Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Græske Keisedømme, det østromerske ell. byzantinske Rige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Grleste Ktiserdsmme
Græske Keiserdømme, det østromerske
ell. <b>byzantinske</sp> Rige, kaldes i Historien det
østligste af de to Riger, som opstod, da Keiser
Theodosius den store 395 dette sit Rige mellem
sine Sønner Honorius og Arkadius. Det grcefle
Keiserdømme, som tilfaldt den sidstncrvnte, bestod
af Prcefekturerne Orienten og Illyricum, d. v. s.
Romerrigets asiatiske Provinser (Syrien, Lilleasien
og Pontus), Ægypten, Balkanhalvøen og Kreta;
Rigets Hovedstad var Byzanz (Konstantinopel).
Den svage Arkadius (395—408) lod sig ganske
lede af sine Ministre og Gildinger og senere af
sin Hustru, den skamløse og herskesyge Eudoxia.
Hans Søn Theodosius den anden (408—50)
kom paa Tronen som mindreaarig, hvorfor først
Proetorianprcefekten Anthemius og senere Keiserens
Syster Pulcheria førte Formynderstabet over ham;
den sidste holdt ham ogsaa, efterat han var bleven
voxen, borte fra al Befatning med Regjeringen og
styrede selv med Kraft og Held, idet hun udvidede
Riget ved Erhvervelsen af det vestlige Illyricum og
en Del af Armenien. Efter Theodosius’s Død
giftede Pulcheria sig med den gamle og tapre
Senator Marcianus, som nn blev Keiser (450—57).
Han var en dygtig Hersker, som ved sin kraftige
Optrcrden holdt Attila borte fra Rigets Grændser.
Efter ham kom Thrakeren Leo den første
(457—474), som ogsaa styrede med megen Dygtighed og
Kraft, skjønt han var uheldig mod Vandalerkongen
Geiserik 467. Hans Dattersøn og Efterfølger Leo
den anden døde efter faa Maaneders Forløb,
hvorefter dennes Fader Zeno (474—91) kom paa
Tronen. Allerede 475 blev han fordreven af
Basiliskus, en Broder af Leo den førstes Enke, men
satte sig 477 igjen i Besiddelse af Tronen og holdt
sig uagtet sin Uduelighed og Forhadthed og trods
hyppige Oprør. Theodorik og hans Østgoter, som
trnede Riget, bevægede han ved Gaver til at holde
sig rolige og til at foretage sit Tog til Italien.
De indre Stridigheder under hans Regjering
angik for en stor Del religiøse Spørgsmaal; navnlig
var der Kamp mellem de Orthodoxe og
Monofysiterne. Efter Zenos Død ægtede hans Enke en
høiere Embedsmand, som besteg Tronen under
Navn af Anastasius den første (491—518).
Ogsaa under ham vedvarede de kirkelige
Stridigheder, til hvilke der ogsaa kom Ufred med
Isaurerne, Bulgarerne og Perserne. Hans Eftermand
Justinus den første (518—27) var en ivrig
Tilhcrnger af det orthodoxe kirkelige Parti og
støttedes derfor af Presteskabet. Under ham
ordnedes Statsforvaltningen paany af Kvæstoren
Proklus. Allerede før sin Død havde han udnævnt
sin Søstersøn Justinian den første (s. d.) til
Medregent, og ved hans Død blev denne Keiser
(527—65). Han blev af stor Betydning for Riget
ved sin Lovgivning og greb gjennem sine seierrige
Feltherrer Belisarius og Narses kraftig ind i Be
givenhederne i Udlandet. Justinus den anden
(565—78) var en svag og uduelig Regent, under
hvem en stor Del af hans Formands Erobringer
i Italien igjen gik tabt, ligesom han ogsaa var
uheldig i sin Krig mod Perserne om Armenien.
Tiberius den anden (578—82) var derimod
en klog og tillige mild Hersker. Han tilkjøbte sig
Fred af Avarerne og udnævnte sin Feltherre
Mauritius, der seirede over Perserne, til Tronfølger.
