Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Kappadokien (Kappadokia) - Kappe (Del af Huden). — Kappehulen - Kaprifolium. — Kaprifoliumfamilien. — Almindelig Kaprifolium, ogsaa Ringved eller Vedvendel. — Ledved - Kaprinsyre. — Kaprylsyre. — Kapronsyre - Kapsel - Kapstaden, engl. Cape Town - Kapucinere - Kapudan Pasja - Kapverdiske Øer ell. Grønne Forbjergs Øer, portug. Ilhas do Cabo Verde - Kar - Karabin - Karadzic, Vuk Stefanovitsj
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Kappe
kaldtes ogsaa „Leukosyri“, d. e. hvide Syrer.
De skildres som kraftige og tapre, men tillige som
raa og troløse. Nu udgjør Kappadokien det
tyrkiske Vilajet Sivas.
Kappe, hos Bløddyrene den Del af Huden,
der som en Sæk omslutter hele Legemet eller kun
de Partier af dette, som indeholder de vigtigste
Organer (f. Ex. Hjertet eller Gjellerne). —
Kappehulen kaldes Rummet mellem Kappen og Legemet.
Kaprifolium (Lonicera), Planteslagt af Ka
prifoliumfamilien (Lonicerae), til hvilken Familie
ogsaa bl. a. Hylden hører; den omfatter oprette eller
slyngende Buske med modsatte ovale eller elliptiske
Blade, femdelt Bager, uregelmessige, ncrften to
labede Kroner, hvis Mre Labe er 4lappet, traad??
formet Griffel med kugleformet Ar, fem Støvdra
gere og undersædig, bæragtig Frugt. —
Almindelig Kaprifolium, ogsaa Ringved eller
Vedvendel (L. Periclymenum), er slyngende
og kan naa en meget betydelig Høide; Stammen
er vreden og har graa, afskallende Yderbark;
Blomsterne er stillede i et stiktet Hoved, Kronerne er
lange og kMeformede, lysegule, udvendig rødlige
og vellugtende; Barene er purpurr^de, indvendrg
gule, sFde, men med en ??behagelig Bismag. Bu
sten voxer vildt mellem Klipper og Krat, isar nar
Havkyften, og gaar i Norge i vild Tilstand saa langt
mod Nord som til Romsdalen, men dyrket til Stegen
i Nordland (68??). Den plantes ofte for sine
smukke Blomsters og Bcrrs Skyld. — Ledved
(L. Xylosteum) er en opret Bust med lysegraa
Bark, dunhaarede Blade og to og to ved Grun
den sammenvoxede Blomster i Bladhjørnerne. Kro
nerne er gulhvide og dunede, Barene m^rker^de
og parvis sammenvoxede. — Af udenlandste Arter,
som ofte dyrkes, kan mærkes L. Caprifolium og
L. tatarica.
Kaprinsyre, en flygtig, fed Syre, der i Lug
ten ligner Sved og som Glycerid indeholdes i
Smjilr og andre Fedtsorter, isar i Kokosn^dolie;
den dannes ogsaa i gammel Ost og forekommer i
Levertran. Den er i ren Tilstand en krystallinsk
Masse, som smelter ved 30° C. og koger ved 270°.
Sammen med den forekommer Smørsyre (s. d.),
Kaprylsyre og Kapronsyre, hvilken sidste er
flydende og olieagtig og koger ved 205° C. Den for
aarsager Kokossæbens eiendommelige Lugt og kan
opftaa ved Oxydation af Fedt- og Æggehvidestoffer.
Kapsel, i Botaniken en Frugt med tørt, op
springende Frf<gjemme, som i Regelen indeholder
flere FrF. Afarter af den er Belgen, Skulpen
o. fl. Frøformer.
Kapstaden, engl. Cape Town, Hovedstad i
Kllplandet, ved Tafelbugten, paa Skraaningen af
Tafelbjerget, med 30,000 Indb., mest af hollandsk
Herkomst, anlagdes 1652 og er regelmæssig, solid
og smukt bebygget. Byen er Sæde for
Kaplandets Guvernør og øverste Militærbefalingsmand
samt flere andre høie Embedsmænd, endvidere for
en Protestantisk og en katholsk Biskop; her er
ogsaa Centrum for Koloniens Land- og
Sjøkrigsmagt. Blandt andre offentlige Indretninger findes
et Universitet, en botanisk Have, et offentligt
Bibliothek m. m. Byen forsvares af et Kastel ved
Indgangen til Tafelbugten samt af flere mindre
Forter og Batterier. Handelen er meget betydelig, og
Skibsfarten er lettet ved storartede Havneanlæg.
