Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Frankrige ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Frankige
og Pressefriheden ophævedes. Denne egenmægtige
Fremgangsmaade gav Stødet til
Julirevolutionen (27—29 Juli), ved hvilken Karl den tiende
og Huset Bourbon for stedse fordreves fra
Frankriges Trone. Hertugen af Orleans, Ludvig
Filip, blev først Regent og derpaa „de Franskes
Konge“. Det nye Monarki (Julimonarkiet,
1830—48) skulde fremforalt være folkeligt, og Ministeriet
valgtes blandt de Liberales Førere. Men saasnart
Ludvig Filip saa sin Magt tilstrækkelig befæstet,
slog han ind paa sit „Juste-milieu“-System, idet
han især sluttede sig til den rige Mellemklasse,
som ønskede Opretholdelsen af det Gamle og Fred
og Ro baade indad- og udadtil. Efterat Casimir
Perier, som fra Vaaren 1831 havde været
Førsteminister, var død i 1832, tog Kongen mere
umiddelbart Styrelsen i sine Hænder, medens de
ledende Statsmænd, Broglie, Guizot, Molé og
Thiers hyppig vexlede som Ministre, som Følge
af parlamentariske Intriger. Flere
Opstandsforsøg, saavel af Republikanere som af Legitimister,
undertrykkedes strengt. Fieschis Attentat paa
Kongen 1835 gav Anledning til „Septemberlovene“,
ved hvilke Pressefriheten og Juryen indskrænkedes.
1836 og 1840 gjorde Louis Napoleon forgjeves
Forsøg paa at fremkalde en Militæropstand.
Sidstnævnte Aar afløstes Thiers, der i den
tyrkisk-ægyptiske Strid havde indtaget en krigersk
Holdning, som Førsteminister af Guizot, der blev
staaende som Fredspolitikens Haandhæver, saalænge
Julimonarkiet varede. Det ringe Hensyn til
Folkets Ønsker, som Regjeringen nu tog, i
Forbindelse med de ledende Kredses Korruption og den
ved de spanske Giftermaal fremkaldte Forstyrrelse
af det venskabelige Forhold til England
undergravede Kongedømmets Magt og Anseelse mere
og mere. Socialister og Kommunister fandt en
taknemmelig Jordbund for sine Agitationer. Det
liberalt-royalistiske Parti søgte at sætte en
Stopper for alle disse Misligheder ved at virke for en
ny frisindet Valglov, til hvilken Ende de saakaldte
Reformbanketter holdtes. Da en saadan i
Begyndelsen af 1848 blev forbudt, vaktes en stærk
Ojæring hos Mængden, og allerede den 24de
Februar brød Opstanden aabent ud.
Februarrevolutionen tvang Kongen til at nedlægge
Kronen og udvandre, medens en provisorisk
Regjering af Republikanere overtog Styrelsen.
Republiken erklæredes for Landets endelige
Regjeringsform, men Uenigheden mellem de forskjellige
republikanske Partier førte til blodige Uroligheder, og
Paavirkning fra Socialisternes Side fremkaldte den
voldsomme Arbeideropstand i Paris 23de—26de
Juni, som først blev undertrykt, da Cavaignac blev
Diktator. — 10de December valgtes Louis
Napoleon Bonaparte, Napoleon den førstes
Brodersøn, til Præsident. Han valgte et maadeholdent re
publikanst Ministerium og sikrede sig Geistlighedens
Hengivenhed ved at omstyrte den romerske
Republik og gjenindsætte Paven i hans verdslige Magt.
Et Oprør i Paris af de radikale Republikanere
uudertryktes, hvorefter der toges strenge
Forholdsregler mod Pressen og de politiske Foreninger.
