Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Italien
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Italien
slagen ved Novara, bede om Vaabenstilstand,
hvorefter han takkede af til Fordel for sin Søn Viktor
Emanuel den anden. Følgerne af Sardiniens
Nederlag blev Gjenoprettelsen af den østerrigske
Magt, ikke blot i Lombardiet, hvor Brescia først
overgav sig efter et tappert Forsvar, men ogsaa
i Modena, Parma og Toskana. Til Rom kom
samtidig franske Tropper for i Forbindelse med
spanske og neapolitanske at gjenoprette
Paveherredømmet. Garibaldi forsvarede her tappert
Republikens Sag, men Rom maatte i Juli overgive
sig og havde siden ligetil 1866 en fransk
Garnison. I August faldt ogsaa Venedig, som under
Diktatoren Daniel Manin længe havde holdt sig
tappert mod Østerrigerne, men nu maatte
overgive sig paa Grund af Hungersnød; det
lombardisk-venetianske Rige gjenoprettedes og indlemmedes
som Provins i den østerrigske Helstat. Ogsaa
Neapel og Sicilien, som 1848 havde forjaget sit
bourbonske Kongehus og valgt Karl Alberts yngre
Søn, Hertugen af Genua, til Konge, maatte 1849
igjen bøie sig under det gamle Regimente, og
Ophavsmændene til Bevægelsen i 1848 blev strengt
straffede. Med Pavens Tilbagevenden til Rom
(1850) og Absolutismens og Presteherredømmets
Seier i Toskana havde nu Reaktionen seiret over
hele Italien, undtagen i Sardinien. Trods
Østerriges Forsøg paa ved delvis Eftergivenhed at
gjøre sit Herredømme mere yndet, var det umuligt
at frembringe Tilfredshed hos Folket; den politiske
Tilstand karakteriseredes ved de i Mellemitalien
overhaandtagende Røverier, ved de idelige
Opstande (saaledes i Mailand 1853) og ved Hertug
Karl den tredie af Parmas Mord 1854. Imidlertid
traadte Viktor Emanuel af Sardinien trofast i sin
Faders Fodspor ved redelige Bestræbelser for
Fremskridt i konstitutionel Aand paa alle Felter. Efter
det dygtige og frisindede Ministerium Massimo
d’Azeglio (1849—52) fulgte som Førsteminister
1852—59 den store Statsmand Cavour (s. d.), som
blev den egentlige Hovedmand for Friheds- og
Enhedsbevægelsen i Italien. I Sardiniens indre
Styrelse indførtes gjennemgribende Reformer;
Oplysningen fremmedes, og der lagdes megen Vegt paa
Hærens Uddannelse. Sardinien blev saaledes en
Mønsterstat for hele Italien og var tillige det
Tilflugtssted, hvorhen de paa andre Steder
forfulgte og plagede Liberale tyede hen. Efter at
have forenet sig med Vestmagterne under
Krimkrigen fik Sardinien Adgang til at lade sig
repræsentere paa Pariserkongressen 1856, hvor Cavour
henledede Opmærksomheden paa de sørgelige
Forhold i Italien og navnlig i Kirkestaten, hvor
Ordenen opretholdtes udelukkende ved Tvang af
fremmede Tropper, samt paa de reaktionare italienske
Fyrsters mod Folkeretten stridende Aftaler med
Østerrige. Hans velgrundede Forestillinger
bevægede Vestmagterne til bl. a. at henvende sig til Kong
Ferdinand den anden af Neapel med Forlangende
om, at han skulde vise en liberalere Fremfærd;
da dette afvistes, kom det til et diplomatisk Brud
mellem Vestmagterne og Neapel. Et lignende Brud
indtraadte 1857 mellem Sardinien og Østerrige;
Sardinien begyndte at ruste sig, befæstede
Alessandria og fik 100 Kanoner ved en
Nationalsubskription, som sattes i Gang af Manin. Ogsaa
Østerrige begyndte at gjøre militære
Demonstrationer. Den kloge Cavour søgte nu Hjelp hos
Italien
Frankriae og havde 1858 en Sammenkomst med
Keiser Napoleon i Plombières, hvor der fandt en
hemmelig Aftale Sted, ifølge hvilken Østerrigerne
ved Frankriges Hjelp skulde fordrives fra Italien.