Mauritius (582—602) vedblev med Held at
Groeste Keiserdsmme
bekjæmpe Perserne, men havde mindre Lykke med
sig mod Avarerne. Han saavelsom hans uduelige
Efterfølger Fokas (602—10) blev myrdet under
et Oprør i Hovedstaden; den sidste efterfulgtes af
Heraklius (610—41), som slog Avarerne og
Perserne, men ikke kunde staa sig mod Araberne,
hvilke under Omar 635—41 indtog Syrien,
Palæstina og Ægypten. Hans nærmeste Efterfølgere,
Konstantin den tredie og Herakleonas,
døde inden kort Tid, hvorefter den førstnævntes
Søn Konstans (642—68) blev Keiser. Han
sluttede Fred med Araberne og forsagte forgjeves
at forsvare Syditalien mod Longobarderne. Hans
Søn Konstantin den fjerde, Pogonatus
(668—85), seirede over Modkeiseren Mezentius fra
Syrakus, medens Araberne gjorde ftedse større
Fremgang og endog gjentagne Gange angreb
Konstantinopel, dog uden Held. 675 indgik Keiseren en
ret fordelagtig Fred med dem, hvorimod han 680
maatte gaa md paa at betale Bulgarerne Tribut.
Hans Søn Justinian den anden (685—711),
herskede despotisk og afsattes 695, hvorefter Tronen
indehavdes af tre forskjellige Keisere, indtil
Justinian 705 igjen fik den tilbage. I de følgende
6 Aar regjerede efter hinanden Filippikus
(711—13), Anastasius den anden (713—16)
og Theodosius den tredie (716—17), hvilken
sidste nedlagde Kronen, da Feltherren Leo
Isaureren rykkede frem mod Konstantinopel og besteg
Tronen nnder Navn af Leo den tredie (717—41).
Han gjorde tapper Modstand mod Araberne, men
gav Anledning til de voldsomme indre
Stridigheder om Billeddyrkelsen, som varede i over 100 Aar.
753 mistede Riget Exarkhatet i Ravenna. Leos
Søn Konstantin den femte (741—75) var
en tapper og høisindet Fyrste og en ivrig
Billedstormer; efter ham fulgte hans Søn Leo den
fjerde (775—80), hvis Enke, Irene, derpaa førte
Formynderskabet for sin Søn Konstantin den
sjette, Porfyrogenitus, som blindedes af sin
grusomme Moder og døde 797. Irene fortrængtes
802 fra Regjeringen af Nikeforus den første
(802—11); dennes Søn, Stauratius, maatte
kort efter sin Tronbestigelse vige for Mikael den
første, og denne igjen 813 for Leo den femte,
Armenieren (813—20), som med Kraft
forfulgte Billeddyrkerne og seirede over Bulgarerne.
Under den næste Keiser, Mikael den anden, den
stammende (820—29) erobredes Sicilien og
Kreta af Araberne. Hans Søn Theofilus
(829—42) bekjæmpede Billeddyrkelsen og
efterfulgtes af sin Søn Mikael den tredie (842—67),
hvis Moder Theodora styrede under hans
Mindreaarighed og gjorde Ende paa Billedstriden
ved at faa Billeddyrkelsen anerkjendt paa Kirkemødet
i Nikæa 842. Mikael dræbtes af sin Medregent
Basilius Makedoneren (867—86), gjennem
hvem det isauriske Dynasti afløstes af det
makedoniske. Han var heldig mod Araberne og
overvandt fuldstændig Paulicianerne, som i en Tid
havde spillet en vigtig politisk Rolle. Hans Søn
Leo den sjette, Filosofen (886—911) og
dennes Broder og Medregent Alexander (d. 912)
efterfulgtes af Konstantin den syvende, Leos
Søn (912—59), som i Begyndelsen stod under sin
Moder Zoes Formynderskab; 920—45 havde han
sin Svigerfader, Romanus den første,
Lekapenus, til Medregent. Konstantins Søn,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
