Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Mailand, ital. Milano, lat. Mediolanum (Hovedstad) - Maimbourg, Louis - Maimonides, egentl. Moses Ben-Maimon Ben-Josef - Main. — Den hvide og den røde Main - Maine (Provins i Frankrige) - Maine (Flod). — Maine-Loire - Maine (Stat i Nordamerika) - Mainland, se Shetlandsøerne - Mainoter, rigtigere Maniater - Maintenon, Françoise d’Aubigné, Marquise de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
overdrog den til Piemont. — Den nuværende italienske
Provins Mailand er 53½ Kv.mil stor og har
1,010,000 Indb.
Maimbourg (udt. Mængbur), Louis, fransk
Kirkehistoriker, f. 1620, d. 1686, var en Tid
Professor i Rouen, hvilket Embede han dog nedlagde,
da han senere særlig viede sig til
Prædikantvirksomheden. Ved den Iver, hvormed han forsvarede
de gallikanske Reformer, paadrog han sig Pave
Innocens den ellevtes Uvillie, og Paven
foranledigede Jesuiterordenen til 1682 at udstøde ham.
Af hans kirkehistoriske Skrifter kan mærkes hans
Afhandlinger om Wicliffismen, Lutheranismen og
Calvinismen og om den romerske Kirkes
Rettigheder og Myndighed.
Maimonides, egentl. Moses Ben-Maimon
Ben-Josef, den berømteste jødiske Lærde og
Filosof i Middelalderen, f. i Cordova 1135, d.
1204, studerede foruden sin Tids jødiske og arabiske
Videnskaber ogsaa den græske Filosofi og lagde sig
samtidig efter Lægevidenskaben. Ved
Religionsforfølgelsen mod Jøderne reves han ud af sine
Studier og nødtes til at lægge Skjul paa sin Religion;
siden forlod han Spanien og gik til Fez, senere til
Jerusalem og endelig til Fostat i Ægypten, hvor
han blev Livlæge hos den ægyptiskte Sultan samt
Forstander for den jødiske Menighed. Hans
Kundskaber som Læge og som Filosof, hans Lærdom
samt hans ædle Karaktér og fremfor alt hans
Skrifter bredte hans Ry vidt ud baade i Øster- og
Vesterlandene. Han har som Theolog og Lovlærer
havt stor Indflydelse paa den senere Jødedoms hele
Udvikling. Hans betydeligste Skrifter paa Ara
bisk er „More Nebuchim“ („De vildfarendes Fører“,
en filosofisk Begrundelse af den jødiske Lov), et
Kompendium over Logiken, en Kommentar over
Mischna, en Forklaring over de 613 Mosaiske
Love osv. Paa Hebraisk skrev han „Mischne
Thora“, en af 14 Bøger bestaaende systematisk
Fremstilling af den talmudiske Jødedom, et Skrift,
der er et Mesterverk i sin Slags.
Main, Flod i Mellemtyskland, opstaar ved
Foreningen af den hvide og den røde Main, som
udspringer i det østlige Baiern. Begge forener sig
ved Steinhausen, kort nedenfor Kulmbach, og flyder
mod Vest, optager flere mindre Elve og udmunder
i Rhinen ved Castel, ligeoverfor Mainz. Længden
er 65 Mil. Flodens nedre Del er seilbar, men da
den løber i store Krumninger og derhos er af
ringe Dybde, er den en temmelig besværlig
Færdselsvei.
Maine (udt. Mæn), tidligere Provins i
Frankrige, omsluttedes af Bretagne, Normandie, Anjou
og Vendamois og svarede omtrent til de nuværende
Departementer Sarthe og Mayenne. Den regje
redes siden 955 af arvelige Grever, kom 1050 til
Normandiet, i Begyndelsen af det 12te Aarh. til
Anjou og senere med dette Landskab til England.
Efterat Filip August af Frankrige 1204 havde
taget Landskabet tilbage fra Englænderne, kom det
1246 gjennem Ludvig den hellige til dennes
Broder Karl, fra hvem det gik i Arv til hans
Efterkommere og 1440 ved Karl den syvende til Huset
Anjou, efter hvis Uddøen det 1481 inddroges
under den franske Krone.
