Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Frankrige ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Kongemagten og tillige at forbedre de lavere Massers
Kaar, bl. a. ved at ophæve Livegenskabet. Ludvig
den syvende (1137—80) deltog 1147 med den
tysk [[** sic, = egtl -ke ? **]] Keiser Konrad den tredie i det andet
Korstog. Allerede Ludvig den tykke havde havt at
kjæmpe mod England, der siden Vilhelm
Erobrerens Tid besad Normandiet med flere franske
Landskaber som Len og saaledes var den franske
Krones Vasaller. Ogsaa Størstedelen af Ludvig den
syvendes Regjeringstid optoges af uheldige Krige
med England. Men hans Eftermand, Filip den
anden August (1180—1223) benyttede sig af
Johan uden Lands Svaghed og Ubesindighed til at
inddrage alle de vigtigste af dennes franske Len (1204).
Mod Albigenserne (s. d.) førte Filip August en
Religionskrig og underkuede deres Beskytter, Greven af
Toulouse. Ludvig den ottende (1223—26)
fortsatte Krigen med Albigenserne, ligesom han
ogsaa var heldig mod Henrik den tredie af England.
Ludvig den niende, den hellige (l226—70)
fortsatte Lenenes Inddragning og gav Kongemagten
en ny Støtte ved derhen sigtende Reformer i
Retspleien og Lovgivningen. Han foretog to Korstog,
et i 1248 til Ægypten og et 1270 til Tunis, hvor
han døde. Under Filip den tredie (1270—85)
tilfaldt Poitou, Auvergne og Toulouse Kronen.
Filip den fjerde, den smukke, (1285—1314)
befæstede endmere Kongemagten. Da han vilde
beskatte Geistligheden i Lighed med de andre
Stænder og i den Anledning kom i Strid med
Pave Bonifacius den ottende, ydmygede han
fuldstændig denne og tvang hans Efterfølger, Klemens
den femte, til at tage Ophold i Avignon, hvor
han havde ham ganske i sin Magt. Under Filip
sammenkaldtes første Gang „les États généraux“,
bestaaende foruden af Adel og Geistlighet, ogsaa af
Repræsentanter for „Trediestanden“ (le tiers-état),
som allerede denne Konge søgte at knytte til
Kronens Interesser. Filips tre Sønner, Ludvig
den tiende (1314—16), Filip den femte
(1316—22) og Karl den smukke (1322—28),
med hvem Capetingernes ældste Linie uddøde,
regjerede i fuld Besiddelse af en uindskrænket Magt.
Efter Ludvig den tiendes Død skiltes Navarra fra
Kronen ved at hans Datter, Johanna, ifølge den
saliske Lov blev hans Efterfølgerske i dette Rige.
Med Filip den sjette (1328—50), en
Sønnesøn af Filip den tredie, kom Huset Valois paa
Tronen. Filip førte Krig med den engelske Konge
Edvard den tredie, der som Dattersøn af Filip den
smukke gjorde Fordring paa den franske Trone.
I hans Tid bragtes Dauphiné under Kronen, og
Tronfølgeren begyndte at føre Titelen Dauphin.
Krigen med England fortsattes uden Held under
Johan den gode (1350—64), som erhvervede
Burgund og overlod dette til sin Søn Filip den
dristige, der blev Stamfader til de yngre
burgundiske Hertuger. Efterat Kongen var slagen af
Englænderne ved Poitiers 1356, forblev han i
Fangenskab 4 Aar, i hvilken Tid en alvorlig
Bondeopstand „la Jacquerie“ herskede i de nordlige
Provinser. Karl den femte (1364—80)
opnaaede vel at faa Ordenen gjenoprettet, ligesom
han erobrede tilbage det meste af det, som under
de foregaaende Konger var tabt til Englænderne,
men under den mindreaarige og senere vanvittige
Karl den sjette (1380—1422) indtraadte der
atter voldsomme Uroligheder, nærmest foranledigede
af de kongelige Prinsers Ærgjerrighed og
indbyrdes Kamp om Magten. Henrik den femte af
England seirede ved Azincourt og lod sig udnævne
til Tronfølger; ogsaa under Karl den syvendes
(1422—61) første Regjeringsaar var Englænderne
heldige, og det skyldtes kun Johanne d’Arcs (s. d.)
