Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Italiensk Sprog og Literatur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Italiensk Sprog og Literatur
længe havde været gjængs i den italienske Lyrik,
og i Stedet tog de græske Lyrikere (Pindaros og
Anakreon) til Mønstre. Hans Tilhængere,
Pindaristerne, var vistnok i det hele ikke meget
fremragende, men dannede bog en heldig Modvegt
mod Marinisterne. Ved Siden af Chiabrera kan
nævnes Fulvio Testi (d. 1646), Francesco
Fedi (d. 1698), Naturforskeren og Sprogmanden
Francesco Filicaja (d. 1707) og
Alessandro Guidi (d. 1712). Som Satirikere
udmærkede sig Trajano Boccalini (d. 1613),
Benedetto Menzini (d. 1708) og den store
Landskabsmaler Salvator Rosa (d. 1673). Paa
det episke Felt frembyder det 17de Aarh. lidet af
Interesse; mest fremragende er Alessandro
Tassonis (d. 1635) komiske Heltedigt „La
secchia rapita“, der tør ansees for Aarhundredets
betydeligste italienske Digterverk. Ogsaa
Francesco Bracciolini (d. 1645) og Lorenzo
Lippi (d. 1664) skrev komiske Heltedigte af
adskilligt Værd. Af alvorlige og romantiske
Heltedigte kan nævnes „Il Conquisto di Granata“ af
Girolamo Graziani (d. 1675). Novellen, som
tidligere havde været saa yndet hos Italienerne,
forstummede ganske i det 17de Aarh., og Dramaet
kunde paa Grund af Operaens voxende
Herredømme ikke opnaa nogen Betydning. Smagløse
Bearbeidelser og Efterligninger af spanske Stykker,
navnlig Lope de Vegas, beherskede Scenen. — I
det 18de Aarh. banede fransk Indflydelse sig Vei
til Italien og mebførte mere frisindede Anskuelser
i flere Retninger; Historikeren og Arkæologen
Muratori (1672—1750), som bl. a. udgav
„Rerum Italicarum scriptores“, optraadte ligesom
Scipione Maffei (d. 1755) mod Jesuiterne og
Overtroen; Statsvidenskaberne dyrkedes med
Tilegnelse af franske Idéer af Filangieri (d. 1788)
og Beccaria (d. 1794). I den lyriske Poesi
raadede endnu langt ind i Aarhundredet
Forholdene fra den foregaaende Forfaldsperiode, men
omkring Midten af Aarhundredet begyndte en
Bevægelse mod noget nyt at gjøre sig gjeldende.
De første Repræsentanter for denne Bevægelse var
Giuseppe Parini (1729—99), som arbeidede
for at hævde de italienske klassiske Digteres
Anseelse og selv særlig udmærkede sig ved sine Satirer
og Oder,Gasparo Gozzi (d. 1786), som
foruden Digter ogsaa var en ypperlig Kritiker og
udgav Ugebladet „Osservatore veneto“, der øvede
megen Indflydelse, samt Melchiore Cesarotti
(d. 1808), som oversatte Macphersons Ossian.
Aurelio Bertola (d. 1798) udmærkede sig som
Fabeldigter og gjorde meget for at udbrede
Kjendskab til den tyske Literatur Italien; Passeroni
skrev et spøgefuldt Læredigt „Cicerone“ og
Giambattista Casti (d. 1803) leverede i sit Dyreepos
„Gli animali parlanti“ en morsom politisk Satire.
— Flere italienske Digtere droges til det
østerrigske Keiserhof, saaledes Operaforfatterne
Apostolo Zeno (d. 1750) og Metastasio (egentl.
