Norsk Haandlexikon / K-R / 379 (1881-1888) Author: Chr. Johnsen Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Maane. — Jordens Maane. — Maanens Libration. — Faser. — Ringbjerge. — Maaneformørkelser - Maaned. — Siderisk Maaned. — Den tropiske eller periodiske Maaned. — Den synodiske Maaned. — Solmaaned - Maanedlig Renselse, se Menstruation - Maanedsrose, se Rose - Maaneelven, se Kvænna - Maanefisk

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

kan man bedst se Skyggerne af de mange Fjelde og
andre Ujevnheder; ved at maale Skyggernes Længde
kan man tillige beregne Fjeldenes Høide. Af
egentlige Fjeldkjæder kjender man kun faa, og disse
findes for det meste i Randen af de store Sletter.
Men desto hyppigere er de saakaldte Ringbjerge,
der hæver sig som en sluttet Vold, som styrter brat
ned paa Indsiden, medens den i Almindelighed
skraaner langsommere udad. I det hele taget
minder de meget om Kraterne paa Jorden, og de
mindste ringformige Dannelser gaar ogsaa under
dette Navn; de større Ringbjerge derimod har en
Diameter af indtil 30 Mil, og selv de mindste
Kratere, som kan skjelnes, er naturligvis betydelig
større end Kraterne paa Jordens Vulkaner. Midt
i den af et Ringbjerg omsluttede Fordybning
hæver sig ofte en isoleret Top, et Centralbjerg, der
imidlertid aldrig er saa høit som selve Ringbjergets
Kam. Man har fundet Fjelde, hvis Toppe er
over 20,000 Fod høie, regnet fra deres Fod.
— Ved Fuldmaane forsvinder alle Skygger, og
Fjeldpartierne adskiller sig ikke mere fra
Sletterne, undtagen forsaavidt de paa Grund af
Forskjel i Jordbundens Beskaffenhed viser sig med en
anden Farve eller et stærkere Lys. Fra enkelte
større Ringbjerge ser man under Fuldmaane en
Mængde lyse Striber straale ud til alle Kanter,
undertiden i en Længde af over 100 Mil. Ved et
af de største Ringbjerge, Tycho, som befinder sig
ikke langt fra den sydlige Rand, er dette især
paafaldende. Den lyseste Plet paa Fuldmaanen er
Ringbjerget Aristarch i Nærheden af den
nordøstlige Rand; formodentlig har den indre skaalformede
Fordybning nogenlunde Formen af et Hulspeil,
saa at det reflekterer Lyset stærkere end den øvrige
Overflade. — Maaneformørkelse finder Sted,
naar Maanen berøves Solens Lys ved at træde ind i
Jordens Skygge. Da Skyggen altid vender fra
Solen, kan en saadan Formørkelse kun indtræffe
ved Fuldmaane. Grunden til, at Maanen ikke
altid bliver formørket, naar den er fuld, er at
dens Baneplan ikke falder sammen med det Plan,
hvori Jorden gaar om Solen, men danner en
Vinkel paa 5° med samme; for at en
Maaneformørkelse skal finde Sted, maa derfor
Fuldmaanen befinde sig i eller nærved et af de to
Punkter, hvori Maanebanen skjærer Jordbanens
Plan (de saakaldte Knuder). Dette hender gjerne
to Gange om Aaret, en for hver Knude. Bliver
Maanen fuldstændig indhyllet i Skyggen, kaldes
Formørkelsen total, derimod partiel, hvis den
blot skjærer lidt indpaa. Den Del af Jordskyggen,
som Maanen kan komme til at gaa igjennem, er
aldrig ganske mørk, men svagt oplyst af en Del
gjennem Jordens Atmosfære brudte Solstraaler.
Da denne Lysets Gang gjennem Luftens nedre og
tættere Lag fremkalder en rød Farve, som er vel
kjendt fra Morgen- ug Aftenrøden, saa viser
Maanen sig ved totale Formørkelser altid mørkerød.

