Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jeriko - Jerikorose - Jermolov, Alexei Petrovitsch - Jern
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
lerilorose
ganske ødelagt, og nu findes paa Stedet kun en
ussel Landsby, Errika.
Jerikorose (Anastatica hierochuntica), Plante
af de Korsblomstredes Familie, med langstrakte eller
ægformede, stilkede Blade, hvide Blomster og
kugleformede Skulper med to Frø i, voxer i Omegnen
af det Røde Hav. Planten er enaarig og trækker
sig efter Blomstringen sammen til en kugleformet
Masse, som ved at sættes i Vand svulmer op og
ligesom springer ud. Dette Fænomén har bidraget
til, at Planten fra tidligere Dage of har været
Gjenstand for megen Overtro.
Jermolov, Alexei Petrovitsch, russisk
Feltherre og Diplomat, f. 1777, d. 1861, tjente i sin
Ungdom i Polen, Stalien og Kaukasus, afskedigedes
og forvistes af Keiser Paul til Kostroma, men
indtraadte under Alexander den første igjen i
Tjenesten og var med paa Felttogene 1805, 1807 og
1812—13; 1815 kommanderede han et Korps af
den russiske Armé, som rykkede ind i Frankrige.
1817 blev han Generalguvernør i Transkaukasien
og øverstkommanderende over den kaukasiske Hær,
gik dervaa som overordentlig Gesandt til Persien,
kjæmpede siden i Kaukasus med Held mod
Perserne og fremmede Handelen, Kulturen og den
tyske Kolonisation i sit Guvernement. 1827 faldt
han uforskyldt i Unaade og levede derpaa som
Privatmand, indtil han 1855 for en kort Tid blev
Chef for Militsen i Guvernementet Moskva.
Jern (Fe), et af de metalliske Grundstoffer, er det
nyttigste og tillige mest udbredte af alle Metaller.
Det forekommer i gedigen Tilstand, men blandet
med Nikkel, Kobolt og Chrom, i Meteorer
(Meteorjern); paa Jorden findes det i forskjellige
Forbindelser i saadan Mængde, at man har
antaget ca. 2 % af hele den faste Jordskorpes Masse
for at bestaa af Jern. De Mineralier, som
indeholder saameget Jern, at dette kan udvindes af
dem i det store, kaldes Jernmalme; de vigtigste
af dem er: Magnetjernsten, der bestaar af
Jernoxyd og Jernoxydul (FeO. Fe₂O₃),
krystalliserer i regulære Oktaedre og Granatoedre,
indeholder ca. 72 % Jern og afgiver det bedste Emne
til Stangjern og Staal; Jernglans, som helt
igjennem bestaar af Jernoxyd (Fe₂ O₃), krystalliserer
i Rhomboedre, men oftest forekommer i drøie, kornede
eller tætte Masser, der kaldes Rødjernsten;
vandholdigt Jernoxyd krystalliserer kun sjelden og da i
smaa rhombiske Søiler; ikke krystalliseret er
Brunjernsten. Nærmest til denne Art hører ogsaa
Myrmalm, som findes i ofte meget store Leier paa
Bunden af Sjøer og Myrer; Chromjern bestaar
af Jernoxydul og Chromoxyd (FeO. Cr₂O₃) og
forekommer oftest i drøie og kornede Masser;
Jernspat bestaar af Jernoxydul og Kulsyre,
krystalliserer i Rhomboedre og leverer et især til
Staalfabrikationen fortrinlig skikket Jern. — De
ovenfor anførte Mineralier benyttes (med
Undtagelse af Chromjern) til Fremstilling af Jern;
andre Jernforbindelser, som forekommer i Naturen
som Stenarter, men hvoraf Jern ikke udvindes, er
Svovlkis (FeS₂), Magnetkis og Titanjern.
