Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jødisk Literatur - Jøkelfjeldene - Jøkler
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Jødisk Literatur, Jødernes Literatur fra
Exilet til den nyeste Tid. I denne Literaturs
første Periode, der kan regnes at gaa til det 9de
Aarh. e. Kr., udviklede den sig fornemmelig i
Palæstina og Babylonien. Det almindeligst benyttede
Sprog var Aramæisk, men tildels opblandet med
Latin og Græsk. Nær til Esra sluttede sig den
saakaldte „Store Synagoge“, som vedblev at virke
under Makkabæerne og lagde Grunden til Masora
(se Hebraisk Sprog og Literatur). De hellige
Skrifter fandt talrige Fortolkere og Oversættere,
hvis Verker danner en omfangsrig Literatur.
Inden denne Fortolkningsliteratur skjelnes mellem
Halacha og Haggada; den første holder sig
alene til Bibelens udtrykkelige Ord for deraf at
uddrage Lovbestemmelser, som er blevne samlede i
Talmud (Mischna og Gemara). Hillel
gjelder for at have afsluttet og samlet den i
Talmud nedlagte mundtlige Tradition, ligesom Esra
havde afsluttet den skriftlige i den
gammeltestamentlige Kanon; dog afsluttedes den saakaldte
palæstinensiske eller jerusalemske Talmud først
370—80 i Tiberias, medens den „babyloniske“
Talmuds Samling fuldendtes i Babylonien i det
5te Aarh. I Modsætning til Halacha betegner
Haggada (egentl. „Forkyndelse“) en Art Homiletik
med Ordforklaring, allegorisk og mystisk Forklaring
til de hellige Skrifter, hvorhos den indeholder
Begyndelsesgrundene til flere Videnskaber
(Medicin, Mathematik, Astronomi, Ethik) samt en
Mængde Legender. Især den Del, som fører
Navnet Kabbala, har tidlig tiltrukket sig
Opmærksomhed ogsaa blandt de Kristne; den er
paavirket af alexandrinsk Filosofi og indeholder
metafysiske Undersøgelser om Guds Væsen og
Aabenbaring, om Englene o. lign. Til den specielle
Haggada, som kommenterer de forskjellige bibelske
Skrifter, slutter sig liturgiske Verker, for det meste
paa Hebraisk. — En ny Periode i den jødiske
Literatur danner Tiden fra Begyndelsen af det
9de til Begynnelsen af det 16de Aarh. Nu
paavirkedes det jødiske Folk, som allerede længe havde
været spredt, paa den ene Side af de Kristne,
paa den anden Side af de muhamedanske
Arabere. De sidstes Indflydelse var størst, og
arabiskdannede [[** bindestrek skal vel fjernes? **]] Jøder udbredte videnskabelige Studier i
Spanien, Italien og Sydfrankrige, hvorfra jødisk
Videnskab ogsaa trængte ind i Tyskland. Toledo
i Spanien blev den jødiske Literaturs Hovedsæde,
og fra det 12te Aarh. oversattes en Mængde
arabiske Skrifter paa Hebraisk. Af arabisk-spanske
Elementer paa den ene Side og jødisk-kristelige
paa den anden fremgik den nyere kabbalististe
Literatur i det 14de og 15de Aarh. Foruden
Oversættelser og Fortolkninger af de hellige
Skrifter leveredes grammatiske og dogmatiske Verker;
Digtere fremstod blandt Jøderne, og af
Videnskaber dyrkedes navnlig Mathematik, Fysik,
Astronomi og Medicin. Sproget var fra først af
Aramæisk, som bibeholdtes i den kabbalistiske Literatur,
senere Hebraisk og i de arabiske Lande mest
Arabisk. Af Periodens fremragende Bibel- og
Talmudfortolkere kan nævnes Saadja (d. 942),
Salomon ben Isak, kaldt Raschi (d. 1105),
Aben Esra (d. 1167) og Maimonides (d.
