Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Munk, Jens - Munk, Salomon. — Eduard Munk - Munkács - Munkaczy, Michael - Munke. — Om de forskjellige Munkeordener henvises til de særlige Artikler. — Norden- og søndenfjelds Klostres Historie findes under de specielle Artikler. — Munkelatin. — Munkeløfte, se Klosterløfte. — Munkeskrift
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
tiltræde en ny Ishavsreise; hans Død tilskrives
et Slag i Hovedet, som han engang under en
Ordstrid fik as Kong Kristian den fjerde; dog er
denne Beretning tvivlsom.
Munk, Salomon, fremragende tysk Orientalist,
f. 1805 af jødiske Forældre, d. 1867, studerede i
Berlin og Bonn og lagde sig fra 1828 i Paris
under de Sacy og Chézy efter Arabisk, Persisk og
Sanskrit. 1840 blev han Kustos ved
Nationalbibliotheket i Paris og fulgte s. A. Montefiore og
Crémieux til Ægypten, hvorfra han hjemførte en
Samling arabiske Manuskripter. 1852 maatte
han paa Grund af Sygelighed nedlægge sit
Embede ved Bibliotheket; 1865 blev han Professor i
Hebraisk, Kaldæisk og Syrisk ved Collége de France.
Af hans Skrifter kan mærkes „Réflections sur le
culte des anciens Hébreux dans ses rapports
avex les autres cultes de l’antiquité“ (1833),
„Palestine. Description géographique,
historique et archéologique“ (1845) samt en
Oversættelse af Maimonides’s „De Forvildedes Fører“
(3 Bd., 1856—66). — Hans Broder Eduard
Munk, f. 1803, d. 1871, var en dygtig Filolog
og udgav bl. a. Lærebøger i den græske og den
romerske Literaturhistorie.
Munkács (udt. Munkatsj), By i Komitatet
Beregh i Ungarn, med 9,000 Indb. og en
Fæstning, der benyttes som Statsfængsel.
Munkaczy (udt. Munkatsji), Michael, berømt
ungarsk Maler, f. 1846 i Munkács, kom i sin
Ungdom i Snedkerlære, men skaffede sig samtidig
Anledning til udstrakt Læsning og forsøgte sig
paa egen Haand i Tegnekunsten. Derpaa fik han
i Gyula nogen Veiledning i Portrætmaleriet af
en omreisende Maler og reiste senere til Pesth,
hvor han ernærede sig som Tegnelærer og ved at
male Portræter og smaa Genrebilleder. Efter et
Ophold ved Akademiet i Wien kom han 1866 til
München og Aaret efter til Düsseldorf, hvor han
studerede under Knaus og Vautier og 1869
udstillede „En Dødsdømts sidste Timer“, et Billede,
som skabte hans Berømmelse og 1870 skaffede
ham Medalje paa Salonen i Paris. I de
nærmest følgende Aar malede han en Række Billeder,
dels med alvorligere, dels med humoristiske
Motiver, deriblandt „Fangne Forbrydere føres bort
ved Nattetid“, „Hos Pantelaaneren“, „Rekruterne“,
„Episode af Ungarernes Frihedskamp“,
„Landsbyens Hane“ m. fl., som samtlige vandt stor
Anerkjendelse og solgtes til høie Priser. Fra 1872
er Munkaczy fast bosat i Paris og gift med en
luxemburgsk Adelsmands Enke, med hvem han
har faaet en betydelig Formue; han lever
saaledes i materiel Henseende under de heldigste
Omstændigheder og har af denne Grund kunnet
undlade at forcere sin Produktion, hvorfor han ogsaa
i sine senere Arbeider har leveret Kunstverker af
første Rang. Herhen hører hans Dobbeltportræt
af ham selv og hans Hustru (1877), „Milton
dikterer for sine Døtre“ (1878), „Barselvisiter hos
den unge Moder“ (1879) og endelig hans
Mesterverk, „Kristus for Pilatus“, som udstilledes paa
Parisersalonen 1881 og vandt det mest
enthusiastiske Bifald. Munkaczy er i Besiddelse af en
sin psykologisk Opfatning, som han forstaar at
give det mest talende Udtryk; han er en
særdeles fremragende Kolorist, som især har sin Styrke
i at opstille en Harmoni af Farver, der i og
for sig er mørke og temmelig tunge, men
tilsammentagne gjør en rolig, mættet og nobel
Virkning.
