Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Frankrige ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Kongerige ligesom Westfalen, hvor Napoleons Broder,
Jerôme Bonaparte, blev Konge. Preussen og
Rusland tiltraadte Forbundet mod England,
hvorved Kontinentalsystemet udvidedes til at omfatte
næsten hele Europa. Kort efter lod Napoleon en
fransk Armé besætte Portugal, hvis Kongehus
flygtede til Brasilien; i Spanien gav en
Familietvist ved Hoffet ham Anledning til at blande sig
ind; Karl den fjerde frasagde sig godvillig Tronen,
Kronprinsen nødtes til at gjøre det samme, og
Josef Bonaparte indsattes til Konge af Spanien,
medens Murat fulgte ham paa Neapels Trone.
Men der udbrød snart Uroligheder i Spanien og
Portugal, fra hvilket sidste Land Franskmændene
fordreves; Keiseren skyndte sig personlig til
Kamppladsen og vandt en Række Seire, men maatte
snart vende sig mod Tyskland, hvor Østerrige i
Forbund med England paany havde grebet til
Vaaben mod ham. Efterat han havde seiret ved
Eckmühl og Wagram og besat Wien, maatte
Østerrige ved Freden i Wien opløse Forbundet med
England og afstaa de illyriske Provinser, der
forenedes med Frankrige, i hvilket ogsaa Kirkestaten
kort før var indlemmet. Ved sit Giftermaal med
Erkehertuginde Marie Lovise af Østerrige (1810)
stilledes Napoleon paa sin Magts Høidepunkt.
Han havde imidlertid truffet flere Foranstaltninger
for indadtil at styrke sin Magt, saaledes ved at
gjenoprette Majoraterne og den arvelige Adel,
forbedre Retsvæsenet og fremme den materielle
Kultur, hvorimod han ved streng Politiopsigt holdt
Literatur og Presse fangen. I literær og
videnskabelig Henseende er derfor det første Keiserdømme
Frankriges magreste Periode i den nyere Tid. —
1810 maatte Ludvig Bonaparte nedlægge sin Krone,
hvorpaa Holland saavelsom Nordtyskland og
Hansestæderne forenedes med Frankrige, alt for med større
Strenghed at kunne gjennemføre Kontinentalsystemet.
Men da Rusland i 1810 og 1811 aabenbart krænkede
dette System, rustede Napoleon sig til i Forbund
med Preussen og Østerrige at angribe denne Magt.
1812 foretog han, medens en Del af hans Tropper
under Massena kjæmpede i Spanien, med 500,000
Mand et Tog til Rusland, hvor han seirede i en
Række Slag og holdt Indtog i Moskau. Men
ved denne Bys Brand og ved Mangelen paa alt
det nødvendige for sin uhyre Hær nødtes han midt
om Vinteren til et sørgeligt Tilbaketog, under
hvilket Størstedelen af hans Hær gik tilgrunde.
