Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Kullak, Theodor - Kulten eller Kullaberg - Kuller, ogsaa kaldet Dødkuller - Kulm - Kulmination. — Kulminationspunkt - Kulmund ell. Kulmule, dansk Blister - Kulpa - Kulstof. — Kuloxyd. — „Kuldamp“. — Kulsyre. — Kulsure Salte eller Karbonater. — Det lette Kulvandstof (Grubegas). — Det tunge Kulvandstof - Kultivator, d. s. s. Exstirpator (s. d.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Kullen
Konservatorium sammesteds. 1855 grundede han i
Berlin det „Nye Musikkonservatorium“. Han er
en udmærket Pianolærer, som har uddannet et
stort Antal tildels fremragende Elever. Han har
ogsaa komponeret for sit Instrument, bl. a.
fortræffelige Etuder.
Kulten, ell. Kullaberg, et Høidedrag i den
yderst fremspringende vestlige Del af Skaane,
indtil 600 Fod høi.
Kuller, ogsaa kaldet Dødkuller, en ikke
sjelden hos Heste forekommende Sygdom, som ytrer
sig ved Døsighed og Træghed i Dyrets
Bevægelser og foraarsages ved Vand i Hjernen. Heste,
som plages af Kuller, bliver ofte rasende
(Flyvekuller), naar de bliver varme, og er derfor
vanskelige at behandle. Sygdommen er arvelig og
lader sig sjelden kurere fuldstændig.
Kulm, 1) Landsby i Bøhmen nær Teplitz,
bekjendt ved den Seier, som de allierede Magters
Hære her vandt over Franskmændene 1813. 2) By
i det nordøstlige Preussen, paa østsiden af Floden
Weichsel, 5 Mil nordost for Bromberg, med 9,700
Indb.
Kulmination, en Stjernes Gjennemgang
gjennem Meridianen. — Kulminationspunkt,
det høieste Punkt paa Himlen, som en Stjerne
naar.
Kulmund ell. Kulmule, dansk Blister
(Merlucciu), Fisk af Torskenes Familie, bliver indtil
4 Fod lang, har to Rygfinner og en Hagefinne
og mangler Skjægtraad. Kun en enkelt Art
(M. vulgaris) forekommer af og til ved de norske
Kyster samt i Kattegat og ved Jyllands Vestkyst.
Den har ikke synderligt Værd som Fødemiddel, da
dens Kjød er grovt og blødt.
Kulpa, Flod i Østerrige, udspringer i Krain,
lMer mod Sydoft gjennem Kroatien og falder i
Sau ved Byen Sisck; ca. 50 Mil lang. Mellem
Karlstadt og Sisck er den seilbar.
Kulstof (Carbo, kem. Tegn C), et Grundstof,
som i Forening med Vandstof, Surstof og
Kvælstof danner alle organiske Legemer, og som er
eiendommeligt for disse, forekommer i Naturen i
ren Tilstand krystalliseret som Diamant og som
Grafit. Som en amorf, porøs, sort Masse faaes
Kul, d. v. s. paa det nærmeste rent Kulstof, ved
Glødning i lukket Rum af organiske Stoffer. Dette
Kul har en særegen Evne til at absorbere Gaser,
optage Farvestoffer i sig osv. og bruges derfor til
ved Filtrering at affarve Vædsker, som
Desinfektionsmiddel osv.; navnlig benyttes Benkul i stor
Udstrækning. Stenkul indeholder omtrent 80%
Kulstof, desuden vexlende Mængder af Vandstof og
Surstof og enkelte andre Grundstoffer; endnu mindre
Kulstof indeholder Brunkul og Torvkul. Fælles
Egenskaber for Kulstoffet saavel i dets krystalliserede
som dets amorfe Form er dets Uopløselighed i
alle almindelige Opløsningsmidler samt dets
Forbrændelighed, som er større, jo løsere Aggregationen
er; derfor forbrænder Trækul lettere end Grafit og
denne lettere end Diamant. — Kulstoffet danner
en overordentlig Mængde Forbindelser, som er
Gjenstand for hele den organiske Kemi
(„Kulstofforbindelsernes Kemi“). Her kan nævnes nogle af
de enkleste. Kuloxyd (CO) er en farveløs Gas,
som opftaar ved Forbranding af Kul under
utilstrækkelig Lufttilgang. I Luften forbrænder den
med blaa Flamme til Kulsyre. Den er meget
Kultivator
farlig at indaande, da den endog i smaa
Kvantiteter virker kvælende; mekanisk blandet med
Kulsyre danner den den faakaldte „Kuldamp“, som
ofte foraarsager Ulykkestilfælde. Kulsyre (CO₂)
er ogsaa en farveløs Gas, som stedse dannes,
naar Kul forbrænder i Luften eller paa anden
Maade forener sig med tilstrækkelige Mængder
Surstof, Den har ingen Lugt, smager svagt syrlig
og farver fugtet Lakmuspapir rM. Paa Grund
af sin Tyngde (ca. 1½ Gang Luftens) famler
den sig altid paa Bunden af de Rum, hvori den
findes, og kan uden at sftildes heldes gjennem
Luften fra et Kar til et andet. Kulsyre opl^ses
let i Vand og i desto stirre Mcrngde, jo stcerlere
Tryk man anvender. Kulsyrens OplMninger for<
holder sig i alle Henseender som svage Syrer.
