Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jon Arnessøn - Jon Brynulfssøn - Jon Haraldssøn - Jon Kuvlung - Jon Loftssøn - Jon Ogmundssøn - Jon Raude - Jonas - Jonas, Justus - Jonathan - Jonckbloet, Willem Jozef Andreas - Jones, Ernst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Jon Biynjulfsjsn
Giftermaal med Thore Hunds Sønnedatter
Rannveig kom han i Besiddelse af det store Bjarkøgods.
Jon Brynjulfssøn fra Sogn, norsk Baron
paa Erik Magnussøns Tid, var en af de Mænd,
som under Kongens Mindreaarighed styrede Riget,
og som i høi Grad bidrog til at knække
Geistlighedens altfor store Indflydelse. Paa Grund heraf
blev han lyst i Ban af Erkebispen, men dette
synes ikke at have virket stort ligeoverfor den
ansete og villiefaste Mand. Han var en Tid
Kongens Befalingsmand i Trondhjem og
forflyttedes senere til Hedemarken i samme Egenskab.
Jon Haraldssøn, Jarl paa Orknøerne i
Begyndelsen af det 13de Aarh. arvede efter
Faderen Harald Maddadhssøns Død tilligemed sin
Broder David Jarledømmet. Under
Tronstridighederne mellem Birkebeinernes og Baglernes
Konger havde Orknøjarlerne omtrent gjort sig
uafhængige; men da Forlig sluttedes mellem Inge
Baardssøn og Filip Simonssøn, ilede de til Norge
og fik beholde sin Værdighed mod at betale store
Bøder og stille Gidsler til Sikkerhed. Under
Haakon Haakonssøn var Forholdet mellem ham
og Jon taalelig godt en Tid; men Jarlen gav
dog oftere Anledning til Misnøie. Tilsidst
overrumplede Haakons Sysselmand Haanev Jarlen
og dræbte ham med flere af hans Mænd.
Jon Kuvlung (af Kuvl ɔ: Munkekappe), norsk
Munk ved Hovedøens Kloster paa Kong Sverres Tid,
udgav sig 1185 for en Søn af Kong Inge
Haraldssøn og samlede om sig et stort Parti, som kaldtes
Kuvlungerne. Især fik han Tilløb fra Viken,
hvor den Aaret i Forveien faldne Magnus
Erlingssøn havde havt sine fleste Tilhængere. 1186
drog Kuvlungerne til Trondhjem, hvor Sverre
da opholdt sig, besatte Byen og dræbte flere af
hans Folk. Sverre var ikke mandstærk nok til at
møde dem, hvorfor han holdt sig i Ro paa sin
Borg, og kort efter drog de bort. Aaret efter
fornyede Jon sit Forsøg mod Trondhjem, men
blev da slagen af Sverre. Efter flere Kampe
lykkedes det Sverre (Decbr. 1188) at overfalde
Kuvlungerne i Bergen, hvor Jon dræbtes og hans
Flok adsplittedes.
Jon Loftssøn, Sønnesøn af Sæmund Frode
og Dattersøn af Magnus Barfod, var en af
Islands mægtigste Høvdinger i sidste Halvdel af det
12te Aarh. og tillige anset for sin Tids lærdeste
og rigeste Mand paa Øen. Han var Snorre
Sturlassøns Fosterfader, og det skyldes væsentlig
hans Klogskab og store Indflydelse, at
Sturlungerne og deres mægtige Fiender flere Gange blev
forligte for en kort Tid. Han modsatte sig
Geistlighedens Anmasselser, og saa stor var hans
Indflydelse, at de mægtige katholske Biskoper kom til
kort ligeoverfor ham, trods deres Banstraale. Han
døde 1197.
Jon Ogmundssøn, første Biskop i Hole paa
Island, f. 1050, d. 1121, skildres i Sagaerne
som en meget veltalende Mand. Han skal have
givet Stødet til Nidarholms Klosters Oprettelse.