Østerrigerne fik snart Klarhed i Situationen, især
ved Napoleons Udtalelser i Nytaarsaudiensen i
Tuilerierne 1ste Jan. 1859, da han til den
østerrigske Gesandt ankede over det mindre gode
Forhold mellem Frankrige og Østerrige. Kort efter
erklærede Viktor Emanuel i sin Trontale, at han
ikke længer kunde vare døv for Italiens Raab, og
Cavour fremsatte i sine diplomatiske Noter
Forlangende om, at de italienske Fyrsters Traktater
med Østerrige skulde ophæves og Forfatningerne
af 1848 gjenindføres. Efterat de østerrigske Tropper
i Italien var blevne forstærkede, forlangte Østerrige
i sit Ultimatum af 19de April 1859 Sardiniens
Afvæbning; dette afvistes selvfølgelig, og allerede
10 Dage efter gik den østerrigske Hær under Gyulay
over Ticino, hvorved Krigen begyndte. Den
sardinske Nationalforsamling gav Viktor Emanuel
midlertidigt Diktatur, og under Garibaldis Kommando
dannedes et Korps af de allevegne fra i Mængde
tilstrømmende Frivillige. Allerede i de første
Dage forlangte baade Folket og Hæren i Toskana,
at Hertugen skulde slutte sig til Viktor Emanuel,
men da han nægtede dette, blev han forjaget, han
og hans Æt afsat og en provisorisk Regjering
dannet under Peruzzis Ledelse, medens
Buoncompagni sendtes til Toskana som Viktor Emanuels
Befuldmægtigede. Ogsaa i Parma fandt lignende
Bevægelser Sted, og en Del af Hæren afsendtes
som Hjelpetropper til Sardinien; i Massa og
Carrara valgtes Viktor Emanuel til Regent. I
største Hast rykkede franske Hjelpetropper over den
sardinske Grændse, og andre landsattes i Genua;
Napoleon, som fik Overkommandoen over den
forenede sardinsk-franske Hær, udstedte 3die Mai et
Manifest, hvori han erklærede „Italiens Frihed
lige til Adriaterhavet“ for Krigens Maal.
Imidlertid rykkede den østerrigske Hærfører Gyulay kun
langsomt frem; det første Sammenstød fandt Sted
20de Mai ved Montebello, hvor den franske
General Forey slog den østerrigske General Urban.
30te Mai skete et nyt Sammenstød ved Palestro,
og 4de Juni stod det første Hovedslag ved
Magenta, hvor Østerrigerne hovedsagelig ved Mac
Mahons Tapperhed og Dygtighed blev totalt slagne.
De maatte rømme hele Lombardiet, og 8de Juni
holdt Viktor Emanuel og Napoleon under
Folkemassernes Jubel sit Indtog i Mailand. I Løbet
as de nærmeste 2—3 Dage forlod Erkehertuginden
af Parma og Frans den femte af Modena sine
Lande, som derpaa erklærede sin Tilslutning til
Sardinien under Viktor Emanuels Styrelse. Da
Østerrigerne kort efter rømmede Bologna, sluttede
ogsaa Romagna sig til Sardinien, medens et
Forsøg i Perugia paa at befri sig fra Pavevældet
mislykkedes og straffedes haardt. Imidlertid havde
Keiser Frans Josef, med Hess som Stabschef,
overtaget Kommandoen over den østerrigske Hær; 24de
Juni fandt et afgjørende Slag Sted ved
Solferino, hvor Østerrigerne atter blev slagne. Men
nu begyndte Napoleon at fæste sin Opmærksomhed
paa Tysklands for Østerrige gunstige Holdning,
som i Forbindelse med de ringe Udsigter til
Realisationen af hans Plan om at sætte en fransk
Indflydelse i Italien i Stedet for den østerrigske,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
