Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Frankrige ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
indgribende Reformer i Rigets indre Styrelse.
Han myrdedes i sin bedste Alder af en religiøs
Fanatiker og efterfulgtes af sin Søn Ludvig
den trettende (1610—43). Under hans
Mindreaarighed havde Hofintrigerne frit Spillerum; senere
lededes den svage og uduelige Konge helt og
holdent af Kardinal Richelieu, hvis Bestræbelser gik
ud paa at lede Styrelsen i den mest absolutistiske
Retning. Medens han af Had til Østerrige under
Trediveaarskrigen understøttede de tyske
Protestanter, undertrykte han i Frankrige Hugenotterne. [[** sic punktum? sjk kilde **]]
der forekom ham farlige for den absolute
Kongemagt. Under Ludvig den fjortendes
(1643—1715) Mindreaarighed var Mazarin den
styrende, men kunde ikke sætte sine Planer igjennem
med sin Forgjengers Kraft og Ubøielighed, da
han havde at kjæmpe med Fronden (s. d.). 1661
døde Mazarin, og Ludvig tiltraadte selv
Regjeringen. Under Colberts dygtige Ledelse kom
Finanserne for en Tid i god Orden, og Handel og
Industri tog stort Opsving; men disse Fordele
ødelagdes for Størstedelen igjen ved de stadige Krige,
som Ludvigs Erobringspolitik indviklede Landet i.
Vel besad Frankrige i denne Tid en Række
dygtige Hærførere, som Turenne, Condé, Vauban,
Louvois o. fl., hvilke ogsaa i Begyndelsen udvidede
Grændserne ved at erobre Elsas, Roussillon,
Artois, Franche Comté m. m., men den spanske
Arvefølgekrig udtømte Statens Kræfter og medførte
en sørgelig Uorden i Finanserne, saa at
Statsgjelden ved Ludvig den fjortendes Død var
kommen op i 3,500 Mill. Livres. Alligevel fandt
Kongen Midler til ved sit Hof at omgive sig
med den mest blændende Pragt og Luxus; den
elegante, men ogsaa frivole Tone, som paa hans
Tid herskede i Versailles, udbredte sig derfra til
alle Europas Hoffer. Den franske Literaturs
„Guldalder“ falder ogsaa sammen med Ludvigs
Regjering og bidrog til at laane denne endnu større
Glans. Paa sine gamle Dage søgte Kongen at
dække sine egne og sit Hofs Udsvævelser med
Pietismens Kaabe; allerede 1685 havde han, dreven
af sin Skriftefader, Letellier, og Madame
Maintenon, ophævet det Nantiske Edikt. Under
Ludvig den femtendes (1715—74) Mindreaarighed
førte Hertug Filip af Orleans Regjeringen. I
denne Tid naaede den sædelige Fordærvelse ved
Hoffet en hidtil ukjendt Høide, medens Finanserne
gjennem Laws Svindlerier bragtes i den største
Uorden. 1723 tiltraadte Ludvig selv Regjeringen
med Fleury som Førsteminister; i den første Tid
lykkedes det denne saa nogenlunde at vedligeholde
Rigets Anseelse; men snart blev den største
Forvirring i den indre Styrelse og Tab udadtil
Følgen af, at Magten for Størstedelen kom over i
Kongens Maitressers Hænder. Disse begunstigede
sine for det meste uduelige Yndlinger og holdt de
virkelig dygtige Mænd borte. Det var især
Sjøkrigene med England, som medførte Tabet af en
stor Del af Frankriges Kolonier, hvilket kun
daarlig erstattedes ved Erhvervelsen af Korsika og
Lothringen. Ogsaa i Syvaarskrigen led
Frankrige ydmygende Nederlag. Alt dette i
Forbindelse med Kongens usædelige og forargelige
Levemaade gjorde ham og hans Regjering yderst
forhadt, og Landet glædede sig ved hans Død. Hans
Sønnesøn, Ludvig den sextende (1774—92)
besteg nu Tronen paa et kritisk Tidspunkt. De
frisindede Idéer, som udgik fra Nordamerika, i
hvis Frihedskamp Frankrige havde taget Del,
havde banet sig Vei til Europa; det 18de
Aarhundredes store Filosofer med Voltaire og
Rousseau i Spidsen havde prædiket Frihedens og
Lighedens Evangelium for Folkene, og deres Lære
havde slaaet dybe Rødder i Frankrige. Ludvig
den sextende besad udentvivl den redeligste Villie
til at rette paa de bestaaende Forholde, men han
var svag og indskrænket og forstod ikke at gribe
Reformerne an paa den rette Maade. Turgot og
Malesherbes stilledes i Spidsen for Finansernes
Forvaltning og foreslog gjennemgribende Reformer,
men styrtedes snart af Adelen og Parlamenterne.
