Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Norge - Historie - Kalmarunionen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Norge
af Danmark og forbitrede derved de danske Stormænd,
som 1376 valgte Haakons SM Olav til Konge. Bed
Haakons Djsd 1380 blev Olav ligeledes Konge i
Norge, men han døde allerede 1387 kun 17 Aar
gammel, og hans kraftfulde Moder, Dronning
Margrete, blev da i begge Riger valgt til
Rigsforstanderske. I Sverige havde Kong Albrecht gjort sig
forhadt, og da han i Tyskland havde samlet en stor
Hcrr for at hcrvde sine Besiddelser, blev han ved
Falkoping 1389 fuldstcrndig staaet af en forenet
danst-norsk-svensk Hcer og fangen. Efter Olavs
Dfld var hans Frcrnde Haakon lonssM maaste
den ncrrmeste Arving til Norges Trone, men han
afgav en Erklcrring om, at han ingen Rettigheoer
havde, og snart var Margrete erkjendt som Dron
ning i alle tre Riger. Til sin EfterMer kaarede
hun Erik af Pommern, som var af norsk Kon
gecrt, og 1389 blev den 7aarige Erik i Trond
hjem tagen til Konge og nogle Aar senere ogsaa
i Danmark og Sverige. 1397 kronedes han i
Kalmar som Konge i alle tre Riger. Margretes
Plan gik ud paa en varig Sammensmeltning af de
skandinaviske Lande, og under Kroningsfesten i
Kalmar blev Kalmarunionen (s. d.) vedtagen af
de der fremmødte norske, svenske og danske
Stormænd. Margretes Regjering var kraftig, og havde
hendes EfterfMgere vist en stirre Klogstab, saa
havde Kalmarunionen maaste bestaaet laengere end
den gjorde. Men deres ukloge Fremfcrrd og til
dels Uduelighed, i Forening med de tre Landes
ofte stik modsatte Interesser bragte snart den løst
opførte Bygning til at vakle. At Margrete
foretrak alt hvad der var dansk og indsatte danske
Befalingsmænd i Norge og Sverige, vakte snart Uvillie,
ligesom disse Lande indvikledes i en dem
uvedkommende langvarig og blodig Krig, som Danmark
paaførtes af de mægtige holstenske Grever. Da
Margrete 1412 dFde, overtog den uduelige Erik
Regjeringen. Han fortsatte Krigen med Holsten,
hvormed det mcegtige Hanseforbund allierede sig.
En hanseatisk Flaade angreb under denne Krig Ber
gen, Norges betydeligste Handelsby, og plyndrede
den 1428. 1435 blev Erik nødt til at slutte en
ufordelagtig Fred og samtidig at indrpmme Hanse
forbundet flere Rtttigheder til stor Skade for Norge.
Den langvarige Krig føltes tungt af Befolkningen
formedelst de store Pengesummer, som den
fordrede. Skatterne inddreves paa en skaanselløs
Maade af de af Kongen indsatte
Oppebørselsbetjente, af hvilke mange ofte plyndrede Almuen
for egen Regning. I alle tre Riger var man
desuden misfornøiet med, at Erik indkaldie en
Mængde Udlændinge, især Tyskere, hvem han valgte
til sine Fortrolige og gav de vigtigste Embeder.
Misnøien brød først aabenlyst ud i Sverige, hvor
Engelbrett EngelbrektssM reiste en Opftand og
fik Rigsraadet (1434) til at sige sig lM fra Erik;
til Rigsforstander valgte Sveuskerne Karl Knuts
sM Bonde. Det- sydlige Norge gjorde et Par Aar
efter ligeledes Oprxir, som dog stilledes. Den usle
Erik blev kjed af disse mange Gjenvordigheder og
rsmte til Gotland, hvor han siden drev SjMMeri.
Efter Eriks Rømning indkaldte det danske Rigsraad
hans Søstersøn Kristoffer af Baiern og
udnævnte ham til Rigsforstauder. 1440 valgtes han
til Konge i Danmark, Aaret efter i Sverige og det
følgende Aar i Norge. Nordmændene havde før
Valget forgjeves forsøgt at faa Erik tilbage. — Ved
Norge
dette Kongevalg blev det bestemt, at hvert Rige skulde
styres særskilt, og at en Rigsforstanoer i Kongens
Fravcer skulde ftre Regjeringen. Kristoffer udret
tede lidet eller intet til Afhjelpelse af den Npd,
som herskede overalt, og hans svage Forska, ftaa
at indstrcrnke Hanseaternes Magt fMe ikke til
noget. Han dFde allerede 1448 i en ung Alder,
og nu stod de tre nordiske Rigers Troner atter
ledige. Det danske Rigsraad indkaldte paa egen
Haand Kristiern (den første) af Oldenburg
efter forgjeves at have tilbudt Hertug Adolf af
Slesvig Kronen. I Sverige derimod valgte man
Karl Knutssøn til Konge. I det nordlige Norge
vaklede man en Tid mellem Rigsforftanderen
Sigurd lonssM, en Wtling af Norges gamle
Konger, og den flygtede Erik; at man der saa
lcrnge og vedholdende hængte ved en saa udue??
lig Fyrste som Erik, kom vistnok for en stor Del
af. at han var bestcrgtet med Harald haarfagres
afholdte Kongestamme. Da ingen af disse var
villige til at modtage Kronen, besluttede dette
Parti, i hvis Spidse Rigsraadet og den moegtige
Erkebiskop Aslak Bolt stod, at forene fig med Sue??
rige og hylde Karl KnutssM. I det sMdenfjeldste
Norge holdt man derimod paa Foreningen med
Danmark. Dette Partis Fører var Hartvig
Krummedike, en Holstener, samt Biskop Jon i Oslo, som
var dansk af Fødsel. Rigsraadet begik den Feil
at sende disse to Mænd ned til Danmark
udelukkende for at underhandle om Fred mellem de to
Riger, og de maatte edelig forpligte sig til ikke
at tilbyde Kriftiern den norske Krone. De brjd
imidlertid denne Ed, saasnart de ankom til Dan
mark, og fik derved Kristiern til at drage med
en Hær til Oslo, hvor man ikke var forberedt
paa at møde en Fiende. Raadet og Erkebispen
maatte tvungne af Omstændighederne hylde
Kristiern. Denne svigagtige Færd vakte
Nordmændenes Harme, og ikke saasnart var Erