Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Karl (svenske Konger). — Karl (den syvende). — Karl (den ottende) Knutsson. — Karl den niende. — Karl den tiende Gustav. — Karl den ellevte. — Karl den tolvte. — Karl den trettende. — Karl den fjortende Johan. — Karl den femtende, Ludvig Eugène
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Karl
og i moralsk Henseende i høi Grad agtværdigt
Levnet. — Karl den trettende, f. 1748,
d. 1818, anden SM af Kong Adolf Fredrik, hjalp
1772 sin Broder Gustav den tredie ved Regjerings-
forandringen og fik derfor Titel af „Hertug af
Södermanland“. I den russiske Krig udmærkede
han sig som Chef for den svenste SjMagt, navn
lig i Slaget ved Hogland 1788. Forresten havde 5
han under Broderens Regjering ingen politisk
Indflydelse; efter dennes Mord blev han Mge hans
Testament Regent under Gustav den fjerdes Mindre
aarighed. I denne Stilling lagde han vistnok den
bedste Villie for Dagen, men var fvag og
overtroisk, hengiven til mystiske Spekulationer og af
hcengig af sine Fortrolige, navnlig Reuterholm.
Han sMte at bringe Orden i Finanserne, stuttede
under Koalitionen mod Frantrige Forbund med
Danmark for at beskytte den nmtrale Handel og
anerkjendte den franste Republik, hvorved han slap
for at indblandes i Revolutionskrigene. Forresten
udmcrrkede hans Styrelse sig ved Holdningsløshed
i mange Retninger. Da Gustav den fjerde 1796
blev myndig, tral Karl sig tilbage til Privatlivet
og beholdt kun Posten som Oberst ved Livregi
mentet, men ved Gustavs Afsættelse 1809 kaldtes
han til at overtage Styrelsen som Rigsforstander
og valgtes s. A. af Rigets Stænder til Sveriges
Konge, samtidig med at Landet fik en ny
Forfatning. Om hans Regjering er ikke meget at sige;
han var ved sin Tronbestigelse allerede gammel
og svækket, og da han ingen Børn havde, valgtes
først Prins Kristian (Karl) August af
Augustenborg og senere efter dennes Død (1810) Fyrsten af
Pontecorvo (Bernadotte) til Tronfølger; den sidste
var efter sin Ankomst til Sverige den egentlige
styrende. Efter Begivenhederne i den ftrste
Halvdel af 1814 valgtes Karl den trettende 4de
November s. A. til Konge i Norge, og 10de
November aflagde Tronfølgeren paa hans Vegne
Ed paa den norske Grundlov. — Karl den
fjortende Johan, egentl. Jean Baptiste
Jules Bernadotte, f. 1764, d. 1844, var Søn
af en Advokat i Pau i Sydfrankrige. Han
opdroges af Faderen for den juridiske Bane, men
gik efter hans DFd ind i Arméen, hvor han ved
Revolutionens Udbrud var Sergeant-Major. 1791
blev han Officer og udmcerkede sig efterhaanden
ved Rhinarméen under Custine, ved Nordarméen
under Pichegru [[** siste bokstav omtrent uskjelnelig i trykt tekst, men trolig u som rett er **]] og ved Sambre-Maasarméen un??
der Jourdan; efter Seiren ved Fleurus 1794 blev
han Brigadegeneral og efter Maastrichts Erobring
Divifionsgeneral. Snm saadan deltog han i Felt
toget 1795—96, idet hans Division under Frem
rykningen dannede Fortroppen, nnder Tilbagetoget
Arrièregarden af Jourdans Armé. 1797 gik han
med 20,000 Mand Forstcerkningstropper til Bona
parte i Italien, indtog derpaa Gorizia, bemcrgtigede
sig Krain og havde senere til Freden i Campoformio
Styrelsen af Friaul. 1798 udncrvntes han til fransk
Gesandt i Wien, hvilken Post han dog snart ned
lagde; 1799 fik han Kommandoen over
Observationsarméen, men maatte paa Grund af Sygdom
snart nedlægge den, hvorefter han i to Maaneder
fungerede som Krigsminister og i denne Tid
forberedte Massenas Seire i Schweiz og Brunes i
Nederlandene. 1800 blev han Statsraad, fik kort
efter Kommandoen over Vestarméen og dæmpede
ved sin besindige og kloge Optræden Opstanden i
Karl
Vendée. Efter Keiserdømmets Oprettelse 1804
blev han Marssal af Frankrige og snart efter
Statholder i Hannover. I Krigen med Østerrige
bidrog han til Seiren ved Ulm, besatte Bøhmen,
men kaldtes derfra til at deltage i Slaget ved
Austerlitz, hvor hans Korps gjennembrød den
russiske Hærs Centrum. 1806 erholdt han til arvelig
Forleuing FyrstendMmet Pontecorvo i Neapel.
