Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Italien
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Italien
fransk Mønster. Rigets 16 Landskaber deles i 69
Provinser, af hvilke enhver har sit Provinsialraad
og sin Provinsialdeputation; Provinsialraadet
bestaar af 20—60 Medlemmer, som vælges paa 5
Aar og holder aarlige Møder. Raadet vælger
af sin Midte Provinsialdeputationen, som bestaar
af 4—10 Medlemmer, med Provinsens Præfekt i
Spidsen. Provinsen deles i Kredse (Circondarii),
af hvilke der findes 284, og i Spidsen for hvilke
der staar Underpræfekter. Kommunerne har hver
sit Raad paa 15—80 Medlemmer, som af sin
Midte vælger en Kommune-Giunta paa 2—15
Medlemmer med en af Kongen udnævnt
Borgermester (sindaco) i Spidsen. Kommunerne har i
stor Udstrækning selvstændig Styrelse. —
Retsvæsenet er i alt væsentligt indrettet efter det
franske. Af Domstole findes 4 Kassationsretter,
24 Appelretter, 97 Assiseretter foruden lavere
Domstole. — Statsgjelden beløb sig 1875 til henved ti
tusen Mill. Lire; Statsindtægterne var 1876 noget
over 1,321 Mill. og Udgifterne noget over 1,318½
Mill. Lire. — Arméen bestaar i Fredstid af 204,000
Mand Linietropper, som i Krig kan bringes op til
ca. 409,000, endvidere af 181,000 Mand Reserve
og 277,000 Mand Provinsialmilits. Almindelig
Vcrrnepligt sinder Sted; de Vernepligtige deles i
tre Klasser, af hvilke den sidste (eneste Sønner
af endnu levende Fædre o. lign.) kun gjør
Tjeneste i Provinsialmilitsen, medens de to første,
som vælges ved Lodtrækning, efterhaanden har at
tjene i Linien, Reserven og Militsen, første Klasse
i resp. 8—9, 4—3 og 7 Aar, anden Klasse i resp.
5—6, 4—3 og 10 Aar. Kavaleriet af første
Klasse tilhører i 9 Aar Linien og i 10 Aar
Provinsialmilitsen. Sjømagten bestod i Slutningen
af 1876 af 14 Panserskibe, 7 Kanonbaade og 9
Fregatter og Korvetter af Træ, 6 Transportskibe
og 18 mindre Fartøier. Flaaden fører tilsammen
490 Kanoner, deraf 130 af stort Kaliber.
Mandskabet udgjør 8,115 Mand. Flaadens
Hovedstation er i Spezzia. Italiens Vaaben er et
Sølvkors i rødt Felt; Flaget bestaar af tre
vertikale Afdelinger, af hvilke den nærmest Stangen
er grøn, den midterste hvid med Landets Vaaben
og ven yderste rød. — Om Inddelingen se ovenfor.
Hovedstad Rom. — Historie. Italiens ældste
bekjendte Beboere var de i flere Stammer delte
italienske Folk (se italiske Sprog og Folk), som i
Oldtiden holdtes for Autokhthoner, men i
Virkeligheden var indvandrede Grene af den
indoeuropæiske Folkestamme. Deres Historie hænger nøie
sammen med det romerske Folks, i hvilket de ca.
