Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Italiensk Sprog og Literatur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Italiensk Sprog og Literatur
m. fl. — Efter dette paa store Forfattere saa rige
Tidsrum („Trecentisternes“ Periode) kommer det
15de Aarh. som den filologiske Videnskabs
Blomstringsperiode i Italien. Petrarcas og Boccaccios
Streben efter at vække de klassiske Studier tillive
bar nu rig Frugt, støttede af de fra
Konstantinopel før og efter denne Bys Indtagelse af Tyrkerne
udvandrede græske Lærde. Iveren for at opsøge,
tyde og udbrede den antike Oldtids literære
Verker blev saa stor, at den for en Tid næsten kvalte
den hjemlige Literatur. I Begyndelsen maatte
man endnu efter Petrarcas og Boccaccios Exempel
møisommelig afskrive de paany fremdragne
literære Skatte, indtil ved det 15de Aarhundredes
Slutning Bogtrykkerkunsten traadte til og
befordrede deres Udbredelse i en hidtil ukjendt Grad.
De i de fleste italienske Byer oprettede humanistiske
Akademier bidrog mægtig til Aandslivets Vækkelse
og Næring og til at emancipere Tanken fra
Middelalderens scholastiske Tvang. Men ikke blot den
paany vaagnende Forstaaelse af Oldtidens Kultur
i dens Literatnr og Kunst, ogsaa de nye
Opfindelser og Opdagelser blev stærke Løftestænger for
Renaissanceperiodens aandelige som materielle Liv.
Efterat Venetianeren Marco Polo (s. d.) havde
bereist Asien og i sin Reisebeskrivelse givet
Beretninger om sine Opdagelser og Eventyr, opfandtes
Kompasset, og Kolumbus fandt ved dettes Hjelp i
Aarhundredets sidste Decennium en hel ny
Verdensdel. Ogsaa i Kirken begyndte at røre sig et
Liv, som aabenbarede sig paa de reformatoriske
Konciler i Pisa, Konstans og Basel; Paverne selv
var for en Tid (navnlig Nikolaus den femte)
Videnskabens Velyndere og kappedes deri med de
rige Fyrsteslægter, blandt hvilke Mediceerne i
Florens indtager den første Plads. Ogsaa Kunsten
hævede sig i denne Periode til en blandt de moderne
europæiske Folk hidtil ukjendt Høide. Af
Aarhundredets Digtere kan mærkes den florentinske
Fyrste Lorenzo de’ Medici (1448—92) og hans
Ven Angelo Poliziano (1454 94), som i sin
„Favola d’Orfeo“ gav det første originale
italienske Drama og tillige oversatte og kommenterede
flere Klassikere. I dette Tidsrum begyndte
Ridderdigtet, paavirket af de franske Sagndigte og disses
italienske Efterligninger allerede fra det 14de
Aarhundredes Slutning at udfolde sig. Alle tidligere
Forsøg i denne Genre fordunkledes af Luigi
Pulcis „Morgante maggiore“ og af Bojardos
(1430—94) „Orlando innamorato“, hvilken sidste
blev en direkte Forløber for Ariostos Verk. Ved
Siden af disse Ridderdigte kan endnu nævnes
Cieco da Ferraras (d. 1495) „Mambriano“.
