Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hastighed (et Legemes) - Hasting, se Haastein - Hastings - Hastings, Francis Rawdon, Marquis - Hastings, Warren - Hatfjelddalen - „Hatter“ og „Huer“, se Sverige (Historie) - Hattisjerif (Hatti-Humayum) - Haubitz - Haubold, Christian Gottlieb - Hauch, Johannes Carsten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Hastighed (et Legemes) kaldes i Fysiken
Forholdet mellem den Veilængde, som Legemet
gjennemløber, og den dertil anvendte Tid. Der gives
mange forskjellige Grader af Hastighed. Lyden
tilbagelægger i et Sekund over 1,000 Fod, Lyset
42,000 geogr. Mil. Hastigheden kan være
aftagende og tiltagende.
Hasting, se Haastein.
Hastings (udt. Hestings), By i det engelske
Grevskab Sussex, ved den britiske Kanal, med
30,000 Indb. og Sjøbade. Her seirede Vilhelm
Erobreren 1066 over Harald Godwinessøn, som
faldt i Slaget.
Hastings, Francis Rawdon, Marquis, engelsk
Feltherre, f. 1754, d. 1826, tjente med
Udmærkelse i Krigen med de amerikanske Kolonier, blev
1814 Generalguvernør over Ostindien og
beseirede der Pindarerne, Fyrst Scindia og Bjergfolkene
i Nepal. 1824 udnævntes han til Guvernør paa
Malta.
Hastings, Warren, engelsk Guvernør i
Indien, f. 1732, d. 1818, blev 1749 ansat som
Skriver paa et Regjeringskontor i Ostindien,
udnævntes 1761 til Medlem af Regjeringen i
Bengalen og senere af Regjeringen i Madras,
hvorefter han 1771 blev Guvernør over Bengalen og
1773 Generalguvernør over de engelske
Besiddelser i Indien. I denne Stilling udvidede han
det engelske Omraade ved heldige Krige med
Tippo-Saib og Mahratterne. 1785 blev han
hjemkaldt og 1786 af Burke anklaget for
Underhuset for at have beriget sig ved Udpresninger
og forresten optraadt paa en vilkaarlig og grusom
Maade. Han blev vel frikjendt, men dømtes til
at betale 60,000 Pund Sterling i
Sagsomkostninger; herfor holdt det ostindiske Kompagni ham
imidlertid skadesløs ved at bevilge ham en aarlig
Livrente af 4,000 Pund.
Hatfjelddalen, Prestegjeld i Nordlands Amt,
mellem Vefsenfjordens Bund og Rigsgrændsen.
„Hatter“ og „Huer“, se Sverige (Historie).
Hattisjerif (Hatti-Humayum, egentl. „hellig
Skrift“), Kabinetsordre fra den tyrkiske Sultan.
Haubitz (tysk, egentlig Haufnitt eller
Haufnitz) er Navnet paa et kort og tykt Skyts, som i de
første Aartier af det 15de Aarh. første Gang anvendtes
til at udskyde Stenkugler. Den ældste Haubitz var
af Smedejern med cylindrisk boret Løb, der bagtil
endte i et cylindrisk Kammer af mindre Diameter
for Ladningens Anbringelse. Haubitzen anbragtes
paa en Træblok, men senere affuteredes den som
de øvrige Skytssorter i en Lavet med 2 Hjul,
hvorhos den blev konstrueret af Støbejern eller Bronce.
Projektilet blev [[** "l" rekonstruert, sjk kilde **]] nu fornemmelig en Granat (se
Projektil), og Haubitzen gik fra oprindelig kun at
være et Beleirings- og Fæstningsskyts over til
ogsaa at blive Feltskyts, idet den i sidste
Halvdel af forrige Aarh. blev anvendt i Batteri
sammen med Kuglekanonen. Haubitzen er antagelig
først anvendt i Holland og Tyskland og senere
i England og Frankrige (efter Slaget ved
Neuwinden). I Danmark og Norge fandtes omkring
1687 36 ℔’s Haubitzer (den fulde Kugle veiede
36 ℔), der anvendtes i Flaaden. Denne Haubitz
var saa kort, at saavel Ladning som Projektil kunde
sættes ind med Haanden. I Slutningen af forrige
og i Begyndelsen af dette Aarh. fandtes af
Haubitzer i Norge 36 ℔’s, 20 ℔’s og 10 ℔’s, der
sattes i Batteri sammen med 12, 6 og 3 ℔’s
Kuglekanoner. Efter Trediveaarene ophører dens
Anvendelse i den norske Armé, idet den da afløses af
de saakaldte Granatkanoner.
