Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Italiensk Sprog og Literatur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Italiensk Sprog og Literatur
og at Vokalerne o og e i de sidste gaar over til
u og i. I Nordost, i Venetien, har Sproget
antaget en eiendommelig blød og kjælen Karaktér,
medens det i Nordvest, i Piemont, nærmer sig
saa stærkt til Fransk, at det ikke synderlig ligner
Italiensk. — Det af Dante omtalte „vulgare
illustre“ benyttedes paa Sicilien ved Fredrik
den andens Hof og vandt snart Udbredelse som
Digtersprog. Dante slog det fast som saadant ved
at benytte det i sine Verker, hvorhos han rensede
det fra de indførte franske og provençalske Former.
Dette poetiske Sprog, videre uddannet gjennem
Petrarca, har holdt sig lige til vor Tid som et
konventionelt Sprog. Prosaen uddannedes først
gjennem Boccaccio, som imidlertid ved sine
Studier af og Beundring for de klassiske latinske
Forfattere forlededes til en for ulærde Læsere
besværlig, vidtløftig og rhetorisk Periodebygning, som
ogsaa har gaaet igjen lige til den nyere Tid.
Sproget har siden Dantes, Petrarcas og
Boccaccios Tider ikke udviklet sig jevnt og roligt, men
meget mere gjennem en Vaklen frem og tilbage.
I det 15de Aarh. tilsidesattes det for de klassiske
Sprog, men udvikledes gjennem det 16de
Aarhundredes store Digtere, Ariosto og Tasso, til den
høieste formelle Fuldendthed; i det 17de og
udover Midten af det 18de Aarh. gjorde fransk
Indflydelse sig gjeldende i en høi og fordærvelig Grad,
saa at mange Italienere ganske optog den franske
Periodebygning osv. og i Grunden skrev Fransk
med italienske Ord. I de sidste Aartier af det
18de saavelsom i det 19de Aarh. kom denne
galliserende Manér ud af Brug, efterhvert som den
gamle fransk-klassiske Retning i Literaturen veg
Pladsen for den romantiske. De første ivrige
Forkjæmpere for Modersmaalets Renhed og uafhængige
Karaktér var Digterne Monti og Perticari. — I
sin nuværende Skikkelse hører Italiensk til
Verdens skjønnests Sprog. Det besidder en
fuldtonende Velklang og er frit for haarde
Konsonantforbindelser, men alligevel ikke egentlig blødt; i
Kraft staar det langt over Fransk, som det ogsaa
overgaar i Bøielighed og Frihed i syntaktisk
Henseende. Udtalen, som slutter sig nærmere til
Ortografien end i de fleste andre moderne Sprog, er klar
og distinkt selv i ubetonede Stavelser, og dette i
Forbindelse med den fuldtonende Botalisation gj^r
navnlig Italiensk særdeles skikket for Sang. —
Sprogets videnskabelige Bearbeidelse er endnu
forholdsvis ikke langt fremskreden. Den første, som
begyndte at samle Iagttagelser over Sproget, var
Kardinal Bembo, hvis Verk i Samtaleform
udkom 1525 unber Titelen „Prose“. Senere
Grammatikere var Varchi („Ercolano“, 1570),
Salviati („Avvertimenti della lingua“, 1584—86),
Buommattei, hvis Verk „Della lingua
toscana“ (1648) blev antaget af Academia della
Crusca, Cinonio („Osservazioni della lingua“,
1685) og Corticelli („Regole ed osservazioni“,
1785). Af Ordbøger er de vigtigste „Vocabolario
della Crusca“ (4 Udgaver, 1612—1738, 5te Udg.
