Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gosen - Goslar - Gosport - Gosse, Philip Henry. — Edmund Gosse - Gossec, François Joseph - Goszczynski, Severin - Gossner, Johannes - Got, François Jules Edmond - Goter. — Vestgoter. — Østgoter. — Det gotiske Sprog
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Gose»
Gosen, hvor Israeliterne, boede i 430 Aar, laa
i Nedre-Ægypten, østenfor Nilen. Den hørte paa
den Tid til „det bedste Ægypten“, thi det van
dedes af „Faraonernes Kanal“, der var gravet
omkring 2,000 Aar f. Kr. og gik fra Bubastis ved
Nilens østre Arm til henimod Nordenden af Bitter
fjperne, sex Mil nordenfor Suez; faalangt mod
Nord strakte det Wde Hav sig i den crldfte og
aldre Tid. Da Kanalen under Arabernes og Tyr
kernes Herredømme ikke blev holdt vedlige, var
det forbi med Gosens Frugtbarhed. Da Lesseps
gravede Suezkanalen, lod han Faraonernes Kanal
oprense for at føre Drikkevand til Ismailia og
Suez. — Langs Kanalen gror nu Grcrs, og den
gamle Frugtbarhed vil vel fnart vende tilbage.
Goslar, By i den preussiske Provins
Hannover, med ca. 10,000 Indb., var tidligere fri
Rigsstad. Den har flere markelige Bygninger fra
Middelalderen.
Gosport, By i det sydlige England, i
Nærheden af Portsmouth, med 8,000 Indb.
Gosse (udt. Goss), Philip Henry, engelsk
Zoolog, f. 1810, har især beskjeftiget sig med Sjp
dyrene og foruden flere populoer-naturhistoriste
Arbeider udgivet interessante Verker om
Hjuldyrene og Sjøanemonerne. — Hans Søn Edmund
Gosse, f. 1849, blev 1867 Assistent ved Biblio
theket i British Muséum. Han udgav 1870 sam
men med en Ben en Digtsamling, der blev
velvillig modtagen og ftaffede ham Forbindelser
med flere af Englands fremragende yngre Dig
tere. 1871 bes^gte han det nordlige Norge og
medbragte fra denne Reise en Interesse for Lan
det og dets Literatur, som har faaet sit Uotryk i
flere Afhandlinger over norske Digtere, navnlig
Ibsen, hvis „Kjærlighedens Komedie“ han har
oversat, ligesom han ogsaa har ofret de to andre
nordiske Landes Literatur adskilligt Studium. Han
har ogsaa senere besøgt Norge, Danmark og Sverige.
1873 udgav han Wen en Digtsamling, der vakte
Opmoerksomhed ved sin Formfuldendthed og milde,
klare Stemning.
Gossec (udt. Gossek), François Joseph, f. 1733,
d. 1829, fransk Komponist, bevcrgede sig paa de
forskjelligste Omraader i Musiken og indtager ved
sine Operaer, Symfonier og øvrige Kompositioner
en ærefuld Plads blandt Frankriges Musikere.
Dm af ham stiftede Sangskole blev Spiren til
det senere Konservatorium i Paris.
Goszczynski, Severin, polsk Digter, f. 1806,
d. 1876, er en af den polske Literaturs originaleste
Forfattere. Hans poetifie Fortalling „Slottet i
Kaniow“, et af hans betydeligste Arbeider, er en
livfuld og tro Skildring af Kosaklivet. Under den
polske Opftand i 1830 strev han ildfulde
Krigssange og gik efter Opstandens Underkuelse til
Udlandet, hvor han opholdt sig til sin Død.
Gossner, Johannes, tysk Geistlig, f. 1773,
d. 1858, var oprindelig Katholik, men gik 1798
over til Protestantismen, hvorved han mistede sit
Presteembede, opholdt sig derpaa i Rusland og
flere tyske Byer og blev senere Prest i Berlin,
hvor han 1836 oprettede en Missionsskole, som
udsendte talrige Missionærer til de fleste
Verdensdele.
