Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Italien
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Italien
De mægtige Sjørepubliker Venedig, Pisa og
Genua laa i Krig med hverandre, og i de fleste
Stæder opkom der Fiendtligheder mellem Folket
og Adelen, hvilke endte med Folkets Seier; de
fleste Byer forjog 1302—06 sine Adelstyranner,
men kun for inden kort igjen at komme under
et lignende Herredømme. Uguccione della
Faggiuola opkastede sig 1314 til Herre i Pisa,
Castruccio Castracani 1316 i Lucca, Huset Carrara
1318 i Padua, Huset Visconti samtidig i
Alessandria, Cremona og Tortona, Huset Gonzaga
1328 i Mantua, Este i Ferrara, Polenta i
Ravenna, Scala i Verona, og Pepoli 1335 i
Bologna. I Rom, hvor den lovløse Adel og
Partistridighederne havde afstedkommet en sørgelig
Forvirring, herskede Cola di Rienzi en kort Tid fra
1347. Under alle disse Uroligheder og
Forvirringer, som medførte megen Demoralisation,
blomstrede dog Kunster, Videnskaber og Industri. Mellem
de mange Stater hævede sig som de fornemste
Neapel, Kirkestaten, Toskana med Florens i
Spidsen, Mailand og Venedig. Familien Visconti i
Mailand underlagde sig Lombardiet, og da
Familien uddøde, blev Franz Sforza 1450 Hersker i
Mailand, som i Forbindelse med de 4 andre
ovenfor nævnte Stater opretholdt den politiske
Ligevegt i Italien i det 15de Aarh. I Florens var
paa denne Tid den bekjendte Familie Medici den
raadende. I Slutningen af det 15de Aarh.
begyndte med Karl den ottendes Erobringstog til
Neapel (1498), hvilket gjentoges af Ludvig den
tolvte og Frans den første, udenlandsk Indflydelse
at gjøre sig gjeldende i Italien. Ludvig den
tolvte erhvervede 1500 Mailand, som Karl den
femte, der ved Slaget ved Pavia 1525 var bleven
Herre i Øvreitalien, gav tilbage til Franz Sforza.
Efterat Karl 1527 havde erobret Rom, tvang
han Pave Klemens til 1529 at anerkjende Huset
Habsburg, der allerede besad Neapel, Sicilien og
Mailand, som verdslige Overherrer over Italien,
og lod sig 1530 krone i Bologna. 1555 overlod
han Mailand og Neapel til sin Søn Filip den
anden, og disse Lande blev derved Dele af det
spanske Monarki. Medicierne havde ved pavelig
Indflydelse faaet arveligt Herredømme i Florens
og udstrakte det snart over hele Toskana;
Montferrat kom 1536 til Huset Gonzaga i Mantua,
og i Parma og Piacenza fik Slægten Farnese
Magten. Paa Grændsen af Schweiz erhvervede
det savojiske Fyrstehus Piemont. I Slutningen
af det 16de Aarh. var der Fred i Italien og
ligeledes i det 17de Aarh., naar undtages en Krig om
Arvefølgen i Mantua og Montferrat 1627—31,
ved hvilken Italien for en Del blev indviklet i
Trediveaarskrigen. 1706 erobrede Østerrige under
den spanske Arvefølgekrig Mailand, Mantua og
Montferrat; 1714 fik Østerrige ved Freden i Rastatt
ogsaa Neapel og Sardinien, medens Montferrat
og Sicilien kom til Huset Savoien. 1720
bortbyttede dette Sicilien til Østerrige mod Sardinien,
hvorefter dets Overhoved antog Titelen Konge af
Sardinien. 1731 uddøde Huset Farnese, hvorved
Parma og Piacenza tilfaldt Infanten Karl af
Spanien, som 1735 blev Konge i Neapel og Sicilien,
hvorefter han 1738 ved Freden i Wien aftraadte
Parma og Piacenza til Østerrige. 1737 uddøde
Medicierne i Florens, som nu med hele Toskana
tilfaldt Hertug Frans Stefan af Lothringen; denne
Italien
gjorde 1745 Toskana til et Sekundogenitur i det
habsburgsk-lothringske Hus. 1748 maatte
Østerrige afstaa Parma og Piacenza til den spanske
Infant Filip, som fik disse Lande til arveligt
Hertugdømme. Nu var saaledes næsten hele Italien
kommet under fremmede Fyrster af østerrigsk og
spansk Herkomst, og Østerrige og Spanien sloges
om Overvegten. Under Revolutionen faldt franske
Tropper 1792 ind i Savoien og 1794 ogsaa i
Piemont og Genua, hvorfra de dog 1795 blev
fordrevne. 1796 tvang Bonaparte i Spidsen for
den franske Hær i Italien Kongen af
Sardinien til Fred, hvorved Nizza og Savoien tilfaldt
den franske Republik; efter derpaa at have erobret
det østerrigske Lombardi, paalagt Paven og Hertugen
af Parma Kontributioner og skræmmet Kongen
af Neapel til at bede om Fred oprettede han 1797
den cisalpinske Republik, som bestod af Mailand,
Mantua og Dele af Parma og Modena; s. A.