250 f. Kr. var gaaede fuldstændig op (se Rom og
Romerske Rige). — Det moderne Italiens Historie
begynder med det vestromerske Riges Undergang,
476 e. Kr. Odoaker, som omstyrtede det,
grundede et Rige og kaldte sig Konge af Italien, men
blev 493 fordrevet af Theodorik den store, hvis
blomstrende Rige dog snart styrtede sammen efter
hans Død. Det blev 554 indtaget af den
byzantinske Keiser Justinians Feltherre Narses og kom
saaledes under det østromerske Rige. Byzantinske
Statholdere med Titel af Exarkher fik Sæde i
Ravenna, men formaaede ikke at holde de
fremtrængende Germaner tilbage, og saaledes faldt
Longobarderne under Alboin 568 ind i Landet og
erobrede inden kort næsten hele Øvreitalien samt
betydelige Dele af Mellem- og Nedreitalien. Resten
Italien
forblev endnu en Tidlang under det græske
Keiserdømme. Longobarderne indførte germanisk Ret
og Lensvæsenet, men deres Rige omstyrtedes 774
af Karl den store og indlemmedes i hans store
frankiske Rige. 800 lod Karl sig i Rom krone
til Keiser. Ved Forliget i Verdun 843 kom
Italien til Karls Søn Lothar tilligemed
Keiserværdigheden. Lothars Linie uddøde imidlertid allerede
med hans Søn 875, og Karolingernes Magt
tabte sig, hvorfor der efter Karl den tykkes
Afsættelse 887 reiste sig langvarige Stridigheder om
Italien. Den ene Fyrste efter den anden, som
paa Moders Side nedstammede fra Karl den store,
opkastede sig til Konge, saaledes Guido af Spoleto
og hans Søn Lambert, Berengar af Friuli,
Ludvig af Provence, Rudolf den anden af Burgund,
Hugo af Arelate og hans Søn Lothar samt
Berengar den anden af Ivrea; den sidste stødtes 951
fra Tronen af den tyske Konge Otto den første,
som 962 i Rom lod sig krone til Keiser og
Konge af Italien. Fra nu af var Herredømmet
over Italien knyttet til den tyske Krone, men
Keiserne formaaede ikke altid at hævde det. I
Syditalien førtes Kampe mellem Hertugdømmet
Benevent og Republikerne Neapel, Amalfi og
Gaëta, som tillige alle i Forening kjæmpede mod
Saracenerne; efter disses Fordrivelse satte igjen
Grækerne sig fast i en Provins i Syditalien,
styret af en Statholder i Bari. I Resten af
Italien stødte Keiserne paa Modstand, dels hos
Paverne, dels hos Stæderne, som af Otto den første og
senere havde faaet vigtige Privilegier og nu benyttede
sig af sin Magt til Forsøg paa at gjøre sig
uafhængige. Efter Otto den tredies Død 1902 ansaa
Italienerne sig for løste fra Afhængigheden af de
tyske Keisere og valgte Markgrev Harduin af
Ivrea til Konge, men Henrik den anden
dæmpede Bevægelsen og underlagde sig atter Landet,
som Konrad den anden og Henrik den tredie med
Kraft beherskede. Under Henrik den fjerdes
Mindreaarighed og senere under hans personlige
Regjering vandt Pavemagten mere og mere Indflydelse
paa Keisermagtens Bekostning. Imidlertid havde
normanniske Erobrere slaaet sig ned i Syditalien
og grundet flere Smaariger, af hvilket senere det
neapolitanske eller sicilianske Kongerige udviklede
sig. Af det tidligere Longobarderrige i
Norditalien dannede sig derimod flere Smaastater og
Stæder, blandt hvilke Mailand var den fornemste,
især i den Tid, da den i Spidsen for alle de
lombardiske Stæder førte Kampen mod
Hohenstauferne. Ogsaa Pisa, Florens, Genua og
Venedig hævede sig i denne Periode til Magt og
Anseelse. De to Partier Guelfer og Ghibelliner, af
hvilke de første holdt med Paven og de sidste med
Keiseren, førte langvarige og blodige Feider, i
hvilke de første overalt seirede; ved Konrad den
fjerdes Død 1254 var det for stedse forbi med de
tyske Keiseres Magt over Italien, hvilken senere
Henrik den syvende forgjeves søgte at gjenoprette.
Nu udbredte Pavemagten sig stedse mere, og de
italienske Steder dannede selvstændige og
blomstrende Republiker, i hvilke der dog snart hævede
sig Fyrsteslægter, som tiltog sig en tyrannisk Magt.
Partivæsenet fik ny Næring, da Karl af Anjou
ved Pavens Indflydelse blev Konge af Neapel;
Guelferne understøttede ham og Franskmændene,
medens Ghibellinerne optraadte som deres Fiender.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