Under et Tryk as ca. 36 Atmosfarer forenet med
en meget lav Temperatur fortattes Kulsyre til
en farvelM Vadfle, som saasnart Temperaturen
stiger eller Trykket formmdskes igjen antager
Gasform under en saa stark Udvikling af Kulde,
at en gjenblivende Rest fryser og antager fast,
fnelignende Form. Denne faste Kulsyre antager
meget langsommere sin oprindelige Form end den
flydende. Bringes noget af den paa Huden, op
staar en Blare og derefter et S??ar, som ganske
ligner et Brandsaar. Cn Blanding af fast Kul
syre med 2Ether frembringer den starkeste bekjendte
kunstige Kulde − 100 à 110°. Kulsyre kan ikke
underholde Forbranding (dog brander ophedet
Kalium og Magnesium i Kulsyre under Udvikling
af Kulstof) og heller ikke Aandedrattet; indaandes
den i stirre Mcrngde, draber den ved Kvalning,
medens den i mindre Kvantiteter fremkalder Hoved
pine, almindeligt Ildebesindende og Afmagt. Ind??
bragt i Maven virker den derimod beroligende og
krampestillende og bruges i dette Memed i Form
af kulfyreholdige Mineralvande eller som Brus
pulver. — Kulsyre findes i ringe Mcrngde i Luften,
hvorfra den optages af Planterne gjennem deres
Blade. Dyrene faar sit Behov af Kulstof gjennem
sin Fflde og udstiller det, naar det har gjort Tjeneste
i Organismen, gjennem Lungerne i Form af Kulsyre.
Saaledes staar Dyr og Planter i denne Henseende i
Vexelvirkning. I vulkanske Egne strammer Kulsyre
hyppig frem af Revner eller Huler i Jorden (f.
Ex. i Hundegrotten ved Neapel). Andre Kilder
til den i Luften varende Kulsyre er organiske
Stoffers Forraadnelse og Forbrcrnding samt Ud??
viklingen af Kulfyre ved Alkoholgjaringer. Ved
kunstig Fremstilling af Kulsyre benytter man den
i Naturen forekommende kulsure Kalk (Marmor,
Kridt), hvoraf man ved Overhelden med Svovl
fyre uddriver Kulsyren. — Kulsyrens Forbindelser
med Baser kaldes kulsure Salte eller
Karbonater, af hvilke mange findes i Naturen. —
Kulstoffets Forbindelser med Vandstof spiller en
vigtig teknifl Rolle, dels ved sin Brandbarhed,
dels ved andre Egenflaber. De er dels faste,
dels flydende eller gasformige. Af de sidstncrvnte
kan isar markes det lette Kulvandstof (Grube
gas) og det tunge (oliedannende Gas), som
udgjpr en af Lysgasens Beftanddele. Flydende
Kulvandstoffer er f. Ex. Terpentinolie og flere
athenske Olier. — Med Kvælstof danner Kulstoffet
den mærkelige Forbindelse Cyan (s. d.) og med
Svovl Svovlkulstof (se Svovl).
Kultivator, d. s. s. Exstirpator (s. d.).
205
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
