Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jodelle, Etienne - Joel - Johan (Paver) - Johan (Konger i Sverige) - Johan, Nepomuk Maria Josef
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
loel
(1552) og „Didon se sacrifiant“ (1553) samt
Komedien „Eugène“. Af mindre Betydning var
hans lyriske Digte, mest af erotisk Indhold, i
Tidens Smag, samt hans Virksomhed som Maler,
Billedhugger og Arkitekt.
Joel, israelitisk Profet, Pethuels Søn, levede ca.
800 f. Kr. og profeterede i Juda Rige. Han spaaede
Landets Ødelæggelse ved Græshoppesværme og
Tørke og formanede Folket til Bod for dets Synder.
Hans Spaadomme er den anden Bog i Rækken af
de „smaa Profeters“ Skrifter i det Gamle Testamente.
Johan (Johannes), Navn paa 23 Paver. —
Johan den første var Pave 523—26 og gik
som den østgotiske Konge Theodoriks Sendebud til
Konstantinopel for at bevæge Keiser Justinian til
at indstille sine Forfølgelser mod Arianerne. Han
blev efter sin Død kanoniseret. — Johan den
ottende, Pave 872—82, kronede trods den tyske
Konge Ludvigs Indsigelse Karl den skaldede til
romersk Keiser og fik derfor betydelige
Landstrækninger samt Ret til at udnævne en apostolisk Vikar
med udstrakt Myndighed i Frankrige. 877 fik han
paa Synoden i Ravenna ogsaa den lavere
Geistlighed unddraget fra de verdslige Domstole. Den
af Hadrian den anden udnævnte Patriark i
Konstantinopel, Fotius, anerkjendte han i Haab om
derved at vinde Bulgarien tilbage under sin
Jurisdiktion. Da dette ikke skete, tilbagekaldte han
Anerkjendelsen. — Johan den tiende, Pave
914—28, sattes paa Pavestolen af Theodora, kronede
Kong Berengar til Keiser og slog 916 Saracenerne
ved Garigliano. Han styrtedes og dræbtes paa
Foranstaltning af Theodoras Datter Marozia. —
Johan den tolvte, Pave 955—63, var kun 18
Aar gammel, da han kom paa Pavestolen. Han
kaldte Kong Otto den første af Tyskland til Hjelp
mod Berengar den anden og kronede ham 962,
men afsattes næste Aar for Troløshed mod ham
samt for sit lastefulde Levnet. — Johan den
femtende, Pave 986—96, erklærede
Forhandlingerne paa Synoden i Rheims 991, hvor
Erkebiskop Arnulf var bleven afsat, for ugyldige, men
afsattes selv af Otto den tredie. — Johan den
nittende kjøbte som Lægmand Pavestolen ved
Bestikkelser og indehavde den 1024—33. Til ham
valfartede Knut den store og traf Overenskomst
om Palliernes Uddeling og om Betalingen af
Tiende og Peterspenge. — Johan den
toogtyvende, f. 1244, d. 1334, blev 1310 Erkebiskop
i Avignon og 1316 Pave; som saadan vedblev
han at residere i Avignon. Han optraadte 1323
mod den tyske Keiser Ludvig af Baiern og søgte
at styrte ham ved Ban og Interdikt; under sit
Ophold i Italien udnævnte Ludvig 1328 en
Modpave, Nikolaus den femte, men saasnart Ludvig
havde forladt Italien, lod Johan Nikolaus tage
tilfange og tvang ham til at frasige sig sin
Værdighed, hvorefter han ved et Edikt erklærede Italien
for skilt fra det tyske Rige. 1327 satte han
Marsilius af Padua, Johan af Gent m. fl. Retslærde
i Ban, fordi de benægtede Pavens Ret til at træffe
Afgjørelser i civile Sager. Han udgav
„Extravaganterne“, hvormed Corpus juris canonici af
sluttedes. — Johan den treogtyvende, Pave
1410—15, førte Krig med Kong Ladislaus af
Neapel og gav Aflad til dem, som vilde deltage i
et „Korstog“ mod ham. Da Huss i Prag med
Uforfærdethed og Kraft optraadte mod denne Pavens
Johan
Foranstaltning, stevnedes han til at møde i Rom.
