Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nikolaus (Helgen) - Nikolaus (Paver). — Nikolaus den første. — Nikolaus den anden. — Nikolaus den tredie. — Nikolaus den fjerde. — Nikolaus (Modpave). — Nikolaus den femte - Nikolaus Arnessøn - Nikolaus Pavlovitsch (den første)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Molllus
Keiser Diokletian i Fængsel og kom først under
Konstantin den store paa fri Fod igjen. 325
optraadte han paa Kirkemødet i Nikæa som en ivrig
Bekjæmper af den arianske Vranglære. Hans
Mindefest feires den 6te December.
Nikolaus, Navn paa sex romerske Paver. —
Nikolaus den første, kaldet ??den store", var
Pave 858—67. Det var en dristig, energisk og
begavet Mand, som bidrog meget til at udvide og
befaste den pavelige Magt. I Anledning af
Stridighederne mellem Erkebistop Hinkmar af
Rheims og Bifiop Rothad af Soissons forstod
han paa Grundlag af de netoft opdukkede pseudo??
isidoriste Dekretaler (s. d.) at bringe ogsaa den
indtil da nasten uafhoengige frankifie Kirke ind
under den pavelige Stols OverhMed. Ved at
belcrgge Patriarken Fotius med Ban hidfMte
Nikolaus det fyrste Schisma mellem den Mer
landfle og den vesterlandste Kirke. — Nikolaus
den anden beklædte Pavestolen 1058—61. Han
arbeidede for Pavedømmets fuldstændige
Uafhængighed af den verdslige Magt, overdrog Paveval
get udelukkende til Kardinalerne og strabte at
gjennemftre C^libatslovene. I Nadverdftridighe
derne optraadte han mod Berengar af Tours for
Transsubstantiationslaren. — Nikolaus den
tredie, 1277—80, var en Ven af Bidenflaberne,
men befr.rdrede derhos ogsaa en vidtgaaende Nepo??
tisme. Han havde den Tilfredsstillelse at se de
lange Stridigheder mellem Pave- og Keisermagten
afgjorte til den fMes Fordel ved Rudolf af Habs
burgs Afkald paa alle keiserlige Rettigheder over
Kirkestaten. — Nikolaus den fjerde, 1288—92,
arbeidede forgjeves for at bringe et nyt Korstog
istand. — Nikolaus, Modpave mod Johan den
toogtyvende, indsattes 1328 af Ludvig Baireren,
men maatte underkaste sig sin Modstander og dFde
i Fangsel; han regnes ikke med i Paverækken. —
Nikolaus den femte, regjerede 1447—55.
Han var en varm Ven af Videnstaberne, indkaldte
mange lcerde Grakere og udvtdede betydelig det
vatikanfte Bibliothek. 1448 siuttede han Wiener??
konkordatet med Keiser Fredrik den tredie og op-
Wc 1449 Koncilet i Basel.
Nikolaus Arnessøn, en af Norges mest ind??
flydelsesrige katholfie Pralater, var SM af den
magtige Lendermand Arne ftaa Stodreim (nu
Stareim) i Nordfjord og Kong Harald Gilles
Enke Ingerid, deltog i Slaget Paa Ilevoldene
1180 som Magnus ErlingssMs Mand, idet han
var Wrer for den Trop, som flulde falde Sverre
og Birkebeinerne i Ryggen. Efter Magnus’s
Fald 1184 synes han at have indgaaet enslags
Forlig med Sverre, hvilket dog ikke blev af lang
Varighed. Da Stavanger Bispeftol blev ledig,
drev Erkebistop Erik igjennem, at Pladsen be??
sattes med Nikolaus, trods Sverres Modstand.
