Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jones, Ernst - Jones, Inigo - Jones, John Paul - Jones, William - Jones, Owen - Jongleurs - Jonquières, Henri Alexandre Antoine de - Jonsbogen - Jonson, Benjamin
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Virksomhed som Folketaler og Publicist og stod i Spidsen
for den store Chartistprocession til Parlamentet
1848. S. A. dømtes han for nogle angivelig
oprørske Taler til to Aars ensomt Fængsel. Senere
praktiserede han som Advokat og forsvarede bl. a.
1867 de i Manchester fængslede Feniere. Allerede
1841 havde han optraadt som Romanforfatter og
skrev senere en Række Fortællinger og Digte, som
udmærker sig ved kraftig Stil, dyb og ægte poetisk
Følelse og ædle Tanker.
Jones, Inigo, engelsk Arkitekt, f. 1572, d.
1652, var først bestemt til Snedker, men viste saa
afgjort Begavelse for Maler- og Bygningskunsten,
at han fik Understøttelse for i Udlandet at uddanne
sig. Mod Slutningen af sit Liv kom han under
Revolutionen i Fængsel som en Tilhænger af Karl
den første og kunde blot ved at opofre Størstedelen
af sin Formue igjen faa sin Frihed. Han udkastede
Planen til Bebyggelsen af Greenwich og opførte
bl. a. Whitehall i London.
Jones, John Paul, amerikansk Sjøhelt, f. 1747
i Skotland, d. 1792, kom som ung til Amerika
og drev en Tid Slavehandel. Denne opgav han
dog snart ved Tanken paa dens Uretfærdighed og
levede derpaa som Koffardikaptein. 1775 tilbød
han ved Udbruddet af den amerikanske
Uafhængighedskrig Kongressen sin Tjeneste og udmærkede sig
gjentagne Gange i Kampen mod den engelske
Sjømagt. 1777 sendtes han til Frankrige for at
tage Kommandoen over en fransk Flaade, som
skulde understøtte Amerikanerne, men da Frankrige
tøvede med at erklære England Krig, gjorde han
1778 paa egen Haand et Streiftog til Englands
Nordkyst, hvor han opbrændte flere Skibe og
indtog Grev Selkirks Slot. 1779 blev han
Kommandør over en forenet fransk-amerikansk Eskadre,
med hvilken han udførte store Bedrifter ved de
engelske Kyster; bl. a. tog han det store engelske
Linieskib „Serapis“ og gjorde 800 Krigsfanger.
Efter Tilbagekomsten til Frankrige blev han
Gjenstand for storartede Æresbevisninger, ligeledes i
Amerika, hvortil han 1781 vendte tilbage. Efter
Freden forsøgte han at grunde en Pelshandel
mellem Nordamerika og Kina, men gik senere paa
Katharina den andens Indbydelse i russisk Tjeneste
som Kontreadmiral og bidrog 1788 væsentlig til
Russernes Seier over den tyrkiske Flaade.
Allerede Aaret efter tog han dog Afsked paa Grund af
Potemkins Skinsyge og levede siden i Paris. —
Han er Helten i Coopers „The pilot“ og Alex.
Dumas père’s „Le capitaine Paul“.
Jones, Sir William, engelsk Orientalist, f.
1746, d. 1794, studerede i Oxford ved Siden af
de romanske Sprog fornemmelig Arabisk og
Persisk og begyndte 21 Aar gl. at lægge sig efter
Kinesisk. Senere studerede han tillige
Retsvidenskaben og blev 1783 Dommer ved Overretten i
Kalkutta. Her lagde han sig efter Sanskrit og
beskjeftigede sig desuden meget med videnskabelige
Undersøgelser over Indien. Han udgav bl. a. en
persisk Grammatik, Oversættelser fra Arabisk og
Sanskrit (deribl. af „Sakuntala“) samt en Række
Afhandlinger af stort Værd om Indiens og andre
asiatiske Landes Historie, Literatur og Arkæologi.
