Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Italien
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Italien
bestemte ham til at begynde Fredsunderhandlinger;
8de Juli foreslog han en Vaabenstilstand og 11te
Juli mødte han med Keiser Frans Josef i
Villafranca, hvor der sluttedes en Overenskomst uden
Hensyn til Sardinien. Østerrige skulde afstaa hele
Lombardiet, med Undtagelse af Fæstningerne
Mantua og Peschiera, til Frankrige, som igjen uden
Vederlag skulde overlade det til Sardinien; de
fordrevne italienske Fyrster skulde gjenindsettes, et
italiensk Forbund oprettes under Pavens
Præsidium og Fredens Enkeltheder fastsettes paa en
Kongres i Zürich. Viktor Emanuel saa for
Øieblikket ingen anden Udvei end at gaa ind paa
Aftalen; Cavour protesterede og aftraadte sin Post
som Førsteminister til Ratazzi. Men der reiste
sig snart uovervindelige Vanskeligheder for Fredens
Gjennemførelse; Toskana, Parma, Modena og
Romagna satte sig bestemt imod de fordrevne
Fyrsters Gjenindsættelse. I Toskana blev
Ricasoli den ledende, medens Modena, Parma og
Romagna, som senere forenedes under
Fællesnavnet Emilien, valgte Farini til Diktator. I alle
disse Lande indkaldtes Nationalforsamlinger, som
enstemmig vedtog Tilslutning til Sardinien og de
fordrevne Fyrsters Afsættelse for bestandig;
almindelige Folkeafstemninger gav det samme Resultat.
De fire Landskaber forbandt sig for Tilfælde af
Krig og udnævnte General Fanti til Chef for sin
Krigsmagt; sardinske Love og Indretninger
indførtes, især i Emilien, for at forberede
Sammensmeltningen med Sardinien. Denne Stats
Førsteminister Ratazzi ordnede imidlertid Lombardiets
Indlemmelse. 10de Oktober sluttedes Freden i
Zürich, hvorved Beslutningerne i Aftalen i
Villafranca stadfæstedes; men Sardinien afslog Planen
om et italiensk Forbund under Pavens Forsæde,
England optraadte med Kraft til Fordel for det
italienske Folks Ret til selv at bestemme sig, og
Frankrige stillede sig for sit eget vedkommende
neutralt, medens det ikke vilde gaa ind paa at
lade Østerrige faa Ret til at udøve nogen Tvang
i Mellemitalien. Den paatænkte Restauration
maatte derfor opgives, og Cavour, som i Januar
1860 igjen var bleven sardinsk Førsteminister,
begyndte strax, støttet af Englands Sympati at
forberede de 4 mellemitalienske Landskabers
Indlemmelse. Det lykkedes ham ved en Aftale med
Frankrige at opnaa denne Magts Samtykke til
Tilknytningen, mod at Frankrige skulde faa det
fransktalende Savoien og Nizza.
Overensstemmende med Udfaldet af en ny Folkeafstemning i
Toskana og Emilien 18de og 22de Marie foregik
derpaa Indlemmelsen af disse Landskaber, som
repræsenteredes i de nye Kamre, der aabnedes 2den
April; kort efter overlodes, ligeledes efter en
Folkeafstemning, Savoien og Nizza til Frankrige.
Paven søgte imidlertid at sikre sin Magt ved en
Hær, som væsentlig bestod af Eventyrere og
forløbne franske Adelsmænd under Lamoricières
Anførsel; derimod opløste Kong Frans den anden af
Neapel sine Schweizerregimenter, som tidligere
havde ydet god Tjeneste mod Folkeopstandene, uden
at han dog i mindste Maade vilde vide af nogen
Tilnærmelse til Sardinien. Nu stod imidlertid
Despotismens Fald for Døren ogsaa i hans
Stater; Vaaren 1860 udbrød paa Sicilien en
Opstand, som vel i Begyndelsen kun havde liden
Fremgang, men i Mai kom Garibaldi med en
Italien
forvoven Flok af 1,067 Frivillige til Sicilien og
landede i Marsala, hvorefter han i Løbet af kun
et Par Maaneder gjorde sig til Herre over hele
Øen, undtagen Fæstningen i Messina. Kong
Frans blev skræmt og lovede en fri Forfatning;
men det var for sent, man vilde ikke tro hans
Løfter, og da Garibaldi i August gik over til
Fastlandet, vandt han saa stor Tilslutning, at han
allerede en Maaned efter kunde drage ind i Hovedstaden.
