Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Godoy, Manuel, almindelig kaldet „Fredsfyrsten“ - Godthaab - Godunov. — Boris Feodorovitsch Godunov. — Feodor Godunov - Goeben, August Karl von - Goedeke, Karl - Goes, Damião de - Goes, Hugo van der - Goethe, Johann Wolfgang
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Godtheab
nogle Aar efter (1808) styrtet ved en Folkeopftand.
Han maatte tilligemed Kongeparret forlade
Spanien, og efter i Bayonne at have havt en
Sammenkomst med Napoleon den første, som benyttede sig
af Spaniens indre Forviklinger til sin Fordel, levede
han for det meste ! Frankrige. Han har udgivet
sine Memoirer i 4 Bind.
Godthaab, danfl Koloni i Grønland, under
64° 10′ n. B., grundet af Hans Egede 1721, har
1,000 Indb. og et Seminarium til Uddannelse af
indfødte Kateketer.
Godunov, en ansét russisk Slægt af tatarisk
Herkomst. — Boris Feodorovitsch Godunov,
f. 1552, d. 1605, tilbragte sin Ungdom ved Ivan
den andens Hof og var under dennes aands
svage Søn, Feodor den første, den egentlige Hersker.
Han hævede Ruslands Magt paa mange Maader
ved at fuldende Sibiriens Underkastelse og bringe
Landet i Berøring med det øvrige Europa. Efter
Feodors Død lod Godunov sig længe nøde, førend
han 1598 besteg Tronen. Han vedblev som Czar
ved kraftige Forholdsregler at arbeide for Landets
Opkomst, men paadrog sig ved sin Strenghed
manges Had, saa at den falske Demetrius, som
trængte ind i Rusland, havde let for at vinde
Tilhængere. — Hans Søn, Feodor Godunov,
f. 1589, d. 1605, blev Czar efter ham, men maatte
efter to Maaneders Regjering vige for den falske
Demetrius og myrdedes kort efter.
Goeben (udt. Gøben), August Karl von,
preussisk General, f. 1816, indtraadte 1833 i
Militærtjenesten, kjæmpede 1836—40 i den karlistiske Armé
i Spanien, deltog 1849 i Felttoget i Baden, 1860
i Spaniens Tog mod Marokko og 1864 i Krigen i
Slesvig, hvor han kommanderede en Brigade ved
Dybbøl og Als. 1866 kommanderede han en Di
vision af Mainarméen; 1870 førte han det 8de
Armékorps og fra Jan. 1871 den fyrste tyste Armé,
med hvilken han seirede ved St. Quentin.
Goedeke (udt. Gødeke), Karl, tysk
Literaturhistoriker, f. 1814, blev 1872 Professor i Göttingen.
Hans vigtigste Skrifter er: „Grundrids til den tyske
Digtnings Historie“ (3 Bd., 1856—73), „Goethes
Liv og Skrifter“ (1874) og „G. A. Bürger“ (1874).
Han har ogsaa besørget en hiftorifi-kritifi Udgave af
Schillers famlede Skrifter og forsynet Goethes
Skrifter med vcerdifulde Indledninger.
Goes, Damião de, portugisisk Diplomat og
Historiker, f. 1501, d. ca. 1573, blev som Gesandt
blandt andet ogsaa sendt til Danmark og Sverige.
Han har forfattet Emanuel den stores og Johan
den andens Historie.
Goes (udt. Gus), Hugo van der, flamsk Maler,
f. 1420, d. i Kloster 1482, var Elev af Jan van
Eyck (s. d.). Hans Hovedverk, „Kristi Fødsel“,
findes i Florens.