Jones, Owen, engelsk Arkitekt, f. 1809, d. 1874,
uddannede sig under Veiledning af Vulliamy og
senere paa Reiser i Europa og Ægypten. Ved
Opførelsen af Verdensudstillingsbygningen i
London 1850 fik han det Hverv at dekorere det
indvendige af den og skilte sig saa vel derfra, at det
1852 ogsaa overdroges ham at dekorere det indre
af Glaspaladset i Sydenham. Senere forestod
han Opførelsen af St. James-Hall i Piccadilly.
Af hans Skrifter, der navnlig behandler
Ornamentiken, kan anføres hans Pragtverk over
Alhambra samt „Grammar of Ornament“.
Jongleurs (udt. Sjonglør), af det nylatinske
Jaculator, prov. Joglar eller Joglador, i
Middelalderen i Provence og Nordfrankrige Navn paa
de Personer, der var Digtere, Sangere og
Recitatorer af Profession og enten fulgte
Troubadourerne (s. d.) som deres Underordnede og
Foredragere af deres Sange eller hørte til Fyrsternes
Hofpersonale; i sidste Tilfælde fik de Navn af
Ménéstrels, i England Minstrels, og dannede i
Regelen en egen Korporation med en Roi des
ménéstrels i Spidsen. Nogle Jongleurer levede
ogsaa uafhængige og drog omkring til
Adelsslottene og Markederne som Spillemænd, Sangere og
Fortællere; mange af dem befattede sig derhos
med Kunster af lavere Art, f. Ex. Forevisning af
dresserede Dyr, gymnastiske Præstationer o. lign.
Nu forstaar man ved Jonglører udelukkende
dem, som driver de sidstnævnte Slags Kunster,
altsaa d. s. s. Gjøglere, Taskenspillere.
Jonquières (udt. Sjonkiær), Henri Alexandre
Antoine de, dansk General af fransk Slægt, f.
1816, d. 1879, indtraadte 1838 som Officér i
Artilleriet, blev 1842 Lærer i Artillerifag ved den
militære Høiskole, deltog i Krigen 1848—50 samt
1864 som Major og kommanderende Artilleriofficér
i Dybbølstillingen. 1865 blev han Chef for
Artilleriet og 1867 General; 1870 valgtes han til
Medlem af Landsthinget. Han har forfattet flere
Skrifter og Afhandlinger om militære Gjenstande.
Jonsbogen (Jonsbók), se Islandske Love.
Jonson, Benjamin, sædvanlig kaldt Ben
Jonson, fremragende engelsk dramatisk Digter, f.
1574 (ell. 73), d. 1637, sattes først i Murerlære,
men rømte og lod sig hverve, var med paa et
Felttog i Nederlandene og studerede efter sin
Tilbagekomst ved Universitetet i Cambridge. Snart
optraadte han imidlertid som Skuespiller, men blev,
da han i en Tvekamp havde dræbt sin Modstander,
sat i Fængsel, hvor han gik over til den katholske
Kirke. Efter sin Frigivelse begyndte han at skrive
for Scenen; hans to første Arbeider var de skarpt
satiriske Lystspil „Every man in his humour“
(1596) og „Every man out of his humour“ (1599).
Han vandt snart Bifald og traadte i venskabelig
Forbindelse med Tidens første Forfattere, Beaumont,
Fletcher og Shakespeare [[** NB, ikke staving "Shakspeare" her **]]. Næst efter denne sidste
var han selv utvivlsomt Periodens mest begavede
Digter, uden dog at søge at rivalisere med ham.
Han søgte meget mere at bibringe sine Stykker
noget af Antikens Ro og Korrekthed i
Modsætning til den ubændige og frit spillende Kraft og
Lidenskab, som kom til Orde gjennem Shakespeares
Digtning. Emnerne for sin Fremstilling studerede
han paa det nøieste, hvorved hans omfattende
Lærdom kom ham til Hjelp; i sine Arbeider er
han logisk og rig paa Sentenser; alt er reflekteret,
men han savner Shakespeares mægtige Evne
til at opfange og gjengive Livet i al dets Fylde,
om end den varmblodige Renaissancetids Liv og
Lidenskab mangengang bryder igjennem ogsaa hos
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
