Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jensen, Peter Andreas - Jensen, Wilhelm - Jeremias - Jeremias Gotthilf - Jeres de la Frontera - Jerichau, Jens Adolf - Jeriko
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Jensen
og gjorde 1851 med offentlig Understøttelse en
Reise til Danmark og Tyskland for at uddanne sig
i de praktisk-theologiske Discipliner. 1859
udnævntes han til Stiftsprovst og Sogneprest ved
Vor Frelsers Kirke i Kristiania, hvilket Embede
han indehavde til sin Død. — Han havde allerede
1838 optraadt i Literaturen med „Et Snes
Digtninger“, der røbede mere end almindelig Lethed i
Behandlingen af de poetiske Former, men ogsaa
led af Svulst og Mangel paa Indhold. En ny
Digtsamling, „Blade af min Mappe“ (1849) tydede
i flere Henseender paa Fremskridt; senere optraadte
han som Lyriker navnlig med et stort Antal
Leilighedsdigte, hvor han ofte fandt et heldigt og smukt
Udtryk for den Stemning, der fremkaldte dem.
1852 udgllv han et Bind „Dramatiske Digtninger“,
indeholdende „Kong Gorm“, „Olaf i Venden“ og
„Huldrens Hjem“; 1853 fulgte et nyt dramatisk
Arbeide, „Kongens Magt“. Alle disse Dramaer
er trods den pragtfulde Diktion, der minder om
Oehlenschläger, svage Arbeider. Heldigere og
ubetinget det bedste af Jensens poetiske
Produktion er hans religiøse Digte, samlede i
„Freidighed i Herren, hundrede nye Salmer“ (1855)
og „Kirkeaaret, en Julegave til Menigheden“
(1861). Som Novellist optraadte han med „En
Erindring“ (1857). Mest bekjendt blev han ved
sin Bibelhistorie, som i stor Udstrækning har været
brugt i Folkeskolerne, samt ved sin Læsebog i
Modersmaalet og især ved „Læsebog for
Folkeskolen og Folkehjemmet“, udgiven efter offentlig
Foranstaltning, og som endnu i noget omarbeidet
Skikkelse benyttes i de fleste af Landets
Almueskoler. Jensen var tillige en begavet
Praædikant og har udgivet flere af sine religiøse Taler i
Trykken.
Jensen, Wilhelm, tysk Novellist, f. 1837 i
Holsten, var 1866—72 Redaktør af „Norddeutsche
Zeitung“ i Flensburg og har senere levet i Kiel.
Hans Noveller og Romaner (deriblandt „Minatka“,
„De Navnløse“, „Efter Solnedgang“ m. fl.)
udmærker sig ved livlig Fantasi, kraftige og farverige
Skildringer og tiltalende Fremstilling. Han har
ogsaa udgivet et Par Samlinger Digte.
Jeremias, Hilkias’s Søn, en af de israelitiske
Profeter, optraadte i Jerusalem under Kong Josias’s
Regjering som Profet og vakte Stemningen mod
sig ved sine Ulykkesspaadomme. Da han
opfordrede Jøderne til at underkaste sig Babylon, blev
han af Zedelias sat i Fængsel, hvorfra han først
efter Jerusalems Indtagelse befriedes af
Nebukadnesar. Af denne fik han ogsaa Tilladelse til at
forblive i Mizpa i Judæa, men udvandrede senere
med sine tilbageblevne Landsmand til Ægypten,
hvor han døde ca. 570 f. Kr. Hans Spaadomme
optegnedes af hans Skriver Barukh. I det Gamle
Testamente er desuden under hans Navn optagen
en Samling Klagesange over Jerusalems
Ødelæggelse („Begrædelsernes Bog“), som hører
til det skjønneste af hebraisk Poesi.
Jeremias Gotthilf, se Bitzius, Albert.
Jeres de la Frontera ell. Xeres (udt.
Kheres), By i Andalusien i Spanien, Provinsen Cadix,
med 52,000 Indb, bekjendt Vinavl og Vinhandel.
— Jeres [[** mgl. det her et bindestrek, montro? **]] ell. Xeresvin, se Sherry.
Jerichau, Jens Adolf, dansk Billedhugger, f.
