Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Græske Keisedømme, det østromerske ell. byzantinske Rige - Græske ell. græsk-katholske Kirke, efter sin egen Benævnelse „den orientalsk-orthodoxe Kirke“
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Grlrsle Keiseidsmme
Romanus den anden (959—63), dræbtes af sin
Hustru; denne ægtede derpaa Nikeforus den
anden, Fokas, som 963—69 indehavde
Keisertronen. Ogsaa Nikeforus blev dræbt, og
Johannes den første, Tzimiskes (969—76),
efterfulgte ham. Han førte med Held Krig mod
Araberne, Bulgarerne og Russerne og efterfulgtes
af Basilius den anden (976-1025), som 1018
undertvang det bulgariste Rige. Hans nærmeste
Efterfølgere, Konstantin den ottende (1025—
1028) og Romanus den tredie (1028—34),
var uduelige Regenter; den sidste dræbtes af sin
Hustru Zoe, en Datter af Konstantin. Hun bragte
derpaa efter hinanden Mikael den fjerde
(1034—41), Mikael den femte (1041—42) og
Konstantin den niende (1042—54) paa
Tronen. Efter Konstantin regjerede Zoes Søster
Theodora (1054—56) og Mikael den sjette
(1056—57). Det sidstnævnte Aar kom Isak
Komnenus (1057—59) paa Tronen.
Konstantin den tiende, Dukas (1059—67)
efterfulgtes af den tapre Romanus den fjerde,
Diogenes (1068—71), som tappert bekjæmpede
Seldsjukerne, af hvem han dog senere blev fangen.
Kort efter at have løskjøbt sig stødtes han fra
Tronen af Mikael den syvende (1071—78),
som efterfulgtes af Nikeforus den tredie,
Botaniates (1078—81). Denne afsattes af den
tapre og listige Alexius den første,
Komnenus (1081—1118), under hvis Regjering
Korstogene tog sin Begyndelse. Alexius’s Søn,
Johannes den anden (1118—43), og hans
Sønnesøn, Manuel den første (1143—80), var
dygtige Mænd, som med Held bekrigede Tyrkerne.
Den sidstes Søn Alexius den anden
(1180—83) myrdedes af Andronikos den første, som
1185 omkom i et Oprør og var den sidste af de
komneniske Keisere. Isak den anden, Angelus,
bragte nu det angeliske Dynasti paa Tronen. 1195
afsattes og blindedes han af sin Broder Alexius
den tredie, men gjenindsattes 1203 af
Korsfarerne i sin Værdighed sammen med sin Søn
Alexius den fjerde. Denne dræbtes as
Alexius den femte af Slægten Dukas, som
af Befolkningen i Konstantinopel var udraabt til
Keiser. Venetianske og franske Korsfarere stormede
imidlertid Konstantinopel 1204 og indsatte Grev
Balduin den niende af Flandern til Keiser (Balduin den
første) i det nye, latinske Keiserdømme (s. d.).
Dette omfattede imidlertid kun en mindre Del af
det græske Keiserdømmes Provinser; Franskmænd
og Venetianere tilegnede sig andre Dele af Riget,
medens Grækerne bevarede sig uafhængige i
Epirus, Nikæa og Trapezunt, paa hvilke to sidste
Steder der oprettedes græske Keiserdømmer.
Medens Balduin den anden sad paa Tronen i det
latinske Keiserdømme, erobrede Keiseren i Nikæa,
Johannes den tredie, en stor Del af hans Lande,
og den næste nikæanske Keiser, Mikael
Palæologus, omstyrtede ved Genuesernes Hjelp ganske
det latinske Keiserdømme ved at erobre
Konstantinopel 1261. Han grundede det palæologiske
Dynasti og regjerede til 1282; hans Søn
Andronikus den anden (1282—1328) fik 1322 sin
Sønnesøn Andronikus den tredie (d. 1341)
til Medregent; under deres Regjering begyndte
Tyrkerne at trænge frem i Lilleasien, og under
Johannes den femte (1341—91) satte de sig
684 Grieste ell. grcest-katholske Kirte
fast i Europa ved 1357 at erobre Gallipoli; 1361
indtog de ogsaa Adrianopel, hvor Sultan Murad
den første opslog sin Residens. Under Manuel
den anden (1391—1425) beleiredes
Konstantinopel af Bajazet den første, og Murad den anden
tvang 1444 Manuels Søn og Efterfølger
Johannes den sjette (1425—48) til at betale
Tribut. Efter Johannes kom hans Broder
Konstantin den ellevte, under hvem Sultan
Muhamed den anden 1453 erobrede Konstantinopel.
