Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jakob (Konger af England - Jakob, Ludwig Heinrich von - Jakob Erlandssøn - Jakobinere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Jakob
vaklende Holdning, der berøvede ham al Agtelse.
1603 lod han sig kun med Møie bevæge til at
forene sig med Frankrige til Fordel for
Nederlanderne, men allerede 1604 traadte han over paa
Spaniens Side. Senere forberedte han endog et
Giftermaal mellem sin ældste Søn og en spansk
Prinsesse; dette forhindredes dog ved Prinsens
Død 1612, hvorefter han giftede sin Datter
Elisabeth med Kurprins Fredrik (den femte) af Pfalz.
Da denne modtog den bøhmiske Krone, betragtede
Jakob ham som Oprører og vilde ikke understøtte
ham. Da nye Tilnærmelser til Spanien
hindredes af Buckingham, sluttede Jakob sig til
Frankrige for at paaføre Spanien Krig, men døde
førend denne brød løs. Trods hans vilkaarlige og
slette Regjering, hvorved Grunden lagdes til
Borgerkrigen under hans Efterfølger, gik England
dog i hans Tid fremad i materiel Henseende;
bl. a. blev den engelske Kolonisation af
Nordamerika grundlagt. Jakob skrev mange Vers og
vilde ogsaa vise sin Lærdom i latinske Skrifter;
disse, der er samlede af Biskop Montacute (1619),
røber ligesaa meget Pedanteri som Lærdom og
indeholder bl. a. ivrige Angreb paa Brugen af
Tobak samt Forsvar for det absolute Kongedømme
og for Troen paa Hexer og Trolddom. — Jakob
den anden, foregaaendes Sønnesøn, Søn af
Karl den første, f. 1633, d. 1701, førte før han
blev Konge Titelen Hertug af York. 1646
fangedes han af Parlamentshæren og holdtes i Fængsel
til 1648, da han undkom og gik til Holland.
Derfra reiste han til Frankrige til sin Moder, stod i
længere Tid i fransk og spansk Tjeneste, kom 1660
ved Restaurationen tilbage til England og fik under
sin ældre Broder Karl den andens Regjering som
Storadmiral Befalingen over den engelske
Sjømagt, med hvilken han 1665 beseirede en hollandsk
Flaade under Opdam. I Frankrige havde han
hemmelig gaaet over til Katholicismen, hvilket
han 1671 offentlig vedkjendte sig; ifølge Test-Akten
maatte han derpaa 1673 nedlægge sine Embeder
og 1679 begive sig til Bryssel. Underhuset søgte
forgjeves at faa Overhuset og Kongen med paa at
udelukke ham fra Tronfølgen. 1681 vendte han
tilbage, blev Medlem af Statsraadet og fik stor
Indflydelse; ved Broderens Død 1685 fulgte han
ham paa Tronen. Ved Stivsindighed, Haardhed
og Uklogskab nærede han i høi Grad den fiendtlige
Stemning hos Folket, indtil dettes Ledere 1688
henvendte sig til hans Svigersøn og Søstersøn,
Vilhelm af Oranien, om Hjelp til at støde ham
fra Tronen. Det hjalp ikke, at Jakob i sidste
Øieblik afskaffede flere af sine forhadte
Institutioner; Vilhelm landede s. A. i England, og Kongen
maatte flygte til Frankrige, hvor han fik Ophold
paa Slottet St. Germain. 1689 erklærede
Parlamentet ham for afsat; hans gjentagne Forsøg paa
at vinde Tronen tilbage mislykkedes bestandig. —
Hans Søn, Jakob (den tredie), Prætendenten,
f. 1688, d. 1766, erkjendtes efter Faderens Død
1701 af Frankrige, Spanien, Paven og flere
katholske Magter som Konge af England, medens
Parlamentet for stedse udelukkede ham fra Tronen.
Han tilbragte nu Størstedelen af sit Liv med
forgjeves Forsøg paa at indtage England og hengav
sig, da det ikke lykkedes, til Udsvævelser, der
svækkede hans Kraft. Da Frankrige under den østerrigske
Arvefølgekrig endnu engang antog sig hans Sag,
følte han sig for gammel og ødelagt og overdrog
derfor 1744 sine Rettigheder til sin Søn Karl Edvard.
