Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Menighed. — Menighedsraad - Menin - Meningitis, d. s. s. Hjernebetændelse - Menippos - Menneske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Menin
Prestegjeld eller Sogn hørende Territorium. I
denne sidste Betydning tages Ordet almindelig i
daglig Tale. Menighederne er i de forskjellige
Kirkesamfund og Lande forskjellig organiserede;
navnlig staar de i et snart mere, snart mindre
afhangigt Forhold til Staten og dens administra<
tive Myndigheder, dette naturligvis dog kun i de
Lande, hvor de kirkelige Anliggender staar under
den samme øverste Ledelse som de verdslige, hvor
der med andre Ord er Statskirke. I enkelte
Lande har saaledes f. Ex. Menighederne en mere
eller mindre udstrakt Indflydelse paa Valget af
sin Prest, medens en saadan i andre Lande, f. Ex.
i Norge, ikke existerer. — Menighedsraad, et
Raad af Mand inden en Memghed, der stal gaa
Presten tilhaande under Sjelesorgens Ud^velse
og ved Siden af ham arbeide for det kristelige
Livs Udvikling inden Menigheden, findes i flere
evangeliske Lande og er bl. a. tilladte i Danmark,
hvor de dog kun har nydt liden Tilslutning. I
Norge findes intet af Menigheden valgt Raad,
men kun Medhjelpere, der antages af Presten
(Se forøvrigt under Art. Kirke).
Menin (udt. Menæng), By i den belgiske
Provins Vestflandern, ved Floden Lys, med 11,000
Indb., er befæstet og har betydelig Fabrikation af
Kniplinger. I dens Omegn drives en udstrakt
Dyrkning af Lin.
Meningitis, d. s. s. Hjernebetændelse.
Menippos, græsk Filosof af den kyniske Skole,
ftammede fra Syrien. Han stal ved Aager have
ijent en stor Formue, men mistet den igjen og
derpaa af Sorg drabt sig selv. Hans Skrifter,
hvoraf intet er tilbage, behandlede dels paa Prosa,
dels paa Vers Gjenstande fra den praktiske Filosofis
Gebet. Efter hans Forvillede strev Romeren
Barro sin „Satira Menippea“, hvoraf store
Brudstykker er bevarede.
Menneske, det høiest organiserede af de paa
Jorden levende Væsener, hører i naturhistorisk
Henseende til Pattedyrene og har i sin Typus
adskillig tilfælles med Aberne, som i legemlig
Henseende indtager den nærmeste Plads under det.
En væsentlig Forskjel fra Aberne frembyder
Mennesket i sin høiere Udvikling af Hjernen og af
Extremiteterne; den første medfører en større og
mere udviklet Hjerneskalbygning samt større
aandelige Evner, den sidste den opreiste Gang, som er
eiendommelig for Mennestet oy kun deles af enkelte
Aber, men selv af disse ikke giennemgaaende. Af
denne opreiste Stilling følger ogsaa, at
Baglemmerne (Benene) hos Mennesket har den udelukkende
Rolle at tjene til Bevægelsesredskaber, medens
Forlemmerne (Armene med Hænderne) levnes for
andre Sysler. Den menneskelige Fod udmærker
sig ved sin store første Taa, som er længere
og tykkere end de øvrige, den faste Forbindelse
mellem Mellemfodens og Fodrodens Knokler samt
ved det store, stærkt uviklede [[** NB, vel trykkfeil for "udviklede" **]] Hælben. Af Venenes
Rolle forn Bevægelsesorganer afhænger ogsaa
Skinnebenenes og Laarbenenes Størrelse og Styrke,
det brede og stærke Bækken, som under den opreiste
Stilling har at bære Størstedelen af Indvoldenes
Vegt, Rygradens dobbelte Krumning samt
Musklernes Koncentration i Læggene og Laarene.
Armene og Hænderne frembyder langt færre
Uoverensstemmelser med Abernes; dog er disses
Tommelfinger mindre udviklet, og deres Overarm er
Menneske
betydelig længere. Ogsaa Hovedets Stilling ti!