Efterat et Ultimatum fra Cavour til Paven om
at sende de fremmede Tropper i Kirkestaten bort
var besvaret benegtende, rykkede Cialdini med en
Armé ind i Kirkestaten, slog Lamoricière ved
Castelfidardo (18de September) og nødte ham og hele
hans Hær til Overgivelse faa Dage bagefter.
Kirkestaten blev nu, med Undtagelse af Byen Rom,
taget i Sardiniens Besiddelse, hvorefter Cialdini
drog videre til Neapel og der ganske gjorde Ende
paa den bourbonske Kongemagts Modstand. Efter
at Størstedelen af de neapolitanske Tropper havde
maattet overgive sig 1ste November, holdt Viktor
Emanuel sit Indtog i Hovedstaden, hvor
Tilslutningen til Sardinien allerede, ligesom paa Sicilien,
var vedtagen ved en almindelig Folkeafstemning.
En lignende Beslutning fandt nogle Dage efter
Sted i Umbrien og Mark Ancona. Disse
Begivenheder vakte Mishag blandt de europæiske
Magter; Frankrige holdt vel fast ved sit Princip
om ikke at blande sig ind i Italiens Anliggender,
men alle de øvrige Magter undtagen England
kaldte sine Gesandter hos Sardiniens Regjering
tilbage. Kongen af Neapel havde imidlertid
indesluttet sig i Fæstningen Gaëta, som i Februar
1861 maatte overgive sig; det samme blev i Marts
Tilfældet med Messina, hvorefter Syditaliens
Indlemmelse vedtoges af de sardinske Kamre og de nu
under Viktor Emanuels Krone samlede Landskaber,
som foruden Øerne Sicilien og Sardinien
omfattede hele den italienske Halvø med Undtagelse
af det østerrigske Venetien, Republiken San Marino
og Patrimonium Petri, fik Navn af Kongeriget
Italien. Dette erkjendtes strax fom selvstændig
Stat af England, Grækenland, Schweiz og de
Forenede Stater samt inden Aarets Udgang ogsaa af
Frankrige, Holland, Belgien, Norge-Sverige,
Danmark og Portugal; Rusland og Preussen fulgte
Exemplet 1862, Spanien 1864, de mindre tyske
Stater 1865. Paven og de fordrevne italienske
Fyrster protesterede derimod mod Navnet
„Kongeriget Italien“. Nu begyndte et vanskeligt og
omfattende Organisationsarbeide i det nye Kongerige;
allerede faa Maaneder efter Proklamationen af
Rigets Enhed døde dets største Statsmand Cavour,
men hans Efterfølgere, Ministrene Ricasoli,
Ratazzi, Minghetti, Menalvea, Lanza o. fl., viste sin
Dygtighed ved at opretholde Riget trods de
vanskelige Omstændigheter. Finanserne var i den største
Forvirring, og Statsbudgettet gav aarlig en
Deficit af 300 Millioner Lire; Hærens Omordning,
Sammensmeltningen af de forskjellige Landsdele
og den dermed følgende Indførelse af en ny fælles
Forvaltning, en Række vigtige offentlige Arbeider
o. lign. forøgede endnu mere den allerede til over
3,000 Millioner stegne Statsgjeld. Dertil kom
et udbredt Røveruvæsen, som paa det bedste
understøttedes af de pavelige Myndigheder og af den
fordrevne Konge af Neapel, og som det kostede
megen Møie at overvinde. Geistligheden stillede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
