Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Italiensk Sprog og Literatur - Italisk - Italiske Sprog og Folk - Itapicuru - Itasca - Item - Ithaka (Ø) - Ithaka (By) - Ithome - Itinerarium
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Italisl
præsterebe udmærkede Ting paa det lyriske Omraade
(f. Ex. den berømte Ode „Il cinque maggio"
over Napoleons Død). Med den helt igjennem
harmoniske og optimistiske Manzoni kjemper den
store, men stærkt pessimistiske Lyriker Grev
Giacomo Leopardi (1798—1837) om Forrangen
inden den nyere italienske Poesi. Manzoni og
Leopardi blev hver paa sin Kant Forbilleder, der
fik mange Tilhængere; nærmest til den første
sluttede sig Giovanni Berchel (d. 1851), den
følelsesfulde og sværmeriske Tommaso Grossi
(d. 1854), Niccolo Tommaseo (d. 1874),
Prati, Torti, Sestini m. fl., hvorimod
Marchetti, Alessandro Poerio, Mamiani m. fl.
staar Leopardi nærmest. Mindre afhængige af
noget bestemt Forbillede er blandt de nyere
Lyrikere Aleardo Aleardi (f. 1810) med sin bløde
og harmoniske Melankoli, Carcano, Scolari,
Bellini, Carrer (d. 1851), Dall’ Ongaro
(d. 1873), Lombardi, Parzanese,
Guadagnoli m. fl. En genial politisk Lyriker af første
Rang er Giuseppe Giusti (1809—50). — Ved
Siden af Manzoni og Pellico er Giovanni
Battista Niccolini (d. 1861) den romantiske
Skoles mest fremragende Tragedieforfatter; i hans
og Manzonis Spor gik blandt flere Marenco
og Sabbatino. Det egentlige Drama fandt
Dyrkere i Battaglia, Fortis, Balbo,
Giacometti m. fl. Den mest berømte Lystspildigter
i dette Aarh. er Alberto Nota (d. 1847), efter
ham Paolo Ferrari, Gherardi del Testa
m. fl. Operatexter forfattede bl. a. Felice
Romani. — Den historiske Roman er siden
Manzonis epokegjørende Hovedverk udkom bleven dyrket
af Massimo d’Azeglio (d. 1866), Giovanni
Rosini (d. 1855), Cantù (se nedenfor), Tomm.
Grossi, Guerrazzi (d. 1873), Fanfani m. fl.,
Familieromanen af Giulio Carcano og den
sociale Roman af Ranieri. Novelledigtere er
Cesare Balbo, Carcano, Dall’ Ongaro m. fl.
— Historieskrivningen har sine mest fremragende
nyere Repræsentanter i Carlo Botta (d. 1837;
Italiens Historie), Pietro Colletta (d. 1831;
Neapels Historie), den berømte Cesare Cantù
(f. 1807; Verdenshistorie m. m.), endvidere
Corcia, Balbo, Farini, La Farina, Capponi
m. m. fl. Historisk-politiske Forfattere, som har
udøvet megen Indflydelse, er Gioberti,
Capponi og Giuseppe Mazzini, Kunsthistorikere
Cicognara, Rosini, Ranatti og
Selvatico, Literaturhistorikere Corniani (d. 1813),
Giuseppe Maffei, Emiliani Giudici,
Nannucci og Cesereto. Filosofien har i den
nyere Tid været stærkt paavirket af den tyske.
Naturvidenskaberne har saavelsom Filologien,
Statsøkonomien og de fleste andre Videnskaber i den
senere Tid gjort store Fremskridt.
Italisk, i den nyere Sprogbrug det, som
angaar det gamle (Oldtidens) Italien. i Modsætning
til Italiensk, det som angaar Italien i
Middelalderen og den nyere Tid.
