Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Josef, Konge af Neapel - Josef (Keisere i det tyske Rige) - Josefine Mare Rose
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Josef, Konge af Neapel og senere af Spanien,
se Bonaparte, Josef.
Josef, Navn paa to Keisere i det tyske Rige.
— Josef den første, Søn af Leopold den første,
f. 1678, d. 1711, blev allerede 1689 Konge i
Ungarn og 1690 romersk Konge; 1705 besteg han
Keisertronen. Han fortsatte den under Faderens
Regjering begyndte spanske Arvefølgekrig og var
ved Eugens og Marlboroughs Seire istand til at
fordrive Franskmændene fra Italien og
Nederlandene; endog Frankriges egne Grændser blev
truede, og Ludvig den fjortende maatte gjentagne
Gange bede om Fred. 1706 havde Karl den tolvte
paa Veien til Polen uden at bryde sig om Keiseren
taget Veien gjennem Schlesien; Josef forligte sig
dog med ham 1707 og gav de schlesiske Protestanter
Religionsfrihed. 1706 erklærede han Kurfyrsterne
af Baiern og Köln og 1708 Hertugen af Mantua
i Rigets Acht, fordi de stod i Forbindelse med
Frankrige. En Opstand i Ungarn, som allerede
var begyndt under Faderens Regjering, lykkedes
det ham at dæmpe. Han var en kraftig, men
mild Hersker, som navnlig skaffede de undertrykte
Bønder flere Lettelser. — Josef den anden,
Søn af Frans den første og Maria Theresia, f.
1741, d. 1790, valgtes og kronedes 1764 til
romersk Konge og fulgte n. A. sin Fader paa
Keisertronen, medens Moderen samtidig gjorde ham til
sin Medregent i de østerrigske Lande. Dog
indskrænkede hans Deltagelse i Styrelsen sig i det
væsentlige til, at han indehavde den øverste Ledelse
af Arméen, samt at han af og til greb ind i
Udenrigspolitiken, saaledes ved at bevæge Moderen til
at deltage i Polens første Deling. Forresten gjorde
han under Moderens Regjering flere Reiser baade
inden- og udenlands for at udvide sine Kundskaber
og gjøre sig skikket til Regent. Efter Maria
Theresias Død 1780 blev han Enehersker i det
østerrigste Monarki. I sin Udenrigspolitik vendte han
sig først mod Holland, idet han ophævede den
saakaldte Barrièretraktat og tvang Hollænderne til at
inddrage Besætningerne i Fæstningerne paa det
østerrigske Belgiens Grændser. Da Holland
negtede at hæve Sperringen af Schelde, truede han
med Krig, men det kom 1785 ved Frankriges
Mægling til et Forlig. Nu optog Josef de Planer,
han allerede i Moderens Levetid havde næret om
Baierns Erhvervelse, og vilde tilbytte sig dette
Land for Belgien; hans Planer strandede dog paa
Modstand fra Fredrik den anden, som for at
forhindre dem stiftede det bekjendte Fyrsteforbund.
Josef søgte derpaa at udvide sit Rige i Øst og
begyndte i Forbund med Rusland Krig mod
Tyrkiet. Krigen førtes med vexlende Held og varede
til efter Keiserens Død. — Det var dog ikke Josefs
Foretagender udadtil, der skaffede ham det lysende
Navn blandt sin Samtids Fyrster, som han med
Rette bærer. Dette havde han meget mere sin
Indenrigspolitik at takke for. Han var af Naturen
ypperlig begavet og havde faaet sine Evner
udviklede ved en god Opdragelse. Han var opfyldt
af Begeistring for Fremskridt, Ret og Sandhed og
stræbte uafbrudt at virkeliggjøre sine Idéer i sit
Lands Styrelse. Forholdene og Tidens Aand
medførte, at han derved handlede som Despot, men
dette tjener kun i ringe Grad til at fordunkle den
Ære, som tilkommer ham. Saasnart han ved
Moderens Død havde faaet frie Hænder, begyndte
losefine Marie Rose
han en Række Reformer. Han forenede for første
Gang de østerrigske Lande til en Helstat, som han
delte i 13 Regjeringskredse, og søgte saa meget
som mulig at centralisere Styrelsen og
Forvaltningen. Embedsstanden reformeredes, og mange
og store Underslæb droges for Lyset og straffedes;
Retsvæsenet forbedredes ved Indførelsen af nye
Love, som bl. a. afskaffede Dødsstraffen, og
almindelig Lighed for Loven blev herskende.
