Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Mynster, Jakob. — Ole Hieronymus Mynster. — Fredrik Ludvig Mynster - Mynt. — Myntfod. — Myntkonvention
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Mynster 552 Mynt
Mynster, Jakob Peter, bekjendt dansk
Theolog, f. 1775, d. 1854, tog 1794 theologisk
Embedsexamen og blev 1801 Sogneprest i Spjellerup
og Smerup paa Sjælland. Under de første Aar
af hans Virken i dette Kald foregik der en
dybtgaaende Forandring med ham, idet han, som
tidlig havde begyndt at fjerne sig fra den positive
Kristendom, her atter vendte tilbage til den for
at omfatte den med fornyet Alvor og Inderliqhed.
Da Biskop Boisen 1806 udgav et Skrift med
Forslag om Liturgiens Forandring i rationalistisk
Aand, optraadte Mynster mod ham med en al
vorlig og grundig Afhandling. Foruden flere
theologlske Afhandlinger, som offentliggjordes i
Roskilde Landemodes Forhandlinger, udgav han
i disse Aar ogsaa sine bekjendte
„Spjellerupsprædikener“ (1809), det første kraftige og bestemte
Vidnesbyrd i evangelisk Aand mod Tidens
Rationalisme, og 1810 „Om den Kunst at prædike“.
1811 blev han første residerende Kapellan ved
Frue Kirke i Kjøbenhavn. I Hovedstaden var,
som rimeligt, Rationalismens Hovedsæde, og den
tørre Fornuftkristendom, som prædikedes i alle
Kirker, havde bevirket, at disse stod næsten tomme.
Mynster vidste at faa dette Forhold forandret;
tiltrukne af hans ærlige, troende Vidnesbyrd om
Evangeliet saavelsom af hans store Lærdom og
usædvanlige Veltalenhed strømmede Folk til
Kirken, og blandt hans Tilhørere taltes snart en
Skare yngre Theologer, der senere blev hans
Medhjelpere i Kampen mod Rationalismen. En
frugtbar Virksomhed udfoldede han ogsaa som
Lærer ved Pastoralseminariet. 1817 blev han
Medlem af Direktionen for Universitetet og de lærde
Skoler, 1828 Konfessionarius samt Hof- og
Slotsprest og 1834 Biskop over Sjællands Stift,
hvilket Embede han indehavde til sin Død. I
det politiske Liv deltog Mynster som Medlem af
Roskilde Stænderforsamling og senere af den
grundlovgivende Rigsdag, men vandt paa Grund af sin
absolutistiske Konservatisme ingen Popularitet som
Politiker. Af hans Skrifter kan foruden de foran
anførte nævnes en Aargang Prædikener (1823),
en ny Oversættelse af Luthers lille Katekismus
(1814) og „Betragtninger over de kristelige
Troeslærdomme“ (1838), det mest ansete og læste af
alle hans Skrifter; hans „Blandede Skrifter“ af
kirkehistorisk, dogmatisk og filosofisk Indhold
samledes 1852—57. Endnu kan nævnes hans
Deltagelse i Revisionen af den nye Oversættelse af det
Nye Testamente (1819) og i Udarbeidelsen af
Tillægget til den evangelisk-kristelig Salmebog (1845);
1837 fik han det Hverv at gjøre Udkast til
Forandringer i Alterbogen og Ritualet; men hans
Forslag (udgivet 1839) blev ikke antaget. — Hans
Broder Ole Hieronymus Mynster, f. 1772,
d. 1818, studerede Medicin og blev 1805
Professor; han beskjeftigede sig med kemiske og
elektrometriske Undersøgelser. — Foregaaendes Søn
Fredrik Ludvig Mynster, f. 1811, er bekjendt,
som Oversætter af Ossian, af Herders „Cid“, flere
af Luthers mindre Skrifter m. m.