Got (udt. Gaa), François Jules Edmond, fransk
Skuespiller, f. 1822, blev 1844 ansat ved Théâtre
Français, hvor han i komiske Karaktérroller har
erhvervet sig Berammelse som en Kunstner af
første Rang.
Goter, en germanist Folkestamme, som
sandsynligvis først boede i Øst for Weichsel. Herfra
trcrngte de 238 e. Kr. for første Gang ind paa
Romernes Omraade, idet de oversvømmede og
herjede Dacien og Møsien; Keiser Decius faldt
paa sit Felttog mod dem 251, hvorpaa hans
Efterfølger tilkjøbte sig Fred af dem. Paa et andet
Tog trangte de frem til Bosporos og Propontis
og satte over til Grakenland, som de herjede.
269 vendte de sig ogsaa mod Rhodos og Kreta,
men beseiredes 269 af Keiser Claudius og ftansedes
derved i sin Fremtrængen; efterat de derpaa af
Aurelianus var drevne tilbage over Donau,
nedsatte de sig 274 i Dacien. Under Konstantin den
store overskred de 321 atter Donau, men blev
slagne og sluttede Forbund med Keiseren.
Omkring denne Tid aniog de Kristendommen
(Arianismen), og Bibelen blev af deres Biskop Ulfilas
(s. d.) oversat til Gotisk (ca. 370). Samtidig
begynder Vestgoter og Østgoter at optræde
som to scrrstilte Folk. Bekjendt er Bstgoternes
Konge Ermanrik, som ved Hunnernes
Fremtrængen dræbte sig selv 375; derefter blev Østgoterne
undertvungne af Hunnerne, meoens Veftgoterne
dels trak sig tilbage til Karpatherne, dels under
Fridigerns Anførfel 376 gik over Donau og med
Keiser Valens’s Tilladelse nedsatte sig i
Nedremøsien. Her blev de imidlertid saa plagede af de
keiferlige Embedsmænd, at de fnart gjorde Op
ftand og bemægtigede sig Landet; 378 blev Valens
overvunden af dem og faldt ved Adrianopel. Un
der Theodosius den store lykkedes det atter at
bringe dem til Underkastelse; men efter hans Død
og Rigets Deling samlede de sig under Alarik
(s. d.), streifede gjennem Makedonien og Grcrken
land og faldt 402 ind i Italien. 410 erobrede
de Rom, men Alarik døde kort efter, og hans
Efterftlger, Ataulph, drog 412 med Vestgoterne
til Sydfrankrige og Spanien, hvor Ataulphs
Efterftlger, Vallia, grundede det vestgotiske
Rige med Tolosa (Toulouse) som Hovedstad. De
følgende Konger, Theoderik den første og
den anden, Thorismund og Eurik, udvidede
og befæstede Riget, men den sidstes Eftermand,
Alarik den anden, faldt i et Slag mod Franker
kongen Chlodevig, hvorpaa denne 507 tilegnede sig
det meste af Veftgoternes Land i Sydfrankrige.
Det veftgotiske Rige i Spåmen vedblev imidlertid
at exiftere, om end svaktet ved indbyrdes Urolig
heder, indtil 711, da det erobredes af Maurerne
efter Slaget ved Xeres de la Frontera. —
Østgoterne, som havde underkastet sig Hunnerne, boede
efter Attilas Død i Ungarn. 475 blev Theoderik,
som var opdragen ved det byzantinste Hof, deres
Fyrste og ftrte dem paa Keiser Zenons Opfordring
489 til Italien mod Odoacer. Efterat denne var
overvunden og drcrbt, grundede Theoderik 493 det
Mgotiske Rige, med Ravenna som Hovedstad. Riget
omfattede Italien, Sicilien, Dalmatien, en Del af
Ungarn og fra 507 tillige Provence. Efter Theo
deriks Død 526 begyndte Riget allerede at narme
sig sin Opløsning paa Grund af indre Stridig
heder; Keiser lustinian blandede sig i disse, og
hans Feltherre Narses gjorde Ende vaa Riget ved
sin Seier i Narheden af Vesuv 553, hvorefter
Italien blev en Provins af det byzantinste Rige.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