Optræden, at Frankrige reddedes og Englands
Besiddelser indskrænkedes til Calais. Derefter begyndte
Karl at tage sig af den indre Organisation, et
Arbeide, som hans Eftermand, Ludvig den
ellevte (1461—83), fortsatte med Iver og
Klogskab og uden at bryde sig om, hvilke Midler han
benyttede. Han kuede Adelen, hvis Overmod og
Magt var voxet under de indre og ydre
Uroligheder, og erhvervede Burgund og Provence for
Kronen. Karl den ottende (1483—98)
forenede ved Giftermaal Bretagne med Kronen og
angreb Neapel, som han erobrede, men strax efter
mistede igjen. Ved hans Død gik Tronen, da han
ingen Sønner efterlod sig, over til en Sidelinie,
Orleans, idet en Brodersønnesøn af Karl den
sjette, Ludvig den tolvte (1498—1515), blev
Konge. Han gjorde Krav paa Mailand, som han
erobrede, og førte derpaa i Forening med
Ferdinand den katholske af Spanien Krig mod Neapel;
under Kampen med „den hellige Ligue“ gik
imidlertid Mailand tabt igjen. Frans den første
(1515—47) søgte at rydde af Veien, hvad som endnu
indskrænkede Kongemagten; en Notabelforsamling
traadte somoftest istedenfor Stænderforsamlingerne,
og Parlamentet kom ganske i Kongens Vold. Kunster
og Videnskaber blomstrede, idet de kraftig
understøttedes af den selv fintdannede Konge; derimod begyndte
allerede nu Forfølgelser mod Hugenotterne (s. d.).
Udadtil var Frans jevnlig optagen af sine
idetheletaqet uheldige Krige med Keiser Karl den femte om
Italien, som Karl tilsidst beholdt. Under Henrik
den anden (1547—59) fortsattes Krigen med det
tyske Keiserhus; Kongen forbandt sig med de tyske
Protestanter, men søgte i Frankrige med Ild og
Sværd at kvæle Reformationen. Ved Freden i
Câteau [[** sjk aksent i kilde **]] Cambresis fik Frankrige 1559 Calais
tilbage. Under Henriks Sønner, Frans den anden
(1559—60), Karl den niende (1560—74) og
Henrik den tredie (1574—89) var
Enkedronningen, den listige og grusomme Katharina af Medicis,
den egentlige Styrende. De katholske Prinser af
Lothringen, af Huset Guise, skaffede sig stor
Indflydelse; ligeoverfor dem stod som Stedfortrædere
for Protestanterne Prinserne af Bourbon og Condé.
Stridighederne brød flere Gange ud i aaben Kamp,
og efter Blodbadet Bartholomæusnatten 1572 var
der ikke mere at tænke paa en Forsoning mellem
Partierne. Efter en treaarig Opstand tiltvang
Protestanterne sig endelig 1576 fri Religionsøvelse.
Der opstod nu ogsaa en Spaltning mellem
Katholikerne, idet Guiserne i Spidsen for „den hellige
Ligue“ optraadte fiendtlig mod Kongen. Efterat
denne 1588 havde ladet Hertugen af Guise myrde,
blev han selv snigmyrdet 1589. Den nærmeste
Arving til Tronen var nu Kong Henrik af Navarra,
af Huset Bourbon, der blev Konge under Navnet
Henrik den fjerde (1589—l610), men først 1593
ved at gaa over til Katholicismen kom i uomtvistet
Besiddelse af Kronen. Han tilstod 1598 ved det
Nantiste Edikt Protestanterne Religionsfrihed og
borgerlig Ligestilling med Katholikerne og
gjennemførte med sin dygtige Minister Sullys Hjelp
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
