Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Kansas - Kansler - Kant, Immanuel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Missouri, i Syd af Indianerterritoriet og i Vest
af Colorado, er ca. 3,825 Kv.mil stor og har
995,000 Indb. Landet er i det østlige bakket,
frugtbart og rigt paa Skov og Vand, i Vest fladt,
ofte sandet, tørt og ufrugtbart. Der findes
betydelige Mængder af Mineralier, som dog kun i
mindre Grad benyttes. Alene Stenkulleierne
beregnes at have en Uostrækning af ca. 786 Kv.mil.
Agerbruget er den overveiende Næringskilde. —
Kansas var oprindelig en Del af Louisiana og
organiseredes 1854 som eget Territorium; senere
herskede heftige Stridigheder i Kongressen om,
hvorvidt Negerslaveriet skulde tillades i Kansas
eller ikke. Det republikanske Parti gik af med
Seiren, og 1861 optoges Kansas som slavefri Stat
i Unionen.
Kansler (Cancellarius), i Middelalderen den
Embedsmand, som skulde udfærdige de fra en
Regent udgaaende offentlige Skrivelser og
Dokumenter og fungere som Rigets Seglbevarer. I
Danmark førte Kansleren Kongens Brevvexling og
forestod desuden de udenlandske Anliggender samt
en Tid en Del af Retspleien; denne sidste
overdroges fra det 14de Aarh. til Rigskanslere. Før
Reformationen var Kansleren næsten stedse en
Geistlig. Efter Enevoldsmagtens Indførelse tabte
Kanslerembedet sin oprindelige Skikkelse, og de
senere Storkanslere var Rigets første Ministre.
I Norge antages Kanslerembedet at være oprettet
af Haakon Haakonssøn; Magnus Lagabøter
fastsatte i Hirdskraaen Kanslerens Pligter og
Rettigheder. Kansleren nævnes her først blandt alle
Hirdembedsmænd; han var en af Kongens øverste
Raadgivere og havde Rang og Heder lige med
Lendermændene. Ogsaa efter Rigsraadets Ophævelse
(1537) vedblev Kansleren som Landets øverste
Dommer; ved Enevoldsmagten ophævedes Embedet. —
I det tyske Keiserrige blev Kanslerembedet, som i
Regelen forvaltedes af en Geistlig, et Erkeembede, og
den første Kurfyrste, Erkebiskopen af Mainz, førte
Titel af Erkekansler. — Se forøvr. Art. Rigskansler.
Kant, Immanuel, berømt tysk Filosof, f. 1724,
d. 1804, studerede fra 1740 i sin Fødeby
Königsberg og opgav snart sit paabegyndte
Embedsstudium, Theologien, for at lægge sig efter
Naturvidenskaber, Mathematik og Filosofi. Derpaa levede
han en Tid som Huslærer og habiliterede sig
1755 som Privatdocent i Königsberg, hvor han
holdt Forelæsninger over Logik, Metafysik, Fysik
og Mathematik. Efter 1762 at have afslaaet et
Professorat i Digtekunsten ved Königsbergs
Universitet blev han 1770 Professor sammesteds i
Logik og Metafysik og tilbragte nu Resten af sit
Liv i sin Fødeby. Hans første Skrifter og
Afhandlinger omhandlede dels Filosofi, saaledes
„Tanker om den sande Vurdering af de levende
Kræfter“ (1747), „Den falske Spidsfindighed i de 4
syllogistiske Figurer“ (1762), „Forsøg paa at
indføre de negative Størrelsers Begreb i Filosofien“
(1763), „Den eneste mulige Bevisgrund til en
Godtgjørelse af Guds Tilværelse" (1763),
„Iagttagelser over Følelsen af det skjønne og ophøiede“
(1764) m. fl., dels Astronomi og fysisk Geografi.