Religiøse Digte af høi Værd skrev Savonarolas
Discipel Girolamo Benivieni (d. 1542). —
Prosaen led endnu mere end Poesien under
Modersmaalets Tilsidesættelse for de klassiske Sprog. Af
store Prosaister har derfor det 15de Aarh. ingen
at opvise. Noveller digtede navnlig Masuccio
Salernitano og desuden Gentile Sermini
og Giovanni Sabadino. Som Historikere
optraadte Pandolfo Collenuccio (Neapels
Historie) og Bernardino Corio (Mailands
Historie); et større Antal historiske Arbeider
forfattedes paa Latin, saaledes Sylvius
Piccolominis (Pave Pius den andens) Verk om
Baselerkoncilet, Marcantonius Sabellicus’s (d. 1506)
Venedigs Historie m. fl. Ogsaa to Kunstnere
optraadte som Forfattere, Leon Battista Alberti
(d. 1472) med Digte og en Dialog „Della
famiglia“ og den store Leonardo da Vinci (d. 1519)
med sin „Trattato della pittura“. — Det 16de
Aarh. er paa den ene Side den italienske
Literaturs Blomstringsperiode, men danner paa den
anden Begyndelsen til dens Forfald. I denne Tid
straalede de italienske Hoffer som aldrig før og var
Arnesteder saavel for Poesi og Kunst som for
tøilesløse Udsvævelser. Særlig udmærkede sig i
begge Henseender Pavehoffet under Leo den tiende
og hans nærmeste Efterfølgere. De humanistiske
Studier begyndte at træde mere i Baggrunden, og
Italiensk seirede over Latinen; dog vedblev endnu
mange at digte paa Latin. Aarhundredets første
store Digter var Lodovico Ariosto (1474—1533),
som i sit romantiske Ridderepos „Orlando furioso“
fortsatte Bojardos „Orlando innamorato“, men
langt overgik sin Forgjænger i Sprogets
Skjønhed, i Fremstillingens Lethed, Ynde og Humor.
Af Ariostos mange Efterlignere formaaede ingen
endog tilnæmelsesvis at naa ham. En af Tidens
bedre Digtere var Bernardo Tasso (d. 1569),
hvis versisicerede Ridderroman „Amadigi“
ingenlunde er uden Fortjeneste; men han overstraaledes
aldeles af sin Søn, den berømte Torquato
Tasso (1544—95), som blev sine Landsmænds
Yndlingsdigter. Hans store Epos „La
Gerusalemme liberata“ er enestaaende hvad Sprogets
fine Velklang angaar og er rigt paa blændende og
malerisk Effekt, men røber ofte en forstyrrende
Paavirkning af fremmede Forbilleder. Ogsaa han
fik en Skare Efterlignere, hvis Navne forlængst
er glemte. — I Modsætning til Tassos alvorlige
sværmeriske og religiøse Digtning staar en anden
i denne Periode meget yndet og dyrket Genre,
hvis Frivolitet oftest er ligesaa fremtrædende som
dens Kvikhed og Vittighed. Herhen hører den
saakaldte „makkaroniske Poesi“, som med størst Held
dyrkedes af den udsvævende Munk Teofilo
Folengo (Merlino Coccajo, d. 1544), endvidere
de burleske Digte i terza rima, hvilke navnlig
skaffede Francesco Berni (d. 1536) stor
Berømmelse. Efter ham fik denne burleske Digtart
Navnet „poesia Berniesca“; foruden ham selv
kan blandt dens heldigste Dyrkere nævnes
Giovanni Mauro, Cesare Caporali og den
berygtede Pietro Aretino. Satirer i den gamle
romerske Aand skrev Antonio Vinciguerra
og især Ercole Bentivoglio (d. 1573). Ogsaa
den didaktiske Digtning, nermest med Vergil som
Mønster, blomstrede ved Luigi Alamanni (d.
1556), som foruden Læredigtet „Coltivazione“
skrev en Efterligning af Iliaden, „La Avarchide“
endvidere ved Giovanni Rucellais (d. 1526)
„Le api“ og Erasmo de Valvasones „La
caccia“. Endnu i det 16de Aarh. forsøgte flere
sig som dramatiske Digtere paa Latin; de bedste
Verker af dette Slags var Ant. Tilesios „Imber
aureus“ og Angelo Martiranos (d. 1551)
„Christus“. Andre efterlignede efter Polizianos
Exempel den antike Tragedie, saaledes Rucellai,
Trissino (d. 1550) m. fl. Ogsaa Komedien
udviklede sig ved Efterligninger af de Gamles
Verker til den saakaldte „lærde Komedie" (commedia
erudita). Som dennes første Dyrker antages
almindelig Ariosto, men ogsaa Bibbiena (d. 1520)
og Machiavelli (se nedenfor) begyndte omtrent
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