1816, blev i sin Ungdom sat i Malerlære i Odense,
men reiste til Kjøbenhavn og indtraadte som Elev
af Kunstakademiet, hvor han viede sig til
Billedhuggerkunsten. 1837 udstillede han sit første
Arbeide, en Statue af Balder, og reiste 1838 til
Rom, hvor han en kort Tid nød
Thorvaldsens Veiledning. 1845 udstillede han Reliefet
„Alexanders og Roxanes Bryllup“ (nu paa
Kristiansborg), som vakte megen Opmærksomhed; dette
blev i endnu høire Grad Tilfældet med den
kolossale Gruppe „Herakles og Hebe“ (1846). S. A.
modellerede han en ny Gruppe „Pantherjægeren“
og 1847 en kolossal Kristusstatue samt „Adam og
Eva efter Syndefaldet“, hvilket sidste Verk
foranledigede, at han 1849 blev Medlem af Kjøbenhavns
Akademi samt Professor. Af hans senere Arbeider
kan mærkes „Slavinden“, „Dødens og
Opstandelsens Engle“, „David“ (1861) og Monumentet for
H. Chr. Ørsted (1876). 1879 udnævntes han af
Kjøbenhavns Universitet til Æresdoktor i
Filosofien. Jerichaus Arbeider udmærker sig
gjennemgaaende ved et klart Syn paa den antike Renhed
og Skjønhed i Formen, uden derfor at mangle
Kraft og Storhed. — Hans Hustru, Anna Marie
Elisabeth Jerichau, f. Baumann, f. 1819 i
Warschau af tyske Forældre, uddannede sig som
Malerinde i Düsseldorf under Sohns Veiledning
og vakte først Opmærksomhed ved Billeder af det
polske Folkeliv. 1845 reiste hun til Rom, hvor
hun lærte at kjende J. A. Jerichau, med hvem
hun 1846 blev gift. Siden 1849, da hun med
sin Mand kom til Danmark, har hun ogsaa
behandlet danske Emner ved Siden af det rige
Stof, hendes mange Reiser i Sydeuropa og
Orienten har givet hende. Ogsaa flere
fortrinlige Portræter har hun leveret. 1861 blev hun
Medlem af Kunstakademiet i Kjøbenhavn. Fru
Jerichau røber i alle sine Billeder en energisk og
kraftig Opfatning forbundet med en frisk og god
Kolorit, hvorimod man har bebreidet hende det
undertiden manglende Naturstudium samt en vis
Skjødesløshed i Udførelsen. Hun har oftere
optraadt som Forfatterinde med Reiseskildringer
o. lign. og har 1881 begyndt at udgive
„Brogede Reisebilleder“ med Illustrationer efter sine
egne Originaltegninger. — De to foregaaendes
Søn Harald Jerichau, f. 1852, d. 1878, var
en særdeles talentfuld og lovende Maler, især
Landskabsmaler.
Jeriko, i Oldtiden en blomstrende By i
Palæstina, 3 Mil nordost for Jerusalem og 1½ Mil
vest for Jordan samt 1½ Mil nord for Det døde Hav,
var paa den Tid, da Israeliterne under Josva
trængte ind i Landet, stærkt befærstet og indtoges
først efter 7 Dages Beleiring. Den blev da ganske
ødelagt og Stedet forbandedes, men alligevel
omtales ikke længe efter atter dette Jeriko, som
altsaa maa have været ialfald delvis gjenopbygget.
Medens Akab regjerede i Israels Rige
(918—896), blev Byen igjen befæstet og var derpaa
Sæde for en Profetskole; længere nede i Tiden
forfaldt Befæstningerne, som imidlertid igjen reistes
af Jonathan Makkabæus (160 f.Kr.); det var
sandsynligvis ogsaa ham, som henlagde Byen til et
Sted ca. ¼ Mil længere mod Syd end den
gamle By havde ligget. Herodes den store
befæstede og forskjønnede Jeriko, hvor han ogsaa
døde; senere skal Byen vare ødelagt under Titus’s
Beleiring af Jerusalem og gjenopført under
Hadrian. Paa Korstogenes Tid blev den endelig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