Herved var det græske Keiserdømme for bestandig
styrtet. De Fyrstendømmer. som var blevne
fraskilte ved det latinske Keiserdømmes Oprettelse,
indtoges lidt efter lidt af Tyrkerne; samme Skjebne
havde 1461 ogsaa det græske Keiserdømme i
Trapezunt.
Græske ell. græsk-katholske Kirke, efter sin
egen Benævnelse „den orientalsk-orthodoxe Kirke“,
er en af de tre store Hovedgrene, i hvilke den
kristne Kirke i Tidens Løb har delt sig. Den
stiller sig i det vcesentlige fra den romerske Kirke
derved, at den kun holder sig til de første syv
økumeniske Konciliers Beslutninger og forkaster
Pavedømmet. Adskillelsen fra den romerske Kirke var
allerede tidlig forberedt, dels ved politiske
Forhold, dels ved den byzantinste Patriarks Skinsyge
over Romerbiskopens voxende Magt. Til et
fuldstændigt Schisma kom det første Gang
484—519 i Anledning af Keiser Zenons Forsøg paa at
istandbringe en Union mellem de Orthodoxe og
Monofysiterne, dernæst under Billedstriden 733—87
og under Striden med Fotius 868—85. I denne
sidste Strid kom allerede de fleste af
Uenighedspunkterne frem, idet Fotius bebreidede de
vesterlandske Kristne, at de antog den Helligaands
Udgang ogsaa fra Guds Søn, at de fastede om
Lørdagen, paabød Presternes Cølibat og underkjendte
Gyldigheden af den Salvelse, som meddeltes af
en lavere Geistlig; det vigtigste Punkt var dog
den romerske Paves Anmasselser. Senere kom
dertil Uenighed angaaende Brugen af det usyrede
Brød i Nadverden og om Nydelsen af de af
Apostlerne (Ap. Gj. 15, 29) forbudte Spiser. Den
24de Juli 1054 kom det til et blivende Schisma
mellem de to Kirker, idet Pave Leo den niendes
Legater oplæste og nedlagde paa Alteret i
Sofiakirken en Exkommunikationsbulle over Patriarken
Mikael Cerularius og den østerlandske Kirke.
Forbitrelsen mellem de to Kirkesamfund forøgedes
under det latinske Keiserdømme, som udsatte Grækerne
baade for et politisk og religiøst Tryk fra
Vesteuropas Folk. Efterat Mikael Palæologus 1261
hande gjenerobret Konstantinopel viste han sig ikke
utilbørlig til at erkjende Pavens Overhøihed;
men de Forsøg paa at tilveiebringe en Union, som
gjordes ved Kirkemødet i Lyon 1274, strandede paa
den græske Geistligheds bestemte Modstand. 1438
gjorde Keiser Johannes den sjette paa det 1438—39
i Ferrara og Florens afholdte Kirkemøde et nyt
Forsøg paa at faa en Forsoning istand, men heller
ikke dette førte til noget. Efter Konstantinopels
Erobring af Tyrkerne (1453) lykkedes det de romerske
Katholiker at faa nogle under ungarsk og polsk
Herredømme staaende Grækere til at underkaste sig
Paven og antage den romerske Opfatning af
Treenigheden samt Skjærsilden, mod at der tilstodes
dem Frihed til at nyde Nadverden under begge
Skikkelser samt derved benytte syret Brød, og at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