Aaret efter blev han Biskop i Oslo. Fra denne
Tid siuttede han sig ivrig til Sverres Fiender
og blev paa Grund af sin Klogskab, Anseelse og
fornemme Byrd en af Kongens farligste Mod
stanoere. Baglernes Opstandsforsøg udgik
saaledes fra ham, idet han fik Inge, en virkelig
eller foregiven Søn af Magnus Erlingssøn,
erkjendt som Kongsemne. Han samlede en Hær
i Viken og lod Inge udraabe til Konge 1196,
men 26de Juli ncrste Aar blev han aldeles slagen
af Sverre ved Oslo. Nikolaus drog nu til Op-
Nilolaus Pavlovitsch
landene og samlede Folk og derfra til Bergen,
som han satte Ild paa, hvorved Byen for en stor
Del jjdelagdes. Derfra drog han 1199 med Bag
lerne til Trondhjem, men hans Angreb paa Byen
ttlbagefloges af Sverre, hvorefter han trak siy
ind i Trondhjemsfjorden. Sverre fulgte efter, og
den 18de Juni 1199 flog han Nikolaus fuldstan
dig paa StrindsDen. Efter Sverres Død
underkastede Nikolaus sig Kong Haakon, men efter dennes
Død reiste han atter med dansk Hjelp
Baglerpartiet, i hvis Spidse han satte Erling Steinvegg
(s. d.), og efter dennes Død søgte han at faa sin
SMersM Filip SimonssM anerkjendt af
Baglerne som Konge, hvilket ogsaa lykkedes ham. Et
Dorlig, vasentlig ved Nikolaus’s Mægling, kom
istand, ifølge hvilket Norge skulde deles mellem
Inge Baardssøn og Filip, dog skulde førstnævnte
være Overkonge. Efter Filips Død 1217
anerkjendte Nikolaus Haakon Haakonssøn som Konge,
skjønt han lige til sin Død 1225 fortsatte med
Intriger mod ham.
Nikolaus Pavlovitsch (den første), Keiser af
Rusland, f. 1796, d. 1855, var Søn af Keiser Paul
den første. Under sin Opvext havde han mest Inter
esse for Militærvæsenet; fra Politiken og al
Deltagelse i det offentlige Liv holotes han fjernet under
sin aldre Broder Alexander den førstes Regjering.
Ved Broderens Død 1825 kom Nikolaus paa
Tronen og undertrykte med blodig Strenghet, en
samtidig udbrudt Militceropstand. Da der vifte
sig Tegn til, at flere lignende Oftftandsforftg var
igjoere, og da MisnFien blandt Befolkningen af
og til blussede op i en Grad, der forekom ham
at true hans Herskermagt, tog han det Parti ved
Militcrrdespoti og stor Strenghed at holde alle
Opinionsytringer nede og ivrig at arbeide paa
Befæstelsen af det personlige, uindskrænkede
Regimente. Hans Regjeringssystem gjennemførtes af
ham selv og hans Hjelpere konsekvent og
hensynsløst; ved Siden af at holde Folket i
Umyndighedstilstand søgte han imidlertid ogsaa at indføre
enkelte Reformer, navnlig i den yderst korrupte
Adminiftration, og arbeidede for Naringsveienes
Opkomst, hvilket til en vis Grad lykkedes og ad??
ftillig forFgede Rigets materielle Velstand. BM??
derne lod han forblive at verre Livegne, men
s^gte ved forskjellige Lettelser at gjpre deres Kaar
noget taaleligere. I sin Udenrigspolitik havde
han i Begyndelsen isar Asien for Bie og udvi
dede ved en heldig Krig med Persieu Ruslands
Landomraade, ligefom han opnaaede flere Fordele
af Tyrkiet ved Freden i Adrianopel. Da de
politiske Bevegelser i 1830 ogsaa naaede til Polen
og der medfMe en national Reisning, opbød
Keiseren alt for at dæmpe denne, hvilket ogfaa
lykkedes og havde Ophavelsen af Konftitutionen
af 1815 og Polens faktiske Indlemmelfe som
russisk Provins til Mge. Fra nu af gik
Nikolaus’s Bestrabelser endnu mere end ftr ud paa
at gjennemftre den strengeste Despotisme. Rus
land afstangtes faa meget som muligt fra den
pvrige Verden, et udbredt Net af Politi- og
Spionvæsen omspendte hele Riget, Videnskabernes
Studium tilsidesattes og Pressen holdtes under den
strengeste Censur. De Folkeslag af anden
Nationalitet, som fandtes inden det uhyre Riges
Grændser, forsøgtes med Vold og Magt russificerede, og
Protestanter og romerske Katholiker bearbeidedes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