Maaned, Mannens Omløbstid omkring
Jorden. Da Maanens Omløb kan betragtes fra
forskjellige Synspunkter, skjelner man ogsaa mellem
forskjellige Slags Maaneder. Den Tid, som
forløber, indtil Maanen igjen viser sig foran den
samme Fixstjerne, kaldes en siderisk Maaned;
dette er Maanens egentlige Omløbstid om
Jorden. Omløbstiden regnet fra
Vaarjevndøgnspunktet indtil Maanen igjen kommer til dette Punkt,
giver den tropiske eller periodiske Maaned,
som paa Grund af Præcessionen er kortere end den
sideriske. Tiden fra den ene Nymaane til den
anden kaldes den synodiske Maaned, og denne
er paa Grund af Jordens Fremskriden paa sin
Bane den længste. Ingen af disse forskjellige
Maaneder er altid af samme Længde; paa Grund
af de Ujevnheder, Omløbet er underkastet, varierer
Tidslængden stadig, og de forskjellige Slags
Maaneders Længde lader sig derfor kun bestemme ved
et Middeltal. Paa denne Maade beregner
Astronomerne Længden af

den	sideriske	Maaned	til	27	Dage	7	Timer	43	Min.	12	Sek.
„	tropiske	„	„	27	„	7	„	43	„	5	„
„	synodiske	„	„	23	„	12	„	44	„	3	„

Da 12 Maaneskifter næsten er lig 1 Solaar,
kalder man ogsaa Tolvtedelen af et saadant en
Maaned (Solmaaned = 30 Dage, 10 Timer, 29
Min., 4 Sek.). Flere østerlandske Folk regner efter
synodiske Maaneder, men beregner for
Bekvemmeligheds Skyld en Maaned til 29, den anden til
30 Dage. Nogle regner ogsaa Tiden fra det
Øieblik, da Nymaanen først bliver synlig, til dette
igjen finder Sted. Jøderne regner i sit Aar
snart 12, snart 13 saadanne Maanemaaneder paa
resp. 29 og 30 Dage. Hos Muhamedanerne er
et Maaneaar paa 12 Maaneder brugeligt. De
kristne Folkeslag har Maaneder paa 28—31 Dage,
hvis Navne er af gammelromersk Oprindelse.
Januar, Februar, Marts, Mai og Juni har Navn
efter Janus, Februus, Mars, Maja og Juno,
hvem disse Maaneder hos Romerne var helligede.
September, Oktober, November og December er
benævnte efter det Ordenstal, de hos Romerne
havde i Rækken af Aarets Maaneder (September
af septem, ɔ: syv, Oktober af octo, ɔ: otte,
November af novem, ɔ: ni og December af decem,
ɔ: ti, fordi disse Maaneder var henholdsvis den
syvende, ottende, niende og tiende i det romerske
Aar). Af samme Grund hed ogsaa i de ældste
Tider Juli Quintilis og August Sextilis (af
quinque, ɔ: fem og sex, ɔ: sex); ved en
Senatsbeslutning blev imidlertid Quintilis opkaldt efter
Julius Cæsar og Sextilis efter Augustus. Hos
de romerske Keisere var det idetheletaget ganske
sædvanligt at opkalde Maanederne efter deres egne
Navne; saaledes fik April Navn efter Nero, Mai
efter Claudius, Oktober efter Domitian og August
efter Commodus; disse Navne har dog i
Eftertiden ikke holdt sig. — Af Aarets tolv Maaneder har
Januar, Marts, Mai, Juli, August, Oktober og
December 31 Dage, April, Juni, September og
November 30 Dage og Februar 28, i Skudaar 29 Dage.
— Under den første franske Revolution indførtes
sammen med den forandrede Kalender nye Navne
paa Maanederne, hvilke dog efter den gregorianske
Kalenders Gjenindførelse 1805 igjen forsvandt.

Maanedlig Renselse, se Menstruation.

Maanedsrose, se Rose.

Maaneelven, se Kvænna.

Maanefisk (Orthagoriscus Mola), en stor Fisk
med et sammentrykt, paafaldende kort, næsten
kredsrundt Legeme, der ser ud som et afhugget
Hoved med Finner paa. Huden er ru og Skelettet
brusket. Den hører til en Orden af Fiskene, som
for det meste forekommer i de varmere Have, men
findes dog, om end temmelig sjelden, ved Norges
Kyster.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>