Jakob, Ludwig Heinrich von, tysk Statsøkonom
og Filosof, f. 1759, d. 1827, blev 1780
Gymnasiallærer, 1785 Docent og 1791 Professor i
Filosofi i Halle. Efter dette Universitets Opløsning
kaldtes han 1807 til Professor i Statsvidenskaberne
i Kharkov, blev senere Medlem af den keiserlige
russiske Lovkommission og af Statsraadet, men
vendte 1816 tilbage til Halle, hvor han indtil sin
Død virkede som Professor. Foruden flere rent
filosofiske Skrifter udgav han „Lærebog i
Nationaløkonomi“, „Politilovgivningens og
Politianstalternes Grundsætninger“, „Indledning i
Statsvidenskabernes Studium“, „Udkast til en Kriminallovbog
for det russiske Rige“ og „Statsfinansvidenskab“.
Jakob Erlandssøn, dansk Geistlig,
Søsterdattersøn af Erkebiskop Andreas Sunessøn, var i
sine yngre Nar en Tid Kapellan i Rom, blev
senere Domprovst i Lund og stod i saadan
Anseelse for sin Lærdom, at han 1245 sendtes som
den danske Kirkes Repræsentant til Koncilet i Lyon.
1249 blev han Biskop i Roskilde og gav i denne
Egenskab Kjøbenhavn dets første Stadsret 1254.
Sidstnævnte Aar blev han Erkebiskop i Lund, hvor
han paa Grund af sin Hensynsløshet, og sine
Forsøg paa at forandre den skaanske Kirkeret kom i
Strid med Skaaningerne. Kong Kristoffer den
første indstevnte ham derfor til at møde for et
Domhof i Nyborg 1256, men inden han indfandt
sig der, udstedte han paa et Møde af Geistlige
„Veile-Konstitutionen“, ifølge hvilken Landet skulde
belægges med Interdikt, hvis Kongen fængslede
eller øvede Overlast mod nogen Biskop. Da Jakob
Erlandssøn 1258 ikke vilde krone Kongens Søn
Erik, blev han 1259 fængslet, og Interdiktet
forkyndtes nu i Stifterne Lund, Roskilde og Odense.
Ved Kongens Død s. A. kom Erkebiskopen løs og
begyndte nu aaben Feide mod Erik Glipping.
Han maatte snart flygte til Sverige, hvor han
opholdt sig 1260—64; Pave Urban den fjerde tog
Kongens Parti, bansatte og suspenderede
Erkebiskopen, men 1264 drog denne til Rom og vandt
den nye Pave (Klemens den fjerde) for sig;
Kongen maatte 1273 efter lange Underhandlinger love
at gjenindsætte ham i hans Embede og betale
ham 15,000 Mark Sølv i Skadeserstatning, men
paa Hjemveien døde Erkebiskopen paa Rügen 1274.
Jakobinere (fr. Jacobins), en politisk Klub
under den første franske Revolution, stiftedes 1789
efter Generalstændernes Sammentræden i
Versailles af Deputerede fra Bretagne og kaldtes
oprindelig „Club breton“. Efter Hoffets og
Stændernes Flytning fra Versailles til Paris samlede
Klubben sig under Navn af
„Konstitutionsvennernes Selskab“ i et forhenværende Jakobinerkloster
og fik derfor af udenforstaaende Navn af
Jakobinerklubben. Den optog nu ogsaa som Medlemmer
Ikke-Deputerede, holdt regelmæssige og offentlige
Møder og stiftede Filialklubber rundt hele
Frankrige. Medlemmerne bestod imidlertid endnu af
forholdsvis moderate Frihedsmænd, og det
Manifest, som Klubben udstedte i Begyndelsen af 1790,
røbede endnu intet af, hvad den senere skulde
forfegte. Men allerede i Løbet af s. A. fik de
yderliggaaende radikale Anskuelser afgjort Overvegt
inden Klubben og frembragte en Spaltning, der
endte med de moderates Udtræden 1791. Klubben
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
