Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Josefine Mare Rose - Josefine Maximiliane Eugenie - Josefinos - Josephson, Jakob Axel - Josepos, Flavius - Josias - Jósika, Nikolaus - Josquin Desprez
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
losefine Maximiliane Eugenie
hendes konfiskerede Eiendom tilbage og førte hende
sammen med Napoleon Bonaparte, som forelskede
sig i hende og ægtede hende 1796. Da han 1804
lod sig krone til Keiser, paasatte han hende selv
Kronen. Der herskede mellem hende og Napoleon
en levende og gjensidig Kjærlighed, men da
Ægtestabet vedblev at vare ufrugtbart, og Napoleon
gjerne ønskede en retmæssig Arving til sit Rige,
sik han 1809 Forbindelsen opløst og ægtede
Erkehertuginde Marie Luise af Østerrige. Josefine fik
Slottene Malmaison og Navarre ved Evreux, hvor
hun levede omgiven af Pragt og Luxus; hun ved
blev at nære en levende Hengivenhed for
Napoleon, med hvem hun korresponderede, og hvis
Besøg hun undertiden modtog. Napoleons
Tronfrasigelse rammede hende som et haardt Slag, og
1814 døde hun under hans Ophold paa Elba.
Josefine Maximiliane Eugenie, Dronning
i Norge og Sverige, f. i Mailand 1807, d. 1876,
var Datter af Hertug Eugen af Leuchtenberg og
blev 1823 gift med daværende Kronprins Oskar,
senere Kong Oskar den første.
Josefinos, i Spanien Navn paa Josef
Bonapartes Tilhængere i Tiden 1808—13.
Josephson, Jakob Axel, fremragende svensk
Komponist, f. 1818 i Stockholm af jødiske
Forældre, gik i sin Ungdom over til Kristendommen,
blev 1835 Student i Upsala og tog 1842 den
filofofiske Magistergrad. 1843 foretog han,
hovedsagelig med Understøttelse af Jenny Lind, en
Udenlandsreise, paa hvilken han i Dresden studerede
Orgelspil under Julius Schneider og i Leipzig
Komposition under Hauptmann og Gade. 1845—46
opholdt han sig i Rom, hvor han valgtes til
Æresmedlem af det musikalske Akademi Santa Cecilia,
blev derpaa efter sin Tilbagekomst til Sverige 1849
udnævnt til Musikdirektør ved Universitetet i Upsala,
indvalgtes 1857 i det svenske musikalske Akademi,
blev 1864 Organist ved Upsala Domkirke og 1874
titulær Professor. Han døde 1880. — Som
Musikdirektør udfoldede Josephson en rig Virksomhed og
gjorde sig navnlig fortjent ved sine hver Vaar af
holdte Oratoriekoncerter, paa hvilke han bl. a. bragte
Händels og Haydns betydeligste Arbeider til
Opførelse. Som Komponist var han nærmest beslægtet
med Adolf Lindblad, med hvem han stemte
overens i Kompositionernes enkle Inderlighet, og
Skjønhed og i et vist vemodigt Drag, der gaar gjennem
de fleste af dem. Han komponerede dels
Kirkemusik, dels et større Antal Festkantater, Mandskor
og Sange med Pianoakkompagncment (over 30
Hefter), hvis store kunstneriske Fortrin i
Forbindelse med deres tiltalende Simpelhed og
Letfattelighed tildels har gjort dem meget populære. —
Hans Broder Ludvig Oscar Josephson, f.
1832, var først bestemt til at blive Boghandler,
men forlot, denne Beskjeftigelse og blev 1857
Skuespiller i Stockholm. 1872—76 var han ansat som
Theaterdirektør ved Kristiania Theater, hvor det
skyldtes hans Dygtighed og Energi, at en fast
Opera blev oprettet, hvilken dog igjen gik ind efter
hans Fratræden. Han udmærkede sig især ved den
fortrinlige Maade, hvorpaa han forestod
Iscenesætningen. Senere har han opholdt sig i
Stockholm, hvor han med Held leder „Nya Teatern“.
Han har ogsaa optraadt som dramatisk Forfatter.
