Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Million - Milman, Henry Hart - Milne-Edwards, Henry. — Alphonse Milne-Edwards - Milo, d. s. s. Melos (s. d.) - Milo, Titus Annius - Milon fra Kroton - Miloradovitsch, Michal Andrejevitsch - Milreïs - Milt. — Miltlegemerne eller de Malphigiske Legemer - Miltbrand. — Miltbrandbakterien
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Million, tusen Gange tusen (1,000,000).
Milman, Henry Hart, engelsk Digter og
Historiker, f. 1791, d. 1868 som Dechant ved
Paulskirken i London, forfattede fiere Tragedier,
hvoriblandt „Fazio“, „Jerusalems Fald“, og
„Anna Boleyn“, men som ikke gjorde synderlig
Lykke. Heldigere var han som Historieskriver med
sin „Jødernes Historie“, „Kristendommens Historie
fra Kristi Fødsel til Hedenskabets Udryddelse“ og
„Den latinske Kirkes Historie indtil Pave Nikolaus
den femte“.
Milne-Edwards, Henry, bekjendt fransk
Naturforsker, f. 1800 i Brügge, studerede Medicin i
Paris, hvor han 1841 blev Professor ved det
naturhistoriske Muséum. Han har især
beskjeftiget sig med den sammenlignende Anatomi og
Zoologi og forfattet et Hovedverk over Krebsdyrene
samt flere Lærebøger i Zoologi. — Alphonse
Milne-Edwards, Søn af foregaaende, ligeledes
Professor ved det naturhistoriske Muséum i Paris,
bar forfattet mange zoologiske Afhandlinger.
Milo, d. s. s. Melos (s. d.).
Milo, Titus Annius, romersk Folketribun, er
bekjendt af sine Kampe med Publius Clodius.
Under sit Tribunat 57 f. Kr. optraadte han til
Fordel for Pompejus og for Ciceros
Tilbagekaldelse, hvilket gav Anledning til Stridighederne.
Efter 52 at have ladet Clodius dræbe forvistes
han trods Ciceros Forsvar til Massilien; 48
sluttede han sig til M. Cælius, men faldt s. A.
ved Compsa.
Milon fra Kroton, en for sin uhyre Styrke
bekjendt Athlet, levede ifølge Herodot ca. 520 f.
Kr. Han skal have baaret en levende Oxe paa
Skuldrene tværs over Væddeløbsbanen i Olympia
og derpaa have slagtet og opspist Oxen paa én
Dag. En anden Gang hindrede han en Bygning,
hvori Pythagoras med sine Disciple befandt sig,
fra at styrte ned, idet han stillede sig selv isteden
for en svigtende Søile, indtil alle havde reddet
sig. Tilsidst fik han, da han i Skoven skulde
kløve en tyk Træstamme med Hænderne, disse
indeklemte i Sprækken og blev i denne hjelpeløse
Tilstand opædt af vilde Dyr.
Miloradovitsch, Michal Andrejevitsch, russisk
General, f. 1770, d. 1825, uddannede sig som
Militær under Suvarov i Italien og Schweiz,
udmærkede sig derpaa i Krigene 1805—13 og
besatte det sidstnævnte Aar Warschau. 1818
udnævntes han til Militærguvernør i Petersburg,
hvor han blev dræbt under Militæropstanden, da
han vilde berolige Oprørerne.
Milreïs, portugisisk og brasiliansk Mynt,
= 1000 Reis. I Portugal er 1 Milreïs nu =
4 Kr. 3 Øre, før 1854 = 4 Kr. 34 Øre. Den
brasilianske Milreïs er = 2 Kr. 4 Øre.
Milt, den største Blodkjertel i det dyriske
Legeme, ligger i den øvre Del af Bughulheden,
tæt under Mellemgulvet, til venstre for Maven.
Den er oval, flad paa den ene Side og hos
Mennesket af en Vegt af ca. 225 Gram. Den
bestaar af et Net af Bindevæv, hvis Mellemrum er
opfyldt af det egentlige Kjertelvav, i hvilke der
findes en stor Mængde smaa, hvide Knuder,
Miltlegemerne eller de Malphigiske Legemer.