Disse Skrifter er, trods den Skarpsindighed og
fine Iagttagelsesevne, som han i dem lægger for
Dagen, forholdsvis af mindre Betydning; Rækken
af sine epokegjørende Verker aabnede han 1770
med Afhandlingen „De mundi sensibilis atque
intelligibilis forma et principiis“, hvormed han
tiltraadte sit Professorat. 11 Aar senere (1781)
udgav han sit Hovedverk „Kritik af den rene
Fornuft“, paa hvilket fulgte „Prolegomena til enhver
fremtidig Metafysik“ (1783), „Grundlægning af
Sædernes Metafysik“ (1785), „Naturvidenskabens
metafysiske Begyndelsesgrunde“ (1786), „Kritik af
den praktiske Fornuft“ (1788), „Kritik af
Dømmekraften“ (1790), „Religion indenfor den blotte
Fornufts Grændser“ (1793), „Metafysiske
Begyndelsesgrunde til Læren om Dyden“ (1797), „De
metafysiske Begyndelsesgrunde til Retslæren“ (1797)
og „Anthropologi i pragmatisk Hensigt“ (1798).
Desuden udgav han talrige mindre Afhandlinger
og udøvede stor Indflydelse som akademisk Lærer.
Hans Skrifter er gjentagne Gange samlede og
udgivne. — Kant indtager i Filosofiens Historie
en overordentlig betydningsfuld Plads, idet hans
Filosofi paa den ene Side kan betragtes som det
afsluttende Resultat af det 18de Aarhundredes
Oplysningsbevægelse og paa den anden som det fælles
Udgangspunkt for de fleste betydeligere
videnskabelige Retninger i det 19de Aarh. Han betegner
selv sin Filosofi som kritisk, idet den skal være
en Fastsættelse af de i Fornuften selv indeholdte
Principer. Skjønt staaende i Forhold til alle
tidligere filosofiske Hovedretninger, var Kant dog i
høieste Grad original; sit nærmeste Udgangspunkt
tog han i Humes Skepticisme, som ved sin
Opposition mod den dogmatiste Idealisme førte ham ud
over den Wolff-Leibnitz’ske Retning, til hvilken han
fra først af bekjendte sig. Hans metafysiske
Standpunkt gaar ud paa, at der vistnok gives principielle
Fornuftserkjendelser, som gaar forud for al Erfaring
og er uafhængige af denne, men at de
udelukkende gjelder for de Gjenstande, som kan erkjendes
gjennem Erfaringen, og det fordi en i Individet
ubevidst virksom, almindelig Fornuftsproces
frembringer den hele Forestillingsverden efter de
samme Love. Disse Love er Former for
„Anskuelsen“ i Rum og Tid og Forstandens
„Stammebegreber“, Kategorierne. Gjenstandene kjendes af
os kun forsaavidt de af os er „anskuede“, d. e.
indordnede under Rummets og Tidens Former,
altsaa saaledes som de viser sig for os som
Fænomener; kun paa Fænomener kan Rummets og
Tidens Former anvendes. Hvad Tingene i og
for sig („das Ding an sich“) er, er os derimod
aldeles ubekjendt. Det problematiske Spørgsmaal
om denne Verden af „Ting i og for sig“ søgte
han at løse ad Moralfilosofiens Vei; i
Menneskets indre Liv træder det ubetingede umiddelbart
frem i den moralske Lov („det kategoriske
Imperativ“, d. e. Regelen: „Indret alle dine
Handlinger saaledes, at de kan tjene ethvert fornuftigt
Menneske til Mønster“). I den sædelige
Bevidsthed fandt han noget, som gik ud over al Erfaring,
og viste da, at i denne Bevidsthed og kun i den
beror den „fornuftige Tro“, hvorefter hin Verden
af „Ting i og for sig“ er de moralske Væseners
Verden. Paa den sædelige Bevidsthed grundede
han Idéerne om Gud, Frihed og Udødelighed;
sin Religionsfilosofi, som søger at udsondre og
sammenstille det sædelige Indhold af de positive
Religioners dogmatiske System, udviklede han af
den Modsætning, som finder Sted mellem den
sanselige og den moralsk-fornuftige Side i den
menneskelige Natur. Sin Retsfilosofi støttede han
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