Goethe (udt. Gøte), Johann Wolfgang,
Tysklands største Digter, f. i Frankfurt am Main 1749,
d. 1832, var Søn af formuende Forældre, som noerede
levende Interesse for Videnstab og Kunst og derfor
gav ham en scrrdeles omhyggelig Opdragelse. 1765
lom han til Universitetet i Leipzig og begyndte
iftlge Faderens Bestemmelse at studere
Retsvidenskaben; men allerede under Opholdet ved
Universitetet beskjeftigede han sig langt mere med æsthetiske
og literære Sysler end med sit Fagstudium. Den
franske Retning i Literaturen, som var indført
gjennem Gottsched, blomstrede endnu, men fandt
Goethe
ingen dybere Gjenklang hos den unge Digter,
som derimot, allerede nu begyndte selvftændig, ud
af sit eget Sjeleliv at flabe sine eiendommelige
Digtninger. Hans fyrste dramatiske Forsøg, „Den
forelskedes Lune“ og „De Medskyldige“, skrevne
under dette Ophold i Leipzig, er viftnol affattede
i Alexandriner og noermer sig i det hele taget den
herskende Smag, men bcerer dog Spirer til noget
nyt i sig. Mod Slutningen af sit Leipzigerophold
paavirkedes han ftcerkt af Lessings Berker, ligesom
Oeser indviede ham i Winkelmanns epokegjørende
Theorier paa Kunstens Gebet. Hans alsidige
Aand førte ham til mere og mere at udvide Kred
fen af sine Beskjeftigelser; han tegnede, raderede,
sang, bloeste Fløite og deltog i dramatiske
Opførelser, hvorhos han uafiadelig dyrkede Poesien.
Følgerne af denne anstrengte Virksomhed i For
bindelse med et mindre regelmcrssigt Levnet ytredo sig
imidlertid som en heftig Sygdom, der tvang ham
til 1768 at reise hjem for at restituere sig. Under
Opholdet hjemme paavirkedes han af den fromme
Frøken Klettenberg og henfaldt for en Tid til en
Slags religiøs Mysticisme, som hans ftoerke og
harmoniske Natur dog snart udrev ham af.
Derpaa gik han til Universitetet i Strasburg for at
afsiutte sine juridiske Studier, men lagde sig her
mest efter Anatomi og Kemi; Bekjendtfiabet med
Herder blev her et Vendepunkt i hans crfthetiste
Anskuelser, og Kjcrrlighedsforholdet til Friederike
Brion i Sesenheim øvede en mcerkbart velgjørende
Indflydelfe paa hele hans Sjelsliv. Efter at have
taget den juridiske Doktorgrad vendte han 1771
tilbage til sin Fødeby og gik nafte Aar til Wetzlar,
hvor han fik Beskjeftigelse ved Rigskammerretten,
og hvor han undfangede Idien til „Werther“.
Herfra striver sig ogsaa hans Bekjendtfiab med
Merck, Jakobi, Klinger og Lavater. 1772—73
deltog han i Redaktionen af „Frankfurter gelehrte
Anzeigen“ og udgav desuden flere anonyme
Afhandlinger. Allerede 1769 var hans ftrste Digt
samling udkommen, ligeledes anonymt, men ftrft
„Götz von Berlichingen“ (1773, i ny Bearbeidelse
1774) og „Den unge Werthers Lidelser“ (1774)
tiltrak sig en sterre Opmoerksomhed og gjorde sin
Forfatter berømt over hele Tystland. Sit Ry
bragte han endnu til at voxe ved Tragedierne
„Clavigo“ og „Stella“ samt en Rakke mindre
lyriske og dramatiske Stykker. 1775 modtog han
af Hertug Karl August af Sachfen-Weimar, hvis
Bekjendtflab som Prins han allerede tidligere havde
gjort, Indbydelse til at komme til Hoffet i Weimar,
og ester at have gjort en Reise med Brødrene
Stolberg i Schweiz og der at have besøgt
Lavater ankom han i December 1775 til Weimar,
hvor han udncevntes til Legationsraad. 1782
optoges han i Adelsstanden. 1786 foretog han en
Reise til Italien, hvor han indtil 1788 opholdt
sig, isar i Rom. Resultatet af denne Reise beteg
ner han selv som en „Gjenfødelse“, idet den
navnlig blev epokegjørende for hans Opfatning og
Tilegnelfe af den antike Kunst og Poesi. 1792
deltog han i Selskab med Hertugen af Weimar i
Felttoget i Champagne og 1793 i Beleiringen af
Mainz. 1791—1817 ledede han Hoftheatret i
Weimar. Kort efter Tilbagekomsten fra sin
italienske Reise havde han truffet sammen med Schiller,
og han var medvirkende til at denne 1789 kaldtes
til Professor i Historie i Weimar. Disse to
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