I Marts 1813 faldt Preussen fra. Imidlertid
bragte Napoleon en ny Hær paa 200,000 Mand
tilveie, med hvilken han i Løbet af Vaaren
tilkjæmpede sig enkelte Fordele. Men snart lod ogsaa
Østerrige ham i Stikken, og efter det store
Nederlag ved Leipzig 14de—20de Oktbr. 1813 maatte
han rømme Tyskland. Hans allierede Fiender
forlagde nu Krigsskuepladsen til Frankrige;
Keiseren forsvarede sig med Heltemod, men til de ydre
Fiender kom nu ogsaa et stort Parti, som var
misfornøiet med hans Styrelse. De fleste af hans
Marskaller og Ministre forlod ham, og efterat
Paris havde kapituleret, nedlagde han Kronen og
begav sig til Øen Elba, som var anvist ham til
Opholdssted. Allerede før hans Afreise havde
Senatet den 2den April 1814 indkaldt det bourbonske
Kongehus, hvis nærmest arveberettigede Medlem,
Ludvig den sextendes Broder, Greven af
Provence, besteg Tronen under Navn af Ludvig
den attende. Den 4de Juni gav han en
Konstitution, nærmest efter engelsk Mønster. Men det
varede ikke længe, førend den nye Regjerings
reaktionære Tendenser traadte klart frem og vakte almindelig
Uvillie. Underrettet om Stemningen i Frankrige
afreiste Napoleon i al Stilhed fra Elba og landede
ved Cannes den 1ste Marts 1815. Han blev
modtagen med Begeistring og holdt Indtog i Paris,
hvorfra Ludvig den attende maatte flygte. Men
de europæiske Magter, som frygtede for Følgerne af,
at Napoleon endnu engang blev Frankriges Styrer,
forenede sig mod ham og nærmede sig over Belgien
Frankriges Grændse. Napoleon drog imod dem og
var i Begyndelsen heldig, men blev 18de Juni totalt
slaaet ved Waterloo og tvungen til at begive sig
som Fange til Øen St. Helena. Efter denne
Afbrydelse, „de hundrede Dage“, besteg Ludvig den attende
Tronen igjen. Uagtet han havde lovet en
almindelig Amnesti, nødtes han af sine Omgivelser til
strenge Forholdsregler mod Napoleons Parti. Under
Hertugen af Richelieus Ministerium kulminerede
Reaktionen, idet Kamrene endog i denne Henseende
overgik Regjeringen og bl. a. landsforviste alle,
som havde været med at fælde Dødsdommen over
Ludvig den sextende. Kamrenes yderliggaaende
reaktionære Holdning bevirkede, at de 1816
opløstes og nye sammenkaldtes. Det lykkedes nu de
Liberale at sætte forbedrede Valg- og
Rekruteringslove igjennem, medens de Ultrareaktionæres
Sammensværgelse for at ophæve Forfatningen bidrog
til at nærme Ministeriet og de Liberale til
hinanden. I Løbet af 1818 rømmedes Frankrige af
de fremmede Tropper og traadte s. A. ind i det
almindelige europæiske Fredsforbund. I
Slutningen af 1819 kom et maadeholdent royalistisk
Ministerium under Decazes til Roret og søgte
bl. a. at give det grundeiende Aristokrati den
overveiende Indflydelse paa Valgene. Efter heftige Kampe
i Kamrene skaffede Mordet paa Hertugen af Berry
Ultra-Royalisterne Magten, som det nye
Ministerium under Richelieu bl. a. benyttede til at
gjenindføre Censuren. Ved de nye Valglove fik det
ultra-royalistiske Parti Overvegten i Kamrene,
medens de Liberale mere og mere vandt Terræn blandt
Folket og hemmelige politiske Selskaber som
Carbonarierne m. fl. trivedes. 1821 afløstes
Richelieu af Villèle, som 1823 i Spidsen for en fransk
Hær omstyrtede den frie Forfatning i Spanien.
— Ludvig den attendes Broder Greven af
Artois fulgte ham paa Tronen under Navn af Karl
den tiende (1824—30). Han afskaffede strax
Censuren, men viste sig forøvrigt at hylde stærkt
reaktionære Tendenser. De tilbagevendende
Emigranter fik store Pengeunderstøttelser, og
Jesuiternes Indflydelse blev stedse større. 1827
gjenindførtes Censuren og Nationalgarden, og
Deputeretkammeret opløstes, medens Villèle søgte en Støtte
for sin Regjering ved at oprette et Pairskammer.
1828 maatte Villèle vige for Martignac, der var
maadeholdent liberal, men fjernedes 1829,
hvorefter de yderste Reaktionære med Fyrsten af
Polignac i Spidsen kom til Magten. Algiers
Erobring, hvorved Regjeringen søgte at vinde
Popularitet, kunde ikke forhindre, at Kamrene med stor
Stemmeflerhed gav den et Mistillidsvotum; da
Kamrene derpaa opløstes, gjenvalgtes Flertallet.
Kongen udstedte nu 1830 fem Ordonnanser, ved
hvilken en ny Valglov gaves, Kamrene paany opløstes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
