Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Karl (Charles) (Konger af Storbritannien og Irland). — Karl den første. — Karl den anden - Karl (Carlos) (Konger i Spanien). — Karl den anden. — Karl den tredie. — Karl den fjerde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Karl
Fordringer intet Gehør fandt hos ham, tvang de
Parlamentet til ved en Bill at erklære al videre
Underhandling med ham for Landsforræderi. Nu
stiftede Skotterne, som ansaa sin kirkelige
Forfatning for at være truet af Independenternes
Grundsætninger, et Forbund med Kongen og rykkede
1648 med en Hær ind i England. Cromwell slog
dem og trængte frem i Skotland; imidlertid
tilbagekaldte Parlamentet den vedtagne Bill og traadte
i Underhandling med Kongen. Men Cromwells
Harfører Fairfax ilede til London, drev de
presbyterianske Medlemmer ud af Parlamentet og
bemægtigede sig Kongen. Nu havde Independenterne
hele Magten baade over hans Person og over
Parlamentet; dette satte Karl under Tiltale for
Høiforræderi og stillede ham for en Domstol paa
133 Medlemmer, som 27de Januar 1649 dømte
ham til Dødeu. Allerede tre Dage efter blev
han offentlig halshugget. Karls store Feil som
Konge har man tildels søgt at dække ved hans
mange gode Egenskaber som Privatmand, hvilke
dog er blevne overuurderede. — Karl den anden,
foregaaendes Søn, f. 1630, d. 1685, førte under
Borgerkrigen 1642—45 en Tid nominelt
Kommandoen i det vestlige England, gik efter Slaget
ved Naseby med sin Moder til Frankrige og
antog efter Faderens Henrettelse Kongetitelen. 1650
blev han indbudt til Skotland, hvor han kronedes
til Konge 1651. Efterat Cromwell havde slaaet
den fkotste Har ved Dunbar, rykkede Karl med en
Hær ind i England i Haab om at faa de
derværende Royalister paa sit Parti, men blev s. A.
totalt slagen af Cromwell ved Worcester. Han
flygtede nu til Frankrige, hvorfra han nogle Aar
efter paa Cromwells Forlangende blev udvist, og
levede senere i Tyskland og Nederlandene. Efterat
endelig Parlamentet 1660 havde besluttet
Stuarternes Indkaldelse, landede han s. A. ved Dover
og holdt kort efter sit Indtog i London. Han
lovede Amnesti og Samvittighedsfrihed, men intet
af disse Løfter blev holdt. Tvertimod rasede
Parlamentet mod alle, som nærmere eller fjernere
havde staaet i Forbindelse med Revolutionen, og
en Mængde presbyterianske Geistlige blev afsatte.
Den voldsomme Reaktion gik maaske videre, end
Kongen selv ønskede, men han saa med Rolighed
derpaa og bekymrede sig kun om sin glimrende
Hofholdning. Ligeoverfor Udlandet tabte England
i denne Tid al Betydning, og Kongen viste sig i
et og alt afhængig af sin Fætter, Ludvig den
fjortende. Dog sluttede England efter en daarlig
ført Krig med Holland 1668 med denne Stat og
Sverige „Tripelalliancen“ for at stanse Frankriges
Fremgang mod Spanien; men ved Penge fik
Ludvig den fjortende snart Karl til at fratræde
Alliancen og til 1672 i Forbund med Frankrige at
erklære Holland Krig, som Folkets Uvillie dog
tvang ham til at slutte ved Freden i Westminster
1674. Samtidig fandt et Omslag Sted i
Englands Indenrigspolitik, idet Kongen blev nødt til
at stille sig ved sit reaktionære Ministerium, af
hvis Medlemmer enkelte af Feighed gik over til
Oppositionen. I de nærmest paafølgende Aar var
Hoffet og Oppositionen omtrent lige stærke; men
fra 1678 vandt den sidste fuldstændig Overhaand
og medfprte en tildels uretfærdig Forfølgelse mod
de af Hoffet beguustigede Katholiker. Parlamentet
satte Vedtagelsen af Test-Akten (s. d.) og Habeas-
Karl
Corpus-Akten (s. d.) igjennem; men det lykkedes
ikke at faa Kongens Broder, Hertugen af York
(den senere Jakob den anden), der aabenlyst var
gaaet over til Katholicismen, udelukket fra
Tronfølgen; under Forhandlingerne herom opløste
Kongen Parlamentet 1683, og da samtidig en af
Kongens egen uægte Søn, Hertugen af Monmouth,
stiftet Sammensværgelse (Rye-house plot) mod det
katholske Parti opdagedes, indtraadte en Reaktion
til Fordel for Kongen, som nu øvede en blodig
Hevn. Paa sit Yderste bekjendte han sig aabent
til Katholicismen. — Karl den anden fortjente
lige liden Agtelse som Konge og som Privatmand.
