil bred, ligger
1,248 Fod lavere end Middelhavet. Dens Band
er paa Grund as sin store Saltholdiahed uskikket
til Opholdssted for Fiste, ligesom Omegnen er
blottet for ethvert Dyreliv. Paa Overfladen
traffes ofte store Masser Asfalt flydende.
Dødelighed, Forholdet mellem Folkemængden
og Antallet af (aarlige) Dødsfald i et Land. DM
ligheden er forskjellig i de forskjellige Lande, lige»
saavel som blandt de forskjellige Klasser, Aldre,
KjM osv. af Befolkningen i samme Land. Blandt
de europaiste Lande er den størst i Rusland (34
aarlig paa hvert tusen af Befolkningen), mindft
i Norge (18 paa tusen). Ligesaa er den i de
ftrfte Leveaar størst, i Opvextalderen mindst, blandt
Fabrikarbeidere, Haandverkere og SjMand sterre
end blandt den jordbrugende Klasse osv. Frem
deles er DFdeligheden i de civiliserede Samfund
i Nutiden meget mindre end tidligere, navnlig
mindre end i Oldtiden og Middelalderen. Op
lysmngen og Forbedringerne paa ethvert Omraade
medfører nemlig et fundere og rigtigere Levesat
og bidrager derved til at forlange Menneskets
Middellevetid. Denne er for Mand 47,4 Aar i
Norge, 42,2 i Sverige, 43,6 i Danmark, 37,4 [[** sjk kilde **]] i
Belgien og 39,1 i Frankrige og for Kvinder 50,0
Aar i Norge, 45,8 i Sverige, 45,5 i Danmark,
38,9 i Belgien og 40,6 i Frankriae. Disse over
ordentlig gunstige Forhold for Norges Vedkom»
mende skyldes for en ikke uvafentlig Del den ringe
DFdelighed i det fyrste Aar efter Fødselen i dette
Land, hvilken gjennemsnitlig kun er omtrent ½ af det
øvrige Europas, hvor nemlig i Gjennemsnit ⅕ af
Børnene dør inden Udgangen af det ftrfte Leveaar,
i Norge derimod kun ⅒. Dødeligheden i Norge
har i dette Aarhundrede stadig aftaget. For hver
1,000 Indvaanere døde i Tidsrummet 1801—14
25,35, 1835—44 19,11 og 1865—74 17,23. Med
Hensyn til de forskjellige Egne as Landet er Livs»
varigheden størst i Gudbrandsdalen, Vsterdalen,
Hardanger og Vors. Af DMelighedstabellerne for
de forskjellige Livsstillinger fremgaar, at Lagerne
er mest ugunstig Mede i denne Henfeende.
Döderlein, Ludvig, tyss Filolog, f. 1791, d.
1863, Professor i Erlangen, udgav vardifulde
Tolkninger af Homer, Tacitus og HoratS samt
flere Skrifter om latinsk Etymologi og Synonymit.
Dødningehoved, en til Aftensværmerne
hørende Sommerfugl, med en Tegning som et D^ld
ningehoved paa Bryststykkets Bagside. —
Dødningeuhr, d. s. s. Væggesmed.
Dødsbogen eller de Dødes Bog kaldes de
gamle LCgypteres hellige Bog. Den handler
hovedsllgelig om Sjelens Vandringer i Under
verdenen, dens Gjenforening med Legemet og om
Salighedslivet i Samfund med Gud, men mde°
holder ogfaa religiøse Dogmer om Gudernes
Vasen, Verdens Ophav osv. Den var i sin tid
ligste oprindelige Skikkelse kort og enkelt; men i
Tldernes LM udvidedes og for^gedes den ved
Tillag og indstudte Fortolkninger til m Bog af
betydeligt Omfang, saaledeS som den findes i den
bekjendte Dødspapyrus, der opbevares i Tu
riner-Musæets agyptifie Samling. Affirifter
paa Papyrus af den hele Bog eller Dele af dm
medgaves den DFde i Graven for at tjene som
m Art Reisehaandbog til Veiledning eller som et
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