Under Krigen med Preussen brød han ind i Sachsen,
drev Preusserne bort fra Halle og tvang ved at
storme Lübeck Blücher til Kapitulation. Dernæst
slog han som Ehef for venstre Fløi af den store
Armé Russerne ved Mohrungen 180? og fil efter
Freden i Tilsit Bestyrelsen af Hanfestæderne samt
Kommandoen over de franske Tropper i Nordtyst
land. Herfra kaldtes han 1809 ved Udbrudet af
Krigen med Vsterrige til at ordne de fachsiske Tropper,
som han anførte i Slaget ved Wagram; kort efter
kom han i Unaade og fik Befaling til at forlade
Arméen, drog til Paris og fik her det Hverv at
forsvare Walcheren mod Englænderne. Efter at have
fordrevet disse fra Øen stod han i Begreb med at
gaa som Generalguvernør til Rom, da han fik
Bud om, at Sveriges Stænder 21de August 1810
havde valgt ham til Tronfølger. Efter at have
indhentet Napoleons Tilladelse til at modtage
Kaldelsen reiste han i September s. A. til Sverige,
traadte over til den evangelisk-lutherske Kirke og
hyldedes ste November af Rigets Stænder som
Tronfølger og Karl den trettendes Adoptivsøn
under Navnet Karl Johan. Han vandt snart
den gamle Konges fulde Tillid og blev Sveriges
virkelige Regent. Nu krævede Napoleon Lydighed
af ham som af sine andre Vasaller. Sverige
maatte erklære England Krig og overholde
Kontinentalsystemet, men Regjeringen hindrede ikke
hemmelig Handel med England, og Karl Johan
negtede at modtage franske Toldbetjente i
Göteborg. De paafølgende fiendtlige Skridt fra fransk
Side besvarede han med at nærme sig Rusland,
hvis Keiser ved Udbrudet af Krigen med
Frankrige lovede ham Norge og under Krigen 1812
formelig sluttede Overenskomst med ham derom.
Napoleon havde for at faa Sverige paa sin Side
i Krigen tilbudt at skaffe det Finland tilbage, men
Karl Johan foretrak Norge. Ester Overenskomsten
med Rusland lovede ogsaa England og Preussen,
at Sverige skulde faa Norge, hvis det vilde
deltage i Forbundet mod Napoleon. Efter dennes
uheldige Tog til Rusland gik Karl Johan 1813
med 27,000 Mand til Tyskland og tog
Kommandoen over den af Russere, Preussere og
Svensker bestaaende Nordarmé. Denne seirede ved
Grossbeeren og Dennewitz og deltog i Oktober
s. A. i det store Slag ved Leipzig, efter hvilket
Napoleon maatte trcrkte sig tilbage over Rhinen.
Karl Johan forlod nu Hovedarméen, gik mod
Holsten og tvang Danmark til ved Freden i Kiel i
Januar 1814 at afstaa Norge til Sverige mod at
faa svensk Pommern igjen. Han forblev nu indtil
Freden i Paris med sin Hær i Belgien, hvorefter
han vendte hjem for at foette sig i Besiddelse af
Norge. Her havde imidlertid før hans Ankomst
Rigsforsamlingen paa Eidsvold givet en Konstitution og
valgt Prins Kristian Fredrik til Konge. Karl Johan
rykkede ind i Smaalenene og beleirede forgjeves
Fredrikssten; efter nogle mindre betydelige
Fægtninger (se Art. Norge) sluttedes Konventionen i Moss
36
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