Endvidere indeholdes Jern i opløst Tilstand i mange
Mineralkilder; i den organiske Verden forekommer
det i det dyriske Blods Farvestof. — Til teknisk Brug
anvendes Jernet ikke i ren Tilstand, da det som
saadant er uskikket til at bearbeides og tillige
overordentlig vanskeligt at smelte. Det bruges derfor
Jern
blot i Forbindelse med Kulstof, og efter dettes
Mængde skjelner man mellem 3 Slags af Jern:
Støbejern med 2—6 % Kulgehalt, Staal med
½—2 % og Smedejern eller Stangjern
med mindre end ½ % Kul. Støbejernet eller
Raajernet frembringes umiddelbart ved
Udsmeltning af Malmen, idet det i selve Ovnen optager
det Kul, som det kommer til at indeholde.
Malmen pukkes og knuses, hvorefter den glødes („rostes“)
for at fjerne Vand, Svovl og andre flygtige Stoffer,
hvoraf den kan indeholde Spor, og tillige for at
gjøre den lettere at knuse endnu finere. Derpaa
bringes den i Masovnen, en stor Schachtovn, der
kan være af indtil 60 Fods Høide og opføres med
massive Mure af ildfast Sten. Øverst oppe
smalner den af mod Kransen („Gichten“), hvis
Aabning kun har 3—6 Fods Vidde; nedenfor
Midten indsnevres den igjen noget. Ovnen fyldes
ovenfra med afvexlende Lag af Brænde (Trækul,
Koks o. lign.) og knust Jernmalm; naar Brændet
er antændt, tvinges gjennem Aabninger i Ovnens
nedre Del stærke Luftstrømme ind i den og
frembringer derved en overordentlig stærk Varme. Naar
Malmen begynder at antage Glødhede, udskiller dens
Surstof sig og forbinder sig med Kulstoffet til
Kulsyre og Kuloxyd, som gaar bort gjennem den
øverste Aabning. Det af Malmen udskilte Jern
forener sig ogsaa med Kul til Raajern og flyder i
smeltet Tilstand ned i „Herden“, hvorfra det fra
Tid til anden tappes ud. Efterhvert som
Malmen smelter ned, opvarmes de høiere liggende
Lag og synker efter, medens der ovenfra stadig
paafyldes nye Lag af Malm og Brænde; saaledes
foregaar Arbeidet ved en Masovn uafbrudt, ofte
i flere Aar, indtil Ovnen trænger til Reparation.
— Sammen med det smeltede Raajern flyder ogsaa
Slag ned i Herden; Slaggen er en Slags
mørkfarvet Glas, som fremkommer ved Smeltning af
den i større eller mindre Mængde i Jernmalmen
tilstedeværende Kiselsyre, Lerjord og Kalk. Den er
lettere end Jern og svømmer derfor i Herden
ovenpaa; den er nødvendig ved Jernfremstillingen, idet
den ved at bedække det smeltede Metals Overflade
hindrer, at dette kommer i Berørelse med Luften
og oxyderes, hvorved meget Jern vilde gaa
tilspilde. Hvis derfor Jernmalmen ikke indeholder
tilstrækkeligt af slagdannende Stoffer, tilsættes den
med saadanne („Tilslag“), navnlig Kalk. — Det
udsmeltede Raajern kan være af forskjellig
Beskaffenhed. Det hvide Raajern er forenet med Kul
i en kemisk Forbindelse; det er lyst af Farve,
glinsende, i smeltet Tilstand tyktflydende og stivner let,
hvorfor det ikke anvendes til Støbegods, men kun
til Fremstilling af Smedejern og Staal; det graa
Raajern har en Del af sit Kul kun mekanisk
indblandet og er derfor sortgraat af Farve. Det er
i smeltet Tilstand meget tyndtflydende og fylder
let alle Huller og Rum i Formen, hvorfor det
anvendes til alskens Støbegods. Blandede med
hinanden danner det hvide og det graa Jern
forskjellige Mellemsorter. Det hvide Raajern er
omtrent 7½, det graa ca. 7 Gange tungere end Vand.
Alt Støbejern er sprødt og har et kornet Brud;
det kan ikke smedes eller sveises. Til simplere
Støbegods kan det flydende Jern udstøbes
umiddelbart fra Masovnen; til finere Sager, som man
vil give en mere ensartet Sammensætning, maa
det stivnede Jern omsmeltes, hvilket enten sker i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