Haubold, Christian Gottlieb, tysk Retslærd,
f. 1766, d. 1824, siden 1789 Professor i Leipzig,
vandt især Anseelse ved sine lærde Arbeider over
Romerretten.
Hauch, Johannes Carsten, dansk Digter, f.
1790 paa Fredrikshald, hvor hans Fader, som
var dansk af Fødsel, var Amtmand, d. i Rom
1872, kom, da Faderen forflyttedes til Bergen, i
Huset hos Presten Hertzberg i Kvindherred og
modtog der allerede tidlig Indtryk af den
storartet-skjønne hardangerske Natur. 1802 kom han
paa Skole i Kjøbenhavn, deltog med Livjægerne
i Kjøbenhavns Forsvar 1807 og blev n. A.
Student. Paavirket af Treschow og Ørsted lagde
han sig efter Filosofi og Naturvidenskaber, medens
samtidig hans Begeistring for Oehlenschlägers
Poesi drev ham til selv at forsøge sig som Digter.
1816 udgav han det dramatiske Arbeide
„Kontrasterne“ og 1817 „Rosaura“, hvilke imidlertid
ikke tilfredsstillede ham selv, hvorfor han endnu
ivrigere kastede sig over Naturvidenskaberne,
medens han i Striden mellem Baggesen og
Oehlenschläger kjæmpede paa den sidstes Side. 1821
tog han Doktorgraden med en naturvidenskabelig
Afhandling og tiltraadte en Udenlandsreise, under
hvilken han angrebes af en haardnakket Sygdom
i den ene Fod, som tilsidst maatte afsættes.
Under denne Sygdom greb han atter til Poesien,
skrev „Hamadryaden“, Tragedien „Bajazet“ og
Dramaerne „Tiberius“ og „Gregor den syvende“;
efter sin Hjemkomst 1827 blev han Lektor i
Naturvidenskaberne i Sorø. Under Striden om
Heibergs Kritik over Oehlenschläger optraadte han
med Hjort og Wilster for denne og skrev samtidig
„Don Juan“, et af hans svageste Arbeider. Efter
endnu at have digtet et Par Tragedier udgav
han 1834 anonymt Romanen „Wilhelm Zabern“,
som vakte megen Opmærksomhed og efterfulgtes
af „Guldmageren“, „En polsk Familie“, „Slottet
ved Rhinen“, „Robert Fulton“ og „Charles de la
Russière“. Samtlige disse Romaner blev
modtagne med meget Bifald og vidnede om et
betydeligt Fortællertalent. Ogsaa hans Dramaer,
som i denne Periode af hans Liv begyndte at
forme sig mere kunstnerisk fuldendt, gjorde nu
Lykke, saaledes „Svend Grathe“, „Søstrene paa
Kinnekulle“, „Marsk Stig“, „Æren tabt og vunden“,
„Tycho Brahes Ungdom“, „Kongens Yndling“,
„Henrik af Navarra“ m. fl. 1846 blev han
Professor i nordisk Sprog og Historie i Kiel og
efterfulgte 1851 Oehlenschläger som Professor i
Æsthetik ved Kjøbenhavns Universitet. 1858—59
var han Direktør for det kongelige Theater og
1860 Theaterdirektør. 1861 udgav han en
Samling „Lyriske Digte og Romancer“, som vidnede
om, at hans poetiske Evne intet havde lidt under
Aarenes Vegt. Hans sidste Skrifter var
„Fortælling om Haldor“ og „Minder fra min
Barndom og min Ungdom“ (2 Bd., 1871). Hauch
var en Romantiker i Ordets ædleste Betydning,
og mange af hans Verker vil bevare sit Værd;
i dem alle kommer en ædel Sjel og et varmt
Hjerte tilsyne, og hans Fremstillingsevne staar i
Arbeiderne fra hans bedste Periode høit.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