Maine, en ca. 1½ Mil lang, seilbar Biflod
til Loire paa dennes høire Side, opstaar ved
Foreningen af Mayenne med den ved Loir forstærkede
Sarthe og udmunder nedenfor Angers. —
Departementet Maine-Loire, som hovedsagelig bestaar
af den tidligere Provins Anjou, er 128 Kv.mil stort
og har 518,000 Indb. Det hører til Frankriges
frugtbareste Departementer og frembringer særlig Korn
og Vin, desuden Lin og Hamp, alle Slags
Grøntsager og Frugt. Af nyttige Mineralier findes
Brunkul og Skifer. Fædriften er betydelig som
Følge af de udstrakte og rige Græsgange.
Industrien er livlig og omfatter især Fabrikation af
Seildug, Lærred og Uldtøier, desuden af
Bomuldstøier og Papir, samt Farverier og Garverier.
Handelen er af stor Betydning; dens vigtigste
Gjenstande er Korn, Bønner, Frugt, Uld, Lin,
Hamp, Kvæg, Kul, Skifer og forskjellige
Industriprodukter. — Hovedstad Angers (s. d.).
Maine, den nordøstligste af de Forenede
Stater i Nordamerika, omgives i Nord af Kanada, i
Bst af Ny-Brunsvig, i Syd af Atlanterhavet og i
Vest af New-Hampshire, er ca. 1620 Kv.mil stor og
har ca. 630,000 Indb. I Maine begynder
Nordamerikas Indsjøregion, som strækker sig langt mod
Vest; Sjettedelen af Overfladen bestaar af Vand.
De til det akadiske Fjeldsystem hørende Høidedrag
rækker til Kysten, som med sine Bugter og Fjorde
og sin Skjærgaard minder om den norske.
Klimatet er om Sommen varmt, om Vinteren strengt,
men sundt. Jordbunden er frugtbar, frembringer
Korn og Poteter og frembyder paa sine Steder
gode Græsgange. I det Indre findes udstrakte
Skove, som leverer Tømmer, der tilligemed
Marmor og Kalk er de fornemste Udførselsprodukter.
Fiskeri, Skibsbygning og Uldindustri hører til de
vigtigste Næringsveie. Maine har en gunstig
Beliggenhed for Handel, og denne er derfor livlig.
Hovedstad er Augusta (s. d.). — Maine
koloniseredes 1630, hørte fra 1652 til Massachusetts og
indtraadte 1820 som selvstændig Stat i Unionen.
Mainland, se Shetlandsøerne.
Mainoter, rigtigere Maniater, kaldes
Beboerne af Landskabet Mani (ital. Magna) paa
Morea i Grækenland. De anser sig for Efterkommere
af de gamle Spartanere og har i sit Sprog bevaret
mange gammeldagse Former, er vilde, krigerske og
frihedselskende, simple i sin Levevis og gjestfrie, men
tilbøielige til blodige Stridigheder og Røveri. Under
det tyrkiske Herredømme over Peloponnes vidste de
stedse at bevare sin faktiske Uafhængighed og stod
under arvelige Høvdinger, som herskede i de enkelte
Landsbyer. Efter deres sidste Bei Petros
Mauromikhalis’s Død blev deres Selvstændighed rystet;
1834 gjorde de Oprør mod Grækenlands Regentskab,
men blev undertvungne og har siden ikke erholdt
sin gamle Uafhængighed tilbage.
Maintenon (udt. Mængt’nong), Françoise
d’Aubigné, Marquise de, en af den franske Konge
Ludvig den 14des Elskerinder, f. 1635, d. 1719,
nedstammede fra en protestantisk Adelsfamilie og
var født i et Fængsel i Niort, hvor hendes
Forældre, der var Eventyrere, sad arresterede. Med
dem kom hun tre Aar gammel til Amerika, men
vendte efter Faderens Død tilbage til Frankrige i
sit ellevte Aar; da Moderen ikke længe efter døde,
kom hun til en kvindelig Slægtning, som
behandlede hende haardt og opdrog hende i den reformerte
Bekjendelse. 16 Aar gammel lærte hun at kjende
Digteren Scarron, som blev indtagen i hendes
Skjønhed og Aandrighed og fattede Medlidenhed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