1849 udnævntes et nyt Ministerium, hvis
Anskuelser stemte mere med Præsidentens egne; men
man vogtede sig endnu for at bryde aabent med
Nationalforsamlingen. 1850 udkom en ny
Undervisningslov, som i høi Grad begunstigede
Presteskabet, samt en Valglov, der indskrænkede
Stemmeretten. Censuren udstraktes ogsaa til Theatrene,
og Presse- og Forsamlingsfriheden blev mere og
mere indskrænket. Efterat Changarnier i
Begyndelsen af 1851 var fjernet fra sin Stilling som
Chef for Tropperne i Paris, begyndte
Bonapartisterne at arbeide for Præsidentens Gjenvalg; et
Forslag, som gik ud derpaa, blev vel forkastet, men
Præsidenten havde imidlertid vundet Hæren for
sig og foretog 2den December 1851 et Statskup,
hvorved han sprengte Nationalforsamlingen og
fængslede et stort Antal af sine Modstandere.
Efter at have gjeninført [[** sic, vel = -indf- **]] den almindelige Stemmeret
lod han hele Nationen afstemme over enslags
Fornyelse af Konsulatet og over hans eget Gjenvalg paa
10 Aar. Afstemningen lededes vilkaarligt i en
for Napoleon gunstig Retning, og han gjenvalgtes
med stor Stemmeflerhed. Efterat saagodtsom
enhver Opposition var kvalt ved
Tvangsforholdsregler, lod han sig 1852 paa Aarsdagen efter
Statskupet af Senatet udraabe til Keiser under
Navn af Napoleon den tredie. Ved en ny
Forfatning sikrede han sig saagodtsom uindskrænket
Magt, medens han klogelig søgte at fremme den
materielle Kultur, paa samme Tid som han
forøgede Frankriges Indflydelse paa den europæiske
Politik. 1854—56 deltog Frankrige i Krimkrigen
mod Rusland og 1859 i Italiens Krig med
Østerrige, efter hvilken sidste det udvidedes med
Savoyen og Nizza; 1860 erholdtes ved at slutte en
Handelstraktat med England dettes Samtykke til
Udvidelsen. 1857 og 60 deltog ogsaa
Franskmændene med Englænderne i Togene til Kina;
1858—62 gjordes flere Erobringer i Anam,
ligesom Besiddelserne i Algerien og Senegal udvidedes.
Derimod tog Expeditionen til Mexiko (1862—67)
en uheldig Udgang og gjorde, at Frankrige ikke kunde
optræde med den fornødne Kraft i den europæiske
Politik. Da den 1860 den lovgivende Forsamling
tilstaaede Ret til i en Adresseforhandling at drøfte
Rigets Forhold ophævedes 1867 og erstattedes ved
en Forespørgselsret, vakte dette Skridt megen
Utilfredshed og bragte Oppositionen til at voxe
til en betydelig Styrke, noget, som viste sig ved
de nye Valg 1869. Keiseren lod derfor Senatet
s. A. vedtage en Bestemmelse om udvidet
Bevilgningsret og Initiativ for den lovgivende
Forsamling og Ansvarlighed for Ministrene. I
Begyndelsen af 1870 kom Ministeriet Ollivier til Roret
og skulde nu realisere den politiske Frihed; men
istedenfor energisk at gribe Sagen an, viste
Ministeriet sig vaklende og tog kun halve
Forholdsregler. 20de April vedtoges en ny Forfatning,
som forelagdes Folket og efter heftige
Partistridigheder vedtoges, uden dog at medføre en
Beroligelse af den ophidsede Stemning. For at give
Ophidselsen Luft udadtil, foranledigedes et Brud
med Preussen, der førte til Frankriges Krigserklæring
den 15de Juli 1870. Keiseren begav sig til Arméen,
og Keiserinden udnævntes til Regentinde. Men
Frankrige var allerede fra Begyndelsen uheldigt;
efter Nederlagene ved Worth og Forbach maatte
Ollivier vige for et bonapartistisk Ministerium
under Palikao, og efter Nederlaget ved Sedan og
Napoleons Tilfangetagelse samledes den
lovgivende Forsamling, erklærede Keiseren for afsat
og proklamerede Nepubliken. (Se forøvrigt Art.
Fransk-tyske Krig). En midlertidig Regjering
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