1204); desuden maa anføres den sproglærde
David Kimchi (d. 1240), den lovlærde Moses
Nachmanides (d. 1270), den Reisende
Benjamin fra Tudela (d. 1160), Forfatter af en
Reisebeskrivelse fra det hellige Land, Digterne
Gabirol (d. 1070), Jehuda Halevi (d. 1142)
og Charisi (d. 1216). De kabbalistiske Skrifter
fra Slutningen af denne Periode antager
Karakteren af en stedse dunklere Mysticisme, ifølge
hvilken den skrevne Lov blot var en Indklædning
for den sande og skjulte. Fra denne Periode er
den paa Aramæisk skrevne berømte Kommentar til
Pentateuchen, „Zohar“. — Den tredie Periode i
den jødiske Literatur, fra 1500 til Nutiden, har
at fremvise Skrifter dels paa Hebraisk, dels paa
de moderne europæiske Sprog; de sidste gaar ind
under de forskjellige Literaturer, med hvilke de har
Sprog tilfælles. Det er navnlig i Italien,
Tyskland og Polen, at den jødiske Literatur paa
Hebraisk i dette Tidsrum er bleven dyrket. Flere
vigtige exegetiske Skrifter, deriblandt den berømte
„Schulkân Aruch“ fra 1567, skyldes Menigheder
af spansk-portugisiske Jøder i Tyrkiet. I det 16de
Aarh. begyndte det saakaldte Jødetysk, en
Blanding af høityske og hebraiske germaniserede Ord,
at bruges som Skriftsprog. Den kabbalistiske
Literatur berigedes med talrige Verker, og der
forfattedes mange Kommentarer til Zohar og
Schulkân Aruch. Af Fortolkere kan nævnes
Elias Levita (d. 1549), Salomo Norzi (d.
1626) m. fl. Fra Midten af det 18de Aarh.
fandt navnlig gjennem Moses Mendelssohn (s. d.)
et vigtigt Omslag Sted i den jødiske Literatur
og Kultur. En rigere Forfattervirksomhed af
mangesidig Beskaffenhet, udfoldede sig, jødiske
Verker oversattes fta Hebraisk til nyere Sprog (Tysk)
og fremmede Verker til Hebraisk. Navnlig fik
Mendelssohns Oversættelse af Pentateuchen til
Tysk en gjennemgribende Betydning.
Jøkelfjeldene, en mægtig Fjeldmasse paa
den østlige Side af Kvænangsfjord, Tromsø Amt,
med vidtstrakte Snefonner og Isbræer. Høiden
er omkring 4,000 Fod.
Jøkler, Isbræer, tysk Gletscher,
Ismasser, som fra de med evig Sne bedækkede
Fjeldregioner (Snebræer) skyder sig ned gjennem
tilgrændsende Dale og Kløfter. De dannes ved, at
de store Snemasser om Sommeren delvis smelter
og det derved fremkomne Vand siver ned mellem
Snekrystallerne; ved Vinterkuldens Indtræden
fryser den vaade Sne til en kornet Ismasse, som
efter flere Sommeres Forløb stadig er bleven
mere grovkornet og som dels ved sin egen Tyngde,
dels ved Trykket af de efterfølgende nydannede
Masser sætter sig i Bevægelse og glider nedover.
Paa denne Vandring trænger Isen i Regelen frem
til langt under Snegrændsen; jo lavere ned dens
Ende kommer og jo høiere Temperatur den saaledes
udsættes for, desto mere taber Massen i Omfang ved
Smeltning, indtil den naar det Punkt, hvor
Sommervarmen er saa stærk, at Jøkelens Ende afsmeltet
flyder bort i Form af Vand. Jo lavere
Temperaturen en Sommer er, desto længere ned i Dalene
rækker Jøklernes Endepunkter, hvorimod disse i mere
end sædvanlig varme Sommere trækker sig tilbage.
Man maa saaledes adskille Jøkelendens Frem- og
Tilbageskriden fra selve Isdelenes uafladelige
Bevægelse fremad. Det er denne sidste, som man
forstaar ved Bevægelses-Hastigheden. Den er
større i Midten, mindre mod Siderne, overhoved
forskjellig, fra nogle Tommer til nogle Meter i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