Trapassi, d. 1782), som tillempede Operatexterne
efter den franske Tragedies Regler og udmærkede
sig ved sin klangfulde og originale, men
karaktérløse Lyrik. Den betydningsfuldeste Del af den
omkring Midten af det 18de Aarh. vaagnende nye
Bevægelse i den italienske Literatur var dog det
egentlige Dramas Opblomstring. Tragedien
saavelsom Komedien havde fra de sidste Decennier af
Italiensk Sprog og Literatur
det 17de Aarh. været behersket af fransk Smag;
nu optraadte som Reformator af den tragiske
Scene Vittorio Alfieri (1749—1803), en af
begeistret Fædrelandskjærlighed besjelet kjæk og
kraftig Digternatur, som formaaede hos sine
Landsmænd at vække varig Interesse for Tragedien.
Carlo Goldoni (1707—93) reformerede
Komedien efter Molières og Regnards Former, men
med Benyttelse af Elementer fra den italienske
Folkekomedie; som Modstander af hans noget
nøgterne og kolde Karaktérkomik optraadte Carlo
Gozzi (d. 1806) med sine brogede og lystige
Eventyrkomedier i Smag med den gamle
Commedia dell’ arte. — Af Historieskrivere kan især
fremhæves Pietro Giannone (1676—1748),
som i sin Neapels Historie gjorde stærke Udfald
mod Presterne og Katholicismen; en
Literaturhistoriker af Betydning var Tiraboschi (d. 1794),
Kunsthistorikere Lanzi og Visconti. Filosofien
fandt Dyrkere i Giambattista Vico (d. 1744),
som i sin „Scienza nuova“ forsøgte at fremstille
en Historiens Filosofi, i Zanotti, Genovese,
der git i Lockes og Encyklopædisternes Spor,
Verri m. fl. Den literære Kritik havde en
fremragende Repræsentant i den skarpsindige og
hensynsløse Giuseppe Baretti (d. 1789). —
Overgangen til det 19de Aarh. skete gjennem den
Gjæring, som den franske Revolution fremkaldte i
alle Gemytter. Først var elegiske Stemninger i
Tilslutning til Goethes „Werther“, til Young,
Gray og Rousseau, herskende, saaledes hos den
ædle Ippolito Pindemonte (1753—1828);
Vincenzo Monti (d. 1828) var fremragende
baade som Dramatiker og Lyriker, men i høi Grad
holdningsløs og blev tilslut Klassicismens ivrigste
Forkjæmper mod den unge romantiske Skole. Af
andre Digtere i Overgangstiden mellem begge
Aarhundreder fortjener at nævnes Giovanni
Fantoni (d. 1807) og især den høitbegavede
Ugo Foscolo (d. 1827), hos hvem de gamle og
de nye Idéer brødes, og som især fik Indflydelse
ved sine „Inni ai sepolcri“ og sin Roman
„Ultime letters di Jacopo Ortis“. — Den nationale
Begeistring, som var bleven vakt i Italien under
den franske Revolution, skuffedes i sine
Forventninger under Napoleons Herredømme og end mere
ved den efter hans Fald gjennem østerrigsk
Indflydelse indtraadte politiske Reaktion. Et ungt og
stærkt Frihedsparti voxede efterhaanden frem, og af
dets Midte udgik ogsaa i Literaturen en ny Skole,
den romantiske. Begge disse allierede Retninger
havde sit Organ i Bladet „Il Conciliatore“ i
Mailand, redigeret af den ulykkelige Silvio
Pellico (1789—1854), som med tiaarigt haardt
Fængsel (1820—30) maatte bøde for sine
patriotiske og frisindede Bestræbelser. Hans Tragedie
„Francesca da Rimini“ vandt stort Bifald, og
hans Fortælling om sit Fængselsliv opflammede
Hadet til det østerrigske Tyranni. Før sin
Fængsling var Pellico Huslærer hos Grev Porro
Lambertenghi i Mailand, i hvis Hus den unge
Romantiks Mænd samlede sig. Hovedet for den nye
Retning var Alessandro Manzoni
(1784—1873), hvis historiske Roman „I promessi sposi“
er et Mesterverk, der er blevet verdensberømt.
Manzoni brød ogsaa Banen for Romantiken paa
Scenen ved sine Tragedier „Il conte di
Carmagnola“ og „Adelchi“, ligesom han ogsaa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