Miltens Funktion i Legemet er endnu ikke
til- tilstrækkelig [[** sic!! trykkfeil **]] bekjendt; det antages, at den tjener
til at danne nye Lymfekorn, som derpaa
overføres i Blodmassen og omdannes til røde
Blodlegemer. Derhos er det rimeligt, at de udbrugte
røde Blodlegemer dekomponeres i Milten. Dog
er Milten tilsyneladende ikke af den store
Betydning for Livsfunktionerne som flere andre store
Kjertler; den kan nemlig fjernes ved Operation,
uden at Dyret, hvis det overstaar denne, synes
at lide noget. Sandsynligvis overtager da et
andet Organ (maaske Lymfekjertelsystemet) Miltens
Funktion. Ved alle feberagtige Sygdomme
svulmer Milten op, i Koldfeber og Tyfus saa stærkt,
at dette hører til disse Sygdommes vigtigste
Kjendemærker.
Miltbrand (Anthrax), en ondartet,
overordentlig smitsom Sygdom, som optræder hos de
planteædende Dyr og ligeledes kan overføres til
Mennesket, medens den ikke saa let angriber
kjødædende Dyr eller Fugle. Den kan undertiden
allerede meget kort Tid efterat Smitte har fundet
Sted medfare Døden, som ved Slag; hvis ikke
dette er Tilfældet, begynder den i Almindelighed
med Feberfrost, hvorpaa felger en stærk Hede i
Huden; Aandedrættet bliver hurtigere, Pulsen
svagere, og Døden indtræder oftest som Følge af
Blodets Dekomposition i Løbet af én eller to
Dage. Sjelden overstaar de planteædende Dyr
denne Sygdom, som ogsaa kan antage lokal
Karaktér og blive dødelig paa denne Maade.
Miltbranden optræder oftest i den varme Aarstid og
om Høsten samt ved tørt Veir; den angriber gjerne
først de mest velnærede Dyr, som ogsaa sikrest
bukker under for den. Smitten finder ikke Sted
gjennem Luften, men kun ved Berøring med de
angrebne Dyrs Spyt, Blod eller Exkrementer,
ligesom Miltbrandsmittestoffet ogsaa kan trives og
udvikle sig i Jordbunden f. Ex. paa forskjellige
Plantedele, samt en Eng, hvor den engang er
udsaaet, f. Ex. ved uforsigtig Begravelse af et af
Miltbrand dødt Dyr, atter og atter kan give
Anledning til Smitte af de Dyr, som græsser paa
samme Eng; Miltbrandbakterien kan nemlig
overvintre fra Aar til Aar i Jorden og paa Marken.
Det synes især at være i fugtige Sommere, naar
en saadan Eng for en Tid har været overskyllet
af Vand og derpaa er bleven tør, at den er
farlig for det sammesteds græssende Kvæg, hvilket
man især i Frankrig har havt en sørgelig rig
Erfaring fra. At Kvæget altsaa ogsaa vil kunne
smittes gjennem Foder, der er høstet paa en
saadan Eng, er indlysende, og det er vel neppe Tvivl
underkastet, at mange af de hos os forekommende
Tilfælde skyldes Smitte ved Foder, der er
hjemført fra Lande, hvor Sygdommen er hyppigere
end den heldigvis endnu er hos os. Hos
Mennesket ytrer Miltbrandsmitten sig først ved en liden
Blære paa det Sted, hvor Smittestoffet er
indbragt; den voxer hurtig, antager en graasort Farve,
med violette Rande, og medfarer heftig Feber og
ikke sjelden Døden. For ikke at udsætte sig for
Smitten bør man ikke flaa de af Miltbrand døde
Dyr, men hurtigst mulig nedgrave dem saa dybt,
som det lader sig gjøre. — Miltbrand er i
videnskabelig Hensende en af de interessanteste
Sygdomme, da den ved Siden af Trikinosen er den
Infektionssygdom, hvis Væsen og Aarsager er
fuldstændigst bekjendt. Den beror ifølge flere franske
Naturforskeres (deriblandt især Davaines og Pasteurs
og nu senest Tyskeren Kochs) Undersøgelser paa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