Han var egoistisk og fanatisk, derhos feig og
doven samt i høi Grad usædelig. En vis
Venlighed og Elskværdighed i hans Optræden skaffede
ham dog en Tid adskillig Popularitet og bidrog
til at holde ham oppe.
Karl (Carlos), Navn paa 4 Konger i Spanien;
som den første regnes Keiser Karl den femte. —
Karl den anden, f. 1661, d. 1700, Søn af Filip
den fjerde, blev Konge ved Faderens Død 1665
og stod først under Formynderskab af sin Moder
Marie Anna af Østerrige ; 1675 overtog han selv
Regjeringen. Han var baade legems- og
aandssvag og derfor ude af Stand til at føre
Regjeringen med Kraft. Kort efter hans Tronbestigelse
bemægtigede Ludvig den fjortende sig de spanske
Nederlande, men maatte 1668 ved Freden i Aachcn
nøie sig med enkelte Afstaaelser. Senere var
Spanien med i to Koalitionskrige mod Frankrige, til
hvilket det maatte afstaa Franche-Comté. Ved
Karls Død udbrød den spanske Arvefølgekrig. Han
var den sidste spanske Konge af det habsburgske
Hus. — Karl den tredie, f. 1716, d. 1788,
SM af Filip den femte, arvede 1731
Hertugdemmet Parma, blev 1735 Konge i Neapel og
Sicilien og besteg 1759 ved sin Broder Ferdinand
den sjettes Død den spanske Trone. Han bestræbte
sig for at indføre Reformer, ophjelpe Agerbrug
og Industri, men stødte Folket ved at indrette alt
efter fransk Mønster og begunstige Italienerne, saa
at der endog 1766 udbrød et Oprør. Jesuiterne,
som mistænktes for at have fremkaldt dette, blev
fordrevne, og Inkvisitionens Magt hemmedes, men
gjenoprettedes snart igjen i sit fulde Omfang.
Som Frankriges Forbundsfælle deltog Karl i to
Krige mod England; i den første tabte Spanien
ved Freden i Paris 1763 Florida, men fik af
Frankrige til Erstatning Louisiana; den anden
endte ved Freden i Versailles 1783, hvorved
Spanien fik Florida og Minorca igjen. — Karl den
fjerde, f. 1748, d. 1819, foregaaendes Søn,
besteg 1788 Tronen ved Faderens Død. Han var
svag og uduelig og lod sig aldeles lede af sin
Dronning samt af sin og hendes fælles Yndling
„Fredsfyrsten“ Godoy. Efter at have deltaget i
den første Koalition mod Frankrige, og i Freden i
Basel 1795 at have mistet den spanske Del af
San Domingo, lod Kongen sig 1796 af Godoy
forlede til et Forbund med Frankrige. Som
Følge heraf fik Spanien Krig med England, dets
Flaade ødelagdes ved St. Vincent og i Freden i
Amiens 1802 maatte Trinidad afstaaes. Snart
brød Krigen ud igjen, og Spanierne led tilsjøs det
store Nederlag ved Trafalgar 1805. Godoy, som
var Landets egentlige og uindskrænkede Hersker,
ophidsede Folket ved sit Overmod og sin
40
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
