Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gumælius, Gustaf Vilhelm - Gundava ell. Gondava - Gundersen, Sigvard. — Laura Sofie Coucheron Gundersen, f. Svendsen - Gundulitsch, Ivan - Gung’l, Josef. — Johann Gung’l - Gunhild (Erik Bloxøces Hustru) - Gunlaug Ormstunga - Gunnar Haamundssøn eller Gunnar af Lidarende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Gnmlrlius
Gumælius, Gustaf Vilhelm, svensk Forfatter,
f. 1789 d. 1877, blev 1832 Prest i Ørebro og
senere Provst sammesteds; 1840—69 var han
Medlem af den svenske Rigsdag. Han optraadte
1828 med den første historiske Roman paa svensk,
„Thord Bonde“ (ufuldendt) og udgav 1858 den
versificerede Roman „Engelbrekt“.
Gundava ell. Gondava, By og Hovedstad i
Landskabet af samme Navn i Beludsjistan, med
20,000 Indb. og betydelig Handel, er Khanen af
Kelats Vinterresidens.
Gundersen, Sigvard, norsk Skuespiller, f. i
Kristianssand 1842, gik førft paa Kristianssands
llrrde Skole og senere paa Nissens Skole i Kristiania,
hvorefter han blev Kadet. Af Lyst til Scenen forlod
han imidlertid Krigsskolen og debuterede 7de Septbr.
1862 paa Kristiania Theater som Ingomar i
„Ørkenens Søn“. I de fyrste Aar spillede han
vasentligst Elskerroller, men har senere og med
afgjort Held optraadt i Helte- og Karaktérfaget.
Af hans Roller ncrvnes: Titelrollerne i „Othello“
og „Macbeth“, Axel i „Axel og Valborg“, Harald
Haardraade i „Væringerne i Myklagaard“,
Mortimer i Schillers „Maria Stuart“, Titelrollen i
Goethes „Faust“, Stig Hvide i „Svend Dyrings
Hus“, Ebbesen og Kristian den fjerde i
„Elverhøi“. Ogsaa det betydelige Repertoire, som
er fremkommet ved Optagelse af Stykker af Ibsen
og Bjørnson, har givet ham flere as hans bedste
Roller, saaledes Eyolf i „Halte-Hulda“, Axel
i „De Nygifte“, Bothwell i „Maria Stuart i
Skotland“, Tjelde i „En Fallit“, Eystein i „Sigurd
Jorsalfarer“, Haakon Haakonssøn i „Kongsemnerne“,
Sigurd i „Hærmændene paa Helgeland“, Falk i
„Kjærlighedens Komedie“, Bratsberg i „De Unges
Forbund“ og Bernick i „Samfundets Støtter“.
Gundersens kunstneriste Virksomhed har stedse og
med Rette vcrret yndet og agtet af Publikum; hans
betydelige Begavelse og hans af sand Intelligens
baarne kunstneriste Studium har i Forbindelse
med et heldigt Adre og en smuk Diktion havet
ham til en høi Rang blandt de norske dramatiske
Kunstnere. — Laura Sofie Coucheron
Gundersen, f. Svendsen, f. i Bergen 27de Mai 1832,
gift 1864 med Sigvard Gundersen, kom i 15aars
Alderen til Kristiania og debuterede 8de Januar
1850 som den første norskfødte Skuespillerinde i
Regisses Rolle i „Svend Dyrings Hus“. Blandt
de Roller, hun i sin lange Virketid har spillet,
kan foruden hendes Debutrolle særlig fremhæves:
Agnete i „Elverhøi“, Julie i „Romeo og Julie“,
Rose i „Fruentimmerskolen“, Hermione i „Et
Vintereventyr“, Voltumnia i „Coriolanus“, Portia
i „Kjøbmanden i Venedig“, Lady Macbeth i
„Macbeth“, Valborg i „Axel og Valborg“, Margrethe
i Goethes „Faust“, Hjørdis i „Hærmændene paa
Helgeland“, Titelrollerne i „Emilia Galotti“,
Schillers „Maria Stuart“, Bjørnsons „Maria
Stuart i Skotland“, „Halte-Hulda“ og „Leonarda“
samt Ibsens „Fru Inger til Østraat“. Af
moderne franske Stytter har hun bl. a. optraadt i
Augiers „Familien Fourchambault“ og i Titelrollen
i Dumas fils’s „Den Fremmede“. Hun har
nnder sin lange Virksomhed i Theatrets Tjeneste
stadig hævdet sin Rang som den fyrste blandt
den norske Hovedscenes kvindelige Kunstnere. Sarlig
staar hun i første Rakke ved sin Udførelse af de
decideret tragiske Roller, hvor hun lagger for
Gunnar Haamundsssn
Dagen en dyb og ren poetisk Ovfatning, beaandet
af en fin og ideel Romantik i Forbindelse med en
udviklet Intelligens, og hvor hun er istand til at
give Lidenskabens Udbrud en sjelden Kraft og
Fylde, men altid forklaret i Skjønhedens Skjar.