fik Østerrige ved Freden i Campo-Formio
Venedigs Gebet indtil Adige. 1798 forvandledes
Kirkestaten til en romersk Republik og Genua til den
liguriske Republik, medens Kongen af Sardinien
nødtes til at opgive sine Besiddelser paa Fastlandet.
Af Neapel dannedes 1799 den parthenopeiske
Republik. Imidlertid bevirkede Koalitionens Seire
snart efter en Reaktion; Franskmændene blev
fordrevne fra hele Italien paa Genua nær, og Paven
og Kongen af Sardinien vendte tilbage til sine
Hovedstæder. Men paa sit Felttog 1800 gjenoprettede
Bonaparte den franske Magt over Øvreitalien,og ved
Freden i Luneville 1801 fik Østerrige Bekræftelse paa sit
Herredømme i Venedig, medens Parma forenedes med
Frankrige, og dets Hertug isteden fik Toskana som
Kongeriget Etrurien. I Begyndelsen af 1802 omdan
nedes den cisalpinste Republik til den italienske og fik
den daværende franske Førstekonsul Bonaparte til
Præsident, medens Piemont indlemmedes i
Frankrige. Da Keiserdømmet 1805 proklameredes i
Frankrige, blev den italienske Republik omdannet til et
Kongerige og fik Keiserens Stedsøn Eugen
Beauharnais til Vicekonge. Dette Kongerige udvidedes
s. A. ved Freden i Presburg med det østerrigske
Venedig, Istrien og Dalmatien; næste Aar indlemmedes
Guastella, den liguriske Republik og Parma i
Frankrige, medens Josef Bonaparte indsattes til
Konge i Neapel. 1808 efterfulgtes han ved sin
Indsættelse til Konge i Spanien paa Neapels
Trone af Joachim Murat; s. A. forenedes
Kongeriget Etrurien med Frankrige, i hvilket ogsaa
Kirkestaten n. A. fuldstændig indlemmedes, medens
Toskana blev et fransk Statholderskab. Istrien
og Dalmatien fraskiltes Italien og lagdes til de
illyriske Provinser, hvorimod en Del af Tyrol
sloges til Italien. Fra nu af var Napoleon indtil
sit Fald 1814 dels direkte, dels indirekte Hersker
over hele Italien, og trods hans Vilkaarlighed,
var dog hans Herredømme i mange Maader af
heldig Indflydelse ved at give nye Impulser til
det i en langvarig politisk Sløvhedstilstand
nedsunkne italienske Folk. 1814 rykkede Østerrigerne
under Bellegarde ind i Italien og lovede Frihed
og en national Statsordning, hvis Italienerne
vilde falde fra Napoleon; Vicekongen, Eugen
Beauharnais, og Franskmændene maatte forlade Landet,
dog beholdt Murat Neapel indtil 1815.
Østerrigernes gode Løfter saavelsom den engelske Lord
Bentincks lignende Løfter i Neapel 1815 blev
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