Kroppen er afhængig af den opreiste Gang, idet
dets Understøttelsespunkt hos Mennesket ligger mere
1 Midten, hos Aberne narmere den bagre Kant
af Hjerneskallens Basis. — Skjønt Menneskets
Hjerne ingenlunde er den absolut største inden
Dyreriget og hellerikke den største i Forhold til
Legemet, er den dog den mest udviklede. Navnlig
er den store Hjernes begge Halvkugler sterre hos
Mennesket i Forhold til de øvrige Hjernedele, og
ligesaa er Hjernens enkelte Dele mere udviklede.
isar dens Bindinger. Som Følge af Hjernens
Wrre Udvikling er ogsaa som ovenfor navnt Hjerne
skallens Omfang sterre; navnlig er dens forreste
Del fremspringende over Vinene og danner derved
en lodret eller noget afskraanende Pande, som hos
Dyrene enien ganske mangler eller er meget starkt
tilbageskraanende. Ansigtet, navnlig Kjaeverne, er
meget mindre udviklet og ikke snudeformig frem
staaende som hos Dyrene; kun Nasen rager frem,
ligesom der ved Underkjaven dannes en frem
springende Hage, som mangler hos Aberne. —
Tænderne forholder sig hos Menneskene som hos
den gamle Verdens Aber; de er 32 i Tallet, hvoraf
2 Fortænder, en Hjørnetand og 5 Kindtænder i
hver af de 4 Kjævehalvdele. — Hvad angaar Men
neskets Forhold til de Mige Pattedyr og navnlig
Aberne samt de forskjellige Menneskestammers For
hold til hverandre, er derom inden Natnrviden<
staben forskjellige Meninger. De Naturforskere,
som har antaget den af Darwin udviklede Evolu
tionstheori, finder i Mennesket Fuldendelsen af
den Typus, som halvt er kommen til Gjenneni
brud i Aberne. De derimot??, som betragter alle
saakaldte Arter inden den organiske Verden som
stillestaaende og en Gana for alle faststaaende, an
t??ger, at Mennesket ligesom enhver anden Art er
Resultatet af en faregen Skabelsesproces. En
lignende Forstjel i Meningen finder Sted med
Hensyn til de forskjellige Menneskestammers ind??
byrdes Forhold, idet de af nogle betragtes som
scrregne Arter af en foelles Slagt, af andre som
Varieteter af samme Art. Om Menneskeslagtens
Inddeling se forøvrigt Artikelen ??Folkeflag". —
Ved sin udødelige Aand, ved Selvbevidsthed og
Frihed staar Mennestet høiere end noget andet
levende Væsen. Et eiendommeligt Udtryk for sin
overlegne aandelige Dygtighed har Mennesket i
Sproget. Det er vistnok ikke usandsynligt, at
ogsaa Dyrene, ialfald mange af dem, har Midler
til at gjøre sig forstaaelige for hverandre; men
ingen af dem besidder et artikuleret Sprog. Ved
sin Tænksomhed og Opfindelsesevne har Mennesket
endog varet istand til at omsætte sit Sprog, som
i og for sig beftaar af Lyd, der som saadanne
alene kan opfattes af Høresansen, i Tegn eller
Billeder, der kan opfattes af Synet, saa at Men
nesket gjennem Sproget kan gjøre sig forstaaeligt
for sine Lige i en langt sterre Afstand end det
talte Sprogs Lyd kan række. — I sin Evne til
abstrakt Tænkning besidder Mennesket et absolut
Fortrin fremfor Dyrene; dette, at Menneskene
kan løsrive sig fra de Mblikkelige Indtryk og
Impulser og frit sammenkjcrde Forestillingerne
med hverandre, betinger Opkomften af Filosofi
og Religion blandt dem. Denne Tankens
Overlegenhed danner sammen med Menneskets mere
udviklede Evner til at anvende sine Lemmer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