Ogsaa hendes ydre Fremstillingsmidler, hendes
Stemme og smukke Plastik, staar særdeles høit.
At hendes Virksomhed ogsaa er bleven omfattet
med Kjarlighed af Publikum, har hun modtaget
Beviser paa ved sit 25-Aarsjubilcrum 1875 og sit
30-Aarsjubilaum 1880, i Anledning af hvilket
sidste hendes Buste, modelleret af Billedhugger
Skeibrok og anskaffet ved Bidrag af Kristiania
Publikum, er bleven opstillet i Theatrets Foyer.
Gundulitsch, Juan, fremragende serbisk
Digter, f. 1588, d. 1638, studerede Retsvidenskaben
og bekladte høie Embeder i Ragusa. Han skrev
talrige episke og lyriske Digte og var den første
dramatiske Digter blandt Slaverne. Hans
Hovedverk er det store Epos „Osmaniden“, som skild
rer Osman den andens Bedrifter og Krigen i
1621. De fleste af hans øvrige Arbeider er
gaaede tilgrunde ved et Jordskjælv og en Brand i
Ragusa 1667 og kun Titlerne er opbevarede.
Gung’l, Josef, ungarsk Dansekomponist, f. 1810,
traadte 1843 i Spidsen for et Orkester i Berlin
og har siden 1864 levet i München. Han har
gzort stor Lykke baade ved sine kvikke og melodiøse
Danse og som Musikdirigent. — Hans Brodersøn
Johann Gung’l, f. 1819, er ogsaa en bekjendt
og yndet Dansekomponist.
Gunhild, Erik Blodøxes Hustru, var Datter
af en haalogalandsk Stormand ved Navn Assur
Tote. Hun var efter Sagnet af sin Fader sendt
til Finmarken for at lære Trolddom, og her traf
Erik hende paa et Bjarmelandstog og forelskede
sig i hende. Gunhild var smuk og en ualmindelig
begavet og kløgtig Kvinde, men derhos herskesyg, listig
og voldsom, og det var vistnok for en Del efter
hendes Tilskyndelse, at Erik ryddede flere af sine
Brødre afveien. Efterat hun og Erik var fordrevne
fra Norge, opholdt de sig i England. Ved Haakon
Adelstensfostres Fald kom hendes Sønner tilbage
til Norge, hvor de herskede en Tid, men blev
paany fordrevne, denne Gang af Haakon Jarl.
Efter et opdigtet Sagn skal hun af den danske
Konge Harald Blaatand vare bleven lokket til
Danmark under Foregivende af, at Harald vilde
ægte hende, men ved Landstigningen være bleven
greben og druknet i en Myr.
Gunlaug Ormstunga, Søn af den magtige
islandske Hovding Illuge svarte, var en ypperkg
Skald, men derhos stridbar og hvastunget. Han
opholdt sig en Tid hos Erik Jarl, drog siden til
den irske Konge Sigtryg Silkeskjeg, og derfra til
Upsalakongen Olaf, hvor han kom i Strid med
en anden islandsk Skald, Ravn Anundssøn. Til
sidst øgedes Uenigheden ved, at de begge friede
til en og famme Pige, hvilket havde en
Holmgang til Følge. Denne, der fandt Sted først paa
Althingspladsen, siden ved Suul i Værdalen 1011,
endte med begges Fald. Om dem handler
„Sagaen om Gunlaug Ormstunga og Skalde-Ravn“.
Gunnar Haamundssøn eller Gunnar af
Lidarende, en af Islands navnkundigste Mænd
i det 10de Aarh. Han omtales som en saadan
Mester i alle ridderlige Øvelser, at neppe nogen
Islænding før eller siden kunde maale sig med
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