Trykkefriheden indførtes for Dagspressen, og for Bøger
overgaves Censuren til frisindede Lærde istedenfor
til Geistligheden; Videnskaber og Kunster
beskyttedes, og Folkeoplysningen blev Gjenstand for
Regjeringens særlige Omsorg. Ikke mindre sørgede
Josef for sine Landes materielle Opkomst ved at
ordne Grundskatten efter nye Principer, fremme
Anlæg af Fabriker, skaffe Pengebidrag til
industrielle Foretagender og ophæve trykkende Monopoler.
Hans største Foranstaltninger var imidlertid
Ophævelsen af Bøndernes Livegenskab og Udstedelsen
af Toleranceediktet, ved hvilket Protestanter og
Græskkatholske fik fri Religionsøvelse. Ogsaa
Jødernes Stilling forbedrede han. Mod Paven og
det mægtige Presteskab optraadte han med
Myndighed; Geistligheden i de østerrigske Lande blev
forbudt enhver Forbindelse med Pavestolen uden
Keiserens Tilladelse; alle pavelige Buller og Breve
blev underkastede placitum regium, og Klemens den
ellevtes Bulle mod Jansenisterne saavelsom Bullen
„In coena domini“, der indeholder en samlet
Fremstilling af Hierarkiets Rettigheder ligeoverfor de
verdslige Fyrster, undertryktes. 1782—90 blev
henimod 700 Klostre i Østerrige ophævede, og de
Ordensgeistliges Antal formindskedes fra 63,000 til
27,000; de tilbageværende Klostre stilledes under
Biskopernes Opsyn. Pave Pius den sjette søgte
ved en Reise til Wien 1782 og en personlig
Konference med Keiseren at hemme hans Reformer,
men udrettede intet. Imidlertid stødte hans
Forholdsregler ved den Hensynsløshed, hvormed han
gjennemførte dem, paa megen Modstand baade i
haus tyske Lande og fornemmelig i Ungarn og
Belgien; i Ungarn vakte især hans Bestræbelser
for Indførelsen af Tysk som officielt Sprog
almindeligt Misnøie og ledede til gjentagne Urolig
heder. Ogsaa i Belgien udbrød Opstand 1789, og
de derværende Provinser erklærede sig for
uafhængige; for at forebygge, at det samme skulde
ske i Ungarn, maatte Josef til sin store Sorg
bekvemme sig til at tilbagekalde alle sine Reformer
med Undtagelse af Toleranceediktet og
Livegenskabets Ophævelse. Dette i Forbindelse med hans
nedbrudte Helbred og andre ulykkelige
Omstændigheder i hans Liv medførte hans tidlige Død. —
1807 reiste hans Brodersøn, Keiser Frans, ham i
Wien en Statue, paa hvis Fodstykke staar: „Josef
den anden, der levede for Statens Vel, ikke længe,
men helt.“
Josefine Marie Rose, fransk Keiserinde, f.
Tascher de la Pagerie, var Datter af en fransk
Havnekaptein paa Martinique og født 1763. 15
Aar gl. kom hun til Frankrige og blev n. A.
gift med Vicomte Alexander de Beauharnais, med
hvem hun havde Sønnen Eugen af Leuchtenberg
og Datteren Hortense, senere Dronning i Holland.
Beauharnais henrettedes under Terrorismen 1794
og hun selv blev en Tid fængslet; efterat hun
havde faaet sin Frihed, skaffede Barras hende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