I deres Sted traadte 1777 Necker, som ved sin
Klogskab og Energi frelste Staten fra Bankerot.
Men da han, efterat Frankrige havde taget Del
i Nordamerikanernes Frihedskamp, erklærede, at
kun Ophævelsen af Adelens og Geistlighedens
Skattefrihed kunde redde Frankriges Kredit,
fjernedes ogsaa han og erstattedes med den letsindige
og uduelige Calonne. Denne undergravede
fuldstændig Statens Kredit ved sin Ødselhed og sine
letsindige Laan og saa sig endelig 1787 nødt til
for en sammenkaldt Notabelforsamling at erklære,
at Statskassens Deficit hvert af de sidste Aar
havde beløbet sig til 140 Mill. Livres. Efterat
han havde taget sin Afsked, blev Erkebispen af
Brienne Finansminister. Hans Forholdsregler
mødte bestemt Modstand af Parlamentet, hvorfor
Kongen forviste dette til Troyes og indsatte en
ny Institution, „la cour plénière“, som i dets
Sted skulde bekræfte Finansministerens
Beslutninger. Da alle Stænder protesterede mod dette
Skridt, og der samtidig udbrød Uroligheder i flere
Provinser, maatte Kongen give efter for et
almindeligt Ønske og samtidig med at kalde Necker
tilbage sammenkalde les États généraux, som ikke
havde været samlede siden 1614. Der mødte da
den 5te Mai 1789 i Versailles Repræsentanter
fra de tre Stænder; Adel og Geistlighed vilde,
at Forsamlingen skulde votere efter Stænder,
saaledes at de ligeoverfor Trediestanden altid kunde
være i Pluraliteten; men som rimeligt var, vilde
Trediestanden ikke finde sig heri, og den Kamp, som
udspandt sig om dette Spørgsmaal, endte med, at
denne Stand paa Sieyes’s Forslag den 17de Juni
erklærede sig for den eneste rette
Nationalforsamling med Udelukkelse af andre Adelige og
Geistlige end de, som frivillig sluttede sig til den. Fra
dette Skridt daterer sig den store franske Revolution
Den 20de Juni samledes Nationalforsamlingen i
Boldhuset i Paris, hvor den aflagde en høitidelig
Ed paa ikke at skilles, „førend Kongerigets
Konstitution var bleven oprettet og befæstet paa en
varig Grundvold.“ [[** tegnrekkefølge sic **]] Den 23de Juni vedtoges
efter Forslag af Mirabeau, at enhver
Folkerepræsentant skulde ansees for ukrænkelig. Forledet af
sine Omgivelser lod nu Kongen et stærkt
Troppekorps under Hertugen af Broglie trække sammen,
medens han opløste Ministeriet og forviste Necker.
Den 12te Juli kom det til de første Gadeoptøier
i Paris; den 13de oprettedes en Borgermilits og
den 14de stormede det bevæbnede Folk Bastillen.
Kongen lod sig skræmme, kaldte Necker tilbage og
søgte at berolige Hovedstaden ved at bekræfte de
af Folket valgte Embedsmænd i deres Værdigheder,
Bailly som Maire i Paris og Lafayette som Chef
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