Josepos ell. Josephus, Flavius, jødisk
Historieskriver, f. i Jerusalem 37 e. Kr., var af en
prestelig Slægt og sluttede sig til Farisæernes
Sekt. Ved Udbruddet af Jødernes Opstand mod
Romerne overtog han Forvaltningen af Galilæa
og forsvarede Fæstningen Jotapata mod
Vespasian og Titus under en Beleiring i 47 Dage.
Da Fæstningen ved Forræderi var indtagen,
blev han greben og fort som Fange til
Vespasian, hvis Gunst han vandt. Senere fulgte han
Titus pall dennes Tog til Jerusalem og
opfordrede gjentagne Gange, men forgjeves, sine
Landsmænd til at overgive sig. Efter Jerusalems
Indtagelse fulgte han Titus til Rom, hvor han
skrev sin bekjendte „Historie om den jødiske Krig“,
først paa Hebraisk, senere paa Græsk. Af andre
Skrifter forfattede han en jødisk Arkæologi, d. e.
en Jødernes Historie fra Verdens Skabelse til
Neros 12te Regjeringsaar, samt en Autobiografi.
Hans Verker er ofte udgivne samlede, bedst af
Bekker (Leipzig 1865).
Josias, Konge i Juda Rige, Søn af Amon
og Sønnesøn af Manasse, regjerebe 640—609 f.
Kr. Han afskaffede Afgudsdyrkelsen og
gjennemførte, efterat Ypperstepresten Hilkia havde
gjenfundet de tabte Lovbøger, en Reform i Gudstjenesten.
I det hele roses han i Bibelen som en from og
god Konge. Han blev saaret i et Slag ved
Megiddo mod Kong Neko den anden af Ægypten og
døde kort efter.
Jósika, Nikolaus, Baron, ungarsk
Romanforfatter, f. 1794, d. 1865, studerede Retsvidenskaben
og indtraadte derpaa i Arméen, deltog i
Felttogene indtil Fredsslutningen og gik derefter over i
den civile Statstjeneste. 1818 vendte han tilbage
til Ungarn og levede som Godseier dels der, dels
i Siebenbürgen. 1834 optraadte han paa den
siebenbürgiske Landdag som afgjort
Oppositionsmand og forfegtede 1847 i Landdagen
Siebenbürgens Forening med Ungarn. 1848 deltog han i
de revolutionære Bevægelser i Ungarn, men maatte
efter Katastrofen ved Világos flygte til Udlandet
og boede dels i Bryssel, dels i Dresden. Fra
1834 havde han optraadt som Forfatter og snart
vundet Bifald; indtil 1848 offentliggjorde han
ca. 60 Bind Romaner, hvoriblandt de mest
bekjendte er „Az utolsó Bátory“ („Den sidste Batory“),
„A Csehek Magyarországban“ („Bøhmerne i
Ungarn“) og „Jósika István“. Af hans senere Verker
kan især fremhæves „Esther“ og „A Cegváriak“.
Stoffet til sine Romaner tog han af Ungarns
Historie; han var paavirket af Walter Scott, men
var fri for dennes trættende Brede og komponerede
sine Arbeider med Behændighed og original
Opfindsomhed. De fleste af hans Romaner er
oversatte til Tysk, tildels af hans Hustru, Julie
Jósika (f. 1815).
Josquin Desprez (udt. Joskæng dæpre) ell.
De Près (udt. dø præ), lat. Jodocus
Pratensis, fransk Kirkekomponist, f. ca. 1450, d. 1521,
uddannede sig under Ockenheim, var en Tid
Musikmester ved Kathedralkirken i Cambrai og gik under
Sixtus den fjerde til Rom, hvor han blev Sanger
i det pavelige Kapel. Senere opholdt han sig i
Ferrara og Paris, blev derpaa Kapelmester hos
Maximilian den første og tilsidst Provst ved
Domkapitlet i Condé. Han var den dygtigste
Kontrapunktist i Tiden før Palestrina og komponerede
talrige Salmer, Messer og Motetter samt
verdslige Sange af høit Værd.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