paabegyndt 1843), endvidere F. Albertis
„Dizionario enciclopedico“ (1797—1805), „Dizionario
universale della lingua italiana“ af Mortera,
Bellini, Codogni og Mainardi (8 Bd., 1845—56)
samt Tommaseos og Bellinis Ordbog (1864). —
Den italienske Literatur tog sin første
Begyndelse ved de normanniske Erobreres Hof paa Sici-
Italiensk Sprog og Literatur
lien. Efterat den provençalske Digtning i Italien
havde affødt enkelte beslægtede Poesier paa
Provençalsk, begyndte italienske Digtere ved Fredrik
den andens Hof i Palermo at iklæde sine
Digtninger Landets eget Sprog, lingua volgare. Den
ældste af dem var Ciullo d’Alcamo (d. 1194),
til hvem kom Fredrik den anden selv, hans
Sønner Manfred og Enzio, hans Kansler Petrus de
Vineis (Pier delle Vigne), hos hvilken sidste
allerede Sonetten optræder som brugelig
Versform, Guido dalle Colonne (d. ca. 1276) o. fl.;
til den sicilianske Skole hørte ogsaa Digterinden
Nina, som førte en poetisk-erotisk Brevvexling
med Dante da Majano. Paa det italienske
Fastland optraadte Toskaneren Guittone d’Arezzo,
Guido Guinicelli m. fl., men navnlig Guido
Cavalcanti (d. 1300), Dantes Ven, som
overstraalede alle tidligere Digtere. Hele denne nye
Poesi i Italien var forresten konventionelt-erotisk
og kunstlet, og dens Produkter har nu kun
sproglig Interesse. Mindre formfuldendt, men dybere
og mere poetisk var Munken Jacopone da Todi
(d. 1306), hvem bl. a. den berømte latinske Hymne
„Stabat mater dolorosa“ (i omarbeidet Skikkelse
Salmen „Naglet til et Kors paa Jorden“) tillægges.
Mærkelig blandt Tidens Forfattere var ogsaa
Brunetto Latini (d. 1294), Dantes Lærer og Kansler
i Florens, som bl. a. skrev en Slags polyhistorisk
Encyklopædi, „Tesoro“, oprindelig forfattet paa
Fransk. Frem over alle de nævnte Forfattere
rager Skaberen af det italienske Digtersprog, den
store Dante Alighieri (f. 1265, d. 1321), som
i sin „Divina Commedia“ leverede et Verk,
hvortil hele Verdensliteraturen intet lignende har at
opvise (se Art. Dante). Ogsaa ved sine herlige
lyriske Digte (i „Vita nuova“ og „Convito“)
overgik han alle sine italienske Forgjængere, paa
samme Tid som han for første Gang viste Prøver
paa videnskabelig Prosastil. Dantes store Verk
fremkaldte ikke faa Efterlignere, deriblandt Federigo
Frezzi og Fazio degli Uberti, der imidlertid ikke
kan taale Sammenligning med ham. En
Modstander af Dante var den 1327 som Kjætter brændte
Cecco d’Ascoli, hvis Digt „Acerlea“ er en
besynderlig Blanding af Lærdom, Skarpsindighed
og Overtro. Mere til Folkedigtningen hører
Francesco Barberino (d. 1348). Det næste
store Glanspunkt i den italienske Literatur danner
Francesco Petrarca (1304—74) med sine
fuldendte lyriske Digte (Sonetter, Kanzoner osv.).
En talentfuld Forgjænger havde han havt i den
retslærde Cino da Pistoja (d. 1336). Petrarca
var ikke blot stor som Digter, men ogsaa som
Filolog og var ved sine Bestræbelser for at
gjenoplive de klassiske Studier en af Renaissancens
mest fremtrædende Forløbere. Til ham sluttede
sig som Lærd Giovanni Boccaccio (1313—75),
hvis største Fortjeneste det dog var, at han
grundede den kunstmæssig udviklede italienske Prosa. Hans
„Decamerone“, en omfangsrig Cyklus af Noveller,
er tillige et Mønster i sin Digtart. Af Boccaccios
Efterlignere kan nævnes Sacchetti (f. 1335) med
sine „Novelle“ og Ser Giovanni med sin
„Pecorone“. Af andre Prosaverker kan anføres
Giovanni Villanis (d. 1348) Krøniker, som
fortsattes af hans Broder Matteo og dennes Søn
Filippo, endvidere de religiøse Skrifter af
Dominikanermunken Jacopo Passavanti (d. 1357)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