Kapucinere, en Gren af Franciskanerordenen,
stiftet 1525, har faaet Navn efter den Hætte
(Kabuds), som er fæstet til deres Kutte. De har
spillet en betydelig Rolle som populære
Prædikanter, men foragtes i Almindelighed for sin
Uvidenhed og Raahed.
Kapudan Pasja, Titel for den tyrkiske
Marineminister og Øverstbefalende over Sjømagten.
Kapverdiske Øer ell. Grønne Forbjergs
Øer, portug. Ilhas do Cabo Verde, Øgruppe
i Atlanterhavet, udenfor det grønne Forbjerg paa
Afrikas Vestkyst, mellem 14° 45′ og 17° 15′ n. B.
og mellem 4° 30′ og 7° 30′ v. L., bestaar for
uden af flere mindre Klippeøer af 10 Øer, af hvilke
de 9 er beboede; Størrelsen er ca. 76 Kv.mil og
Indbyggernes Antal 76,000, hvoraf kun faa Hvide,
ca. 4,000 Negerslaver og Resten frie Farvede.
Øerne er gjennemgaaende bjergfulde og af vulkansk
Dannelse; en af dem, Fogo, har en endnu
rygende Vulkan. I Maanederne August—November
hersker Vinterregn med Vind og hyppige Orkaner;
Resten af Aaret er Klimatet overordentlig varmt.
Det hender dog undertiden, at Regnen udebliver
i aarevis og derved fremkalder Misvext og
Hungersnød. Jordbunden er kun i ringe Udstrækning
dyrkbar og egentlig Skov findes ikke; af Kornarter
dyrkes Ris, Mais og Hirse, af andre
Kulturplanter Vin, Sukkerrør, Tobak, Kaffe og Oranger m.
m. Af Husdyr holdes isar Hefte, Muldyr, Svin,
Gjeder og Fjerkræ. Ved Kysterne foregaar rige
Fiskerier. Øerne opdagedes 1441 af to i
portugisisk Tjeneste staaende Genuesere, men gjenfandtes
først 1456 af Ca [[** helst Ca‘, men apostrof mgl her **]] da Mosto og besattes af
Portugiserne, som siden har beholdt dem. De staar
sammen med de portugisiske Besiddelser paa Kysten af
Senegambien under en Generalguvernør, som bor
paa Sao-Vicente, en af Øerne; i geistlig
Henseende udgjør de et Bispedømme under
Erkebiskopen i Lissabon.
Kar, i Botaniken Navn paa de lange Rør, som
opstaar ved at cylindriske Celler træder i Forbindelse
med hverandre, og gjennem hvilke Næringssafterne
stiger op. De danner sammen med Celler
Planternes faste Bestanddele, men forekommer kun hos
de blomsterbcerende og de kMeste blomsterløse
Planter (Kraakefod, Bregner og Snelder). — Kar kaldes
i den dyriske Anatomi de Rør, hvorigjennem
Blodet og Lymfen løber, og Benævnelsen omfatter
saaledes baade Aarer (s. d.) og Lymfekar (s. d.).
Karabin, kort Gevær for Kavalleriet, sjelden
over 3 Fod langt, forresten konstrueret som de af
Infanteriet brugte Geværer.
Karadzic (udt. Karadsjitsj), Vuk Stefanovitsj,
den fyrste betydeligere serbiske Forfatter i den nyere
Tid, f. 1767, d. 1864, sluttede sig 1804 til den
da udbrudte nationale Bevægelse og viste under
Kara-Georg sit Fædreland vigtige Tjenester. Efter
Katastrofen 1813 maatte han flygte til Østerrige
og levede siden som Privatmano i Wien,
beskjeftiget med videnskabelige og literære Arbeider. Han
satte sig det Maal at hæve det serbiske
Folkesprog til Literatursprog og bringe den serbiske
Folkedigtning frem i Lyset; til den Ende bereiste
han alle af Serber beboede Landskaber for at gjøre
Optegnelser. Som Frugt af disse udgav han den
udmærkede Samling „Srpske narodne pjesme“
(4 Bd., 1823—33), som blev oversat til flere Sprog
og vakte megen Opsigt. Ved sin serbiske
30
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