Mynt, Metalstykker af en nøie fastsat Vegt
og Sammensætning, med et Præg, der
angiver deres Værdi. Ved Mynter af Guld samt
større Sølvmynter svarer denne Vørdi ganske
eller tilnærmelsesvis til Metallets Værdi; ved
mindre Sølvmynter samt Kobber- og
Broncemynt er den mindre end Metalværdien, idet
disse Mynter bruges som Repræsentativ for en
vis Værdi, der garanteres af Staten. —
Prægningen af Mynt er en meget gammel
Opfindelse. Allerede Oldtidens græske og andre
Mynter havde for det meste den endnu brugelige
Form af en cirkelrund Skive; firkantede,
sexkantede eller ottekantede Mynter er af og til blevne
forsøgte, men har ikke vundet megen Udbredelse.
Oprindelig var Mynten kun prcrget paa den ene
Side, senere paa begge. Myntfabrikationen var
fra først af fri for enhver; men da det snart
viste sig, at Privatmand benyttede denne Adgang
til at slaa Mynt af ringere Værdi end angivet,
og da det desuden var af Vigtighed at faa en
Enhed i Værdien af Mynterne i de enkelte Lande,
blev det almindelig bestemt, at Retten til at slaa
Mynt udelukkende skulde tilkomme Staten. I
Middelalderen erhvervede dog ogsaa flere Biskoper,
Adelsmænd og Byer sig Myntret, som de dog
snart igjen tabte. Nu er Myntningen paa de
fleste Steder Statsmonopol. — Ved Mynter
skjelnes mellem Forsiden (Aversen) og Bagsiden
(Reversen). Præget er i Regelen ophøiet, dog
ikke meget, for at det ikke skal slides altfor
stærkt. Guld- og Sølvmynter gjøres ikke af ganske
rent Metal, da dette vilde være for blødt, men
faar en Tilsætning af en ringe Mængde Kobber.
Guldmynter gjøres nu i Regelen af en Finhed
llg 0.900, d. v. s. de bestaar af 900 Vegtsdele rent
Guld og 100 Vegtsdele Kobber. Sølvmynternes
Finhed varierer meget efter deres Størrelse;
saaledes udgjør den for de skandinaviske Sølvkroner
0.800, [[** sjk midterste siffer **]] for Femti-Øre og Femogtyve-Øre Mynter
0.600 og for Ti-Øre Mynter 0,400. For
nøiagtig at bestemme en Mynts Gehalt i Over
ensstemmelse med Myntfoden bliver Metallet før
Prægningen omhyggelig proberet (se Probering)
og de enkelte Myntstykker bagefter justerede,
d. v. s. veiede paa en meget fin Vegt, hvorefter
de overvegtige afskrabes eller files, medens de,
som er for lette, indsmeltes igjen. Da det
imidlertid er umuligt at opnaa aldeles absolut
Nøiagtighed, er der saavel ved Proberingen som
Justeringen indrømmet en bestemt, meget liden
Afvigelse til begge Sider af det rette; denne Afvigelse
kaldes Tolerance eller Remedium. — Den
tekniske Fremgangsmaade ved Myntning er
følgende. De ædle Metaller smeltes i store Digler
af Grafit eller Smedejern og udstøbes derpaa i
lange Stænger. Disse lader man gaa gjennem
et Valseverk, som udstrækker dem til flade
Strimler af den Brede, som er nødvendig. Efter at
have faaet denne Form glødes de, hvorefter de
enkelte Myntstykker udhugges med et Stempel.
Nu justeres de runde Plader (Blanketter),
hvorefter de glødes og beitses med fortyndet
Svovlsyre for at faa en ren og blank Overflade.
Blanketterne bringes derpaa i Prægemaskinen, hvor de
ved en mekanisk Indretning en efter en føres hen
mellem Stemplerne. Disse er gjorte af Staal,
som efter Graveringen er hærdet, og er anbragte
saaledes, at Myntblanketten kommer til at ligge
horizontalt mellem dem. Paa Understemplet, der
er faststaaende, er anbragt en Ring, som i det
Øieblik, da Blanketten kommer hen paa Stemplet,
hæver sig og omslutter den under Prægningen,
medens den efter denne gaar ned udenom
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