Ved sin Nidkjærhed og sit strenge Levnet erhvervede
han sig et stort Ry og bidrog meget til
Oplysningens Fremme paa Island. Han blev senere
erklæret for Helgen, og hans Dødsdag (23de April)
optoges i Hole Bispedømme blandt Helligdagenes
Tal, ligesom hans Ben blev opgravne og satte i
et Skrin paa Hole Kirkes Høialter.
Jon Raude, Erkebiskop i Nidaros fra 1267
til 1282, var en myndig og kraftfuld Mand, som
ved enhver Leilighed søgte at befæste og forøge
Geistlighedens Indflydelse. Han modsatte sig
med Ihærdighed Magnus Lagabøters Lovreform
i alt hvad Kristenretten angik. Paa Rigsmødet
i Bergen 1273 kom det dog til Forlig mellem
Kongen og Erkebispen ved at man paa begge
Sider gjorde Indrømmelser. Denne
Overenskomst førte dog ikke til noget, da Paven paa
Koncilet i Lyon 1274 tilføiede nogle
Tillægsbestemmelser, som Kongen ikke vilde underskrive. Ved
et nyt Møde kom imidlertid et Forlig istand, idet
Kong Magnus gjorde yderligere Indrømmelser.
Efter Erik Magnussøns Regjeringstiltrædelse kom
Erkebispen snart i Strid med
Formynderregjeringen; han forsøgte med Strenghed at tvinge
sin Villie igjennem og lyste flere af Kongens
Raadgivere i Ban. Men dette havde til Følge,
at han tilligemed to andre Biskoper blev
landsforvist. Han døde kort efter i Skara i Sverige.
Jonas, en af de hebraiske Profeter, optraadte
under Jeroboam den andens Regjering (ca. 800
f. Kr.). Efter Beretningen i den
gammeltestamentlige Bog, som bærer hans Navn, sendtes han
af Herren for at prædike Bod i Ninive; da han for
at unddrage sig dette Hverv gjorde en Sjøreise, blev
han under en Storm kastet overbord og slugt af
en stor Fisk, i hvis Mave han tilbragte tre Døgn.
Da Fisken havde kastet ham op paa Land, gik han
til Ninive og prædikede Bod, men blev
misfornøiet, da Herren paa Grund af Niniviternes Anger
over sine Synder forskaanede dem for Straf.
Jonas, Justus, en af den lutherske
Reformations Medarbeidere, f. 1493, d. 1555, blev 1521
Professor i Theologien og Provst i Wittenberg.
Han var en personlig Ven af Luther, hvem han
ledsagede til Rigsdagen i Worms og senere hjalp
ved Bibeloversættelsen og Kirkevisitationen. For
Reformationen virkede han ogsaa ved talrige
Skrifter og Oversættelser, bl. a. af Melanchthons
oprindelig paa Latin skrevne Apologi for den
augsburgske Konfession. 1541 blev han
Superintendent i Halle og 1546 i Koburg.
Jonathan, Søn as Kong Saul, Davids
fortrolige Ven, faldt sammen med sin Fader og sine
Brødre i et Slag mod Filisterne.
Jonckbloet (udt. Jonkblut), Willem Jozef
Andreas, hollandsk Literaturhistoriker, f. 1817,
studerede først Medicin, derpaa Jus, men lagde sig
senere udelukkende efter hollandsk Sprog og
Literatur, blev 1847 Professor ved Athenæum i
Deventer og 1854 i Groeningen. Kort efter
indvalgtes han i Generalstaternes Andetkammer og
nedlagde nu sit Professorat for at leve som
Privatmand i Haag. Hans mest fremragende Verker er
„Den middelnederlandske Digtekunsts Historie“
(3 Bd., 1851—54), „Étude sur le Roman de
Renart“ (1863) og „Den nederlandske Literaturs
Historie“.
Jones (udt. Dsjonns), Ernst, engelsk Jurist,
Politiker og Digter, f. 1819 i Hannover, hvor
Faderen var Adjutant hos Hertugen af
Cumberland (den senere Kong Ernst August), d. 1869,
studerede i Göttingen og blev 1844 Sagfører i
London. Kort efter sluttede han sig til
Chartistbevægelsen og blev en af Partiets mest
fremragende Ledere; han udfoldede en udstrakt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