Munke kaldes i den katholske Kirke de Mænd,
som lever sammen i Klostrene og danner egne
religiøse Ordener, hvis Formaal er Gudsdyrkelse
og Udøvelse af Barmhjertighedsgjerninger. Som
Navnet (af gr. μόναχός, [[** finner ingen kilde med første aksent, annen aksent = tonos **]] Eneboer) antyder, er
Munkevæsenet oprindelig udgaaet fra Eremitlivet,
der allerede før Kristendommens Dage havde
spillet en Rolle hos flere forskjellige Folkeslag og
inden den kristne Kirke alt i de første
Aarhundreder begyndte at blive almindeligt. Til Grund
for dette Eneboerliv laa en misforstaaet
Opfatning af de religiøse Krav om Aandens
Frigjørelse fra Kjødets og Sansernes Herredømme,
hvilket ledede til, at man søgte den høieste
Fuldkommenhed i at afsondre sig fuldstandig fra
Verden. I Længden blev imidlertid
Eneboerlivet umuligt at realisere, og de spredte
Eremiter samlede sig derfor i egne Boliger,
Klostre, hvor de gjensidig kunde støtte hverandre i
sine Bestræbelser efter at opnaa den størst mulige
religiøse Fuldkommenhed. — De første Klostre
omtales i Ægypten i Slutningen af det 4de
Aarh. Herfra udbredte Munkevæsenet sig med
stor Hurtighed til alle de østerlandske Lande, hvor
Kristendommen havde vundet Indgang. I
Vesterlandene gik det i Begyndelsen langsommere, men
fra Augustins Tid af blev ogsaa der Klostrene
mere og mere almindelige. Munkene beskjeftigede
sig ved Siden af sine religiøse Sysler ogsaa med
forskjellige Næringsveie, hvorved de erhvervede sig
sit Ophold; navnlig drev de Agerbrug og enkelte
Haandverk. Hvad der paa denne Maade blev
fortjent, var fælles Eiendom. De Landstrækninger
omkring Klostrene, som blev opdyrkede af disses
Indbyggere, kom til at danne Klostergodser, som
senere gjennem Tiderne udvidedes ved Gaver,
saaledes at flere Klostre blev meget betydelige
Eiendomsbesiddere. Klostrenes Indtægter hævede
sig i det hele taget til en saadan Høide, at deres
Beboere saa sig istand til at leve i et Vellevnet,
der altfor ofte blev hele deres Opgave.
Overhoved kam Klostermurene ofte til at indeslutte stor
sædelig Fordærvelse. Ved dette var selvfølgelig det,
som laa til Grund for Klosterlivet, Askesen,
fuldstændig tilsidesat; men Klostrene havde i saa høi
Grad vundet Anerkjendelse i den almindelige
Bevidsthed, at de ligefuldt kunde vedblive at
existere tiltrods for, at Munkenes forargelige Levnet
ikke altid kunde holdes helt skjult. Paa den anden
Side er det umuligt at overse, at Munkene i
Tidernes Løb har gjort overordentlig meget godt.
Agerbrug og Industri har gjennem dem faaet
mangt et kraftigt Fremstød, og i enkelte Perioder
har der i Klostrene været drevet vigtige
videnskabelige Studier, der har sat Frugt i
betydningsfulde lærde Verker. — Til forskjellige Tider har
der været gjort Forsøg paa at føre Klosterlivet
tilbage til dets oprindelige Begrændsning og
reformere Munkenes Sæder, alt med større eller
mindre Held. Et Udslag af disse Bestræbelser var de
talrige nye Ordener, som gjennem Middelalderen
oprettedes den ene efter den anden og den ene
med strengere Ordensregler end den anden. Kun
faa af dem har imidlertid formaaet at holde sig
paa den sædelige Høide, som de tilstræbte.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