Italiske Sprog og Folk. Italiske Folk
kaldes med et Fællesnavn alle de med Hensyn til
Sprog nærmere eller fjernere beslægtede Folk af
den indoeuropæiske Folkestamme, som i Oldtiden
beboede den italienske Halvø. Forskjellige fra dem
var flere andre Beboere af Halvøen, som Ligurer,
Veneter, de senere indvandrede Galler i
Øvreitalien, Etrusker i Etruria (s. d.), Japyger,
Messapier i Nedreitalien; alle disse regnes ikke til de
italiske Folk, undtagen naar dette Navn bruges i
rent geografisk Forstand. De egentlige italiske Folk
ansees af mange for at være nærmest beslægtede
med Grækerne; andre mener, at de har staaet
de keltiske Stammer nærmere. De er
sandsynligvis i den forhistoriske Tid indvandrede fra
Nordost i to Grene, af hvilke den ene nedsatte
sig vest for Apenninerne, den anden paa og østenfor
disse. Den første Stamme omfattede Latinerne,
den anden de umbrisk-sabelliske Folk. Begge
Stammers Sprog stod i den historiske Tid i skarp
Modsætning til hverandre. Den latinske
Sproggren taltes i forskjellige Dialekter ikke blot af de
egentlige Latinere i det egentlige Latium (Latium
vetus, Gammel-Latium), men ogsaa af Ausonerne
o. fl. andre Folk i det udvidede Latium (Latium
novum, Ny-Latium) helt hen til Liris. Af den
i det egentlige Latium talte Dialekt fremgik det
latinske Sprog, som med Romernes voxende Magt
blev det herskende (se Latinsk Sprog og Literatur).
Den umbrisk-sabelliske Sproggrens Dialekter er kun
tildels bekjendte, saaledes den egentlige umbriske og
den oskiske ell. samnitiske, der kjendes af en Række
Indskrifter; færre saadanne er levnede i
Volskernes og Marsernes Sprog, og af de andre
sabelliske Stammers (Sabinernes, Hirpinernes,
Picenternes o. fl.) Dialekter er der kun opbevaret
svage Spor. Den rigtige Fortolkning af de italiske
Sprogmindesmærker hører til Filologiens
vanskeligste Opgaver; af Lærde, som har beskjeftiget sig
dermed, kan nævnes Lepsius, Kirchhoff, Mommsen,
Corssen, G. Curtius, Bücheler m. fl. Tyskere,
Italieneren Fabretti, Franskmanden Bréal og
Nordmanden Sophus Bugge.
Itapicuru, Flod i Provinsen Maranhao i
det nordlige Brasilien, 93 Mil lang, falder i
Atlanterhavet.
Itasca, Indsjø i Staten Minnesota i
Nordamerika, 1480 Mil over Havet; fra den udgaar Mississippi.
Item, lat., ligeledes.
Ithaka, nu Thiaki, den næstmindste af de
syv ioniske Øer, syd for Leukas, og nordøst for
Kefalonia, er 1⅘ Kv.mil stor og har ca. 10,000
Indb. Øen er fra Oldtiden berømt som
Odysseus’s Hjemsted; Arkæologernes Forsøg paa at
eftervise de i Odysseen skildrede Steders
Beliggenhed har imidlertid været ganske frugtesløse.
Ithaka, By i Staten New-York i Nordamerika,
ved Cayugasjøen, med 11,000 Indb.
Ithome, den gamle befæstede Hovedstad i
Messenien i Grækenland, paa Bjerget Ithome,
det nuværende Monte-Vulcano.
Itinerarium, lat., Fortegnelse over
Stationerne eller Holdepladsene paa en Vei, med
Angivelse af deres indbyrdes Afstand. Flere
Intineraria [[** sic, nå Int- **]] fra Oldtiden er af Vigtighed for den gamle
Verdens Geografi, saaledes „Itineraria Antonini“,
hvoraf det ene (I. provinciarum) indeholder en
Række Reiseruter gjennem Romerrigets europæiske,
asiatiske og afrikanske Provinser, det andet (I.
maritimum) de mest befærdede Kyst- og Sjøveie;
endvidere „Itinerarium Hierosolymitanum“,
forfattet af en Kristen Aar 333 og indeholdende en
Reiserute fra Bordeaux til Jerusalem, „Itinerarium
Alexandri“, en kort Skildring af Alexander den
stores Tog, og flere Intineraria fra det hellige Land.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