men da han ikke indfandt sig, sattes han i Ban,
og Prag belagdes med Interdikt. For at faa Hjelp
mod Ladislaus henvendte Johan sig derpaa til
Keiser Sigismund, som til Gjengjeld forlangte
Afholdelsen af et Kirkemøde for at hæve det
pavelige Schisma, som saa længe havde fundet Sted,
og for at reformere Kirken. Mødet aabnedes i
Konstans 1414, og Johan indfandt sig; Koncilet
besluttede for at hæve Schismaet at bevæge baade
Johan og hans to Medpaver til at nedlægge sin
Værdighed, hvilket han ogsaa i Begyndelsen af
1415 lovede; men kort efter flygtede han med sine
Tilhængere til Schaffhausen, og der indlededes
derpaa en Kriminalproces mod ham. Her kom hans
forargelige Levnet for Dagen; han overbevistes om
at være skyldig i Mord, Utugt, Blodskam,
Røverier og Simoni og blev derpaa høitidelig afsat og
fængslet. Efter 4 Aars Forløb kjøbte han sig fri,
blev benaadet af Pave Martin den femte og
udnævntes 1419 til Kardinalbiskop og Dekan i
Kardinalkollegiet, men døde allerede s. A.
Johan, Navn paa to Konger i Sverige. —
Johan den første, Søn af Sverker den anden,
f. ca. 1201, d. 1222, valgtes efter Erik Knutssons
Død i en Alder af 15 Aar til Konge af
Prælaterne og Adelen. Han skjenkede Kirken flere
betydelige Rettigheder og gjorde ca. 1220 et Korstog
til Estland. — Johan den tredie (Kong Hans
regnes i Sverige for Johan den anden), Gustav
Vasas Søn, f. 1537, d. 1592, blev i Faderens
Levetid Hertug i Finland og forbandt sig derpaa
med Kong Sigismund den anden af Polen, hvis
Søster, Katarina Jagellonika, han ægtede. Efter
en Tid paa Grund af Planer til at løsrive
Finland at have været indesperret paa Gripsholm
kom han fri 1567, Mede sig i Spidsen for
Aristokratiet og styrtede sin Broder Erik den fjortende.
Han var en svag og ustadig, men desuagtet
herskesyg og egensindig Regent, som laa i Strid baade
med sine Undersaatter og med Naboerne. Han
ansaa det for sin Opgave at sammensmelte alle
Troessamfund og skaffede sig ved sine
Forholdsregler dertil Fiender i det lutherske Presteskab, som
beskyldte ham for at helde til Katholicismen, da
han lod sin Søn Sigismund opdrage i denne
Religion. Fra Erik den fjortende arvede han en
Krig med Danmark, som han 1570 maatte ende
paa haarde Betingelser ved en Fred i Stettin,
efterat han havde indviklet sig i en Krig med
Rusland, hvilken endnu varede ved hans Død.
Johan, [[** kommaet er etter alt å dømme feil **]] Nepomuk Maria Josef, Konge af
Sachsen, f. 1801, d. 1873, Søn af Prins
Maximilian, fik 1830 Sæde og Stemme i
Geheimeraadet og 1831 Forsædet i Statsraadet samt blev
Medlem af første Kammer. 1854 besteg han
Tronen efter sin Broder Fredrik August. Han var en
virksom og oplyst Fyrste, som navnlig indlagde sig
store Fortjenester af Retsordningen og
Lovgivningen samt ved gjennem Anlæg af Jernbaner at
fremme Samfærdselen. I sin Udenrigspolitik fulgte
han Beust og sluttede sig 1866 til Østerrige, men
maatte efter dettes Nederlag indtræde i det
nordtyske Forbund og underkastede sig med en høi
Grad af Uegennytte og Loyalitet den nye Ordning
i Tyskland. Han dyrkede lærde Studier og udgav
bl. a. 1839 pseudonymt en Oversættelse af Dantes
„Divina commedia“ med oplysende Anmærkninger.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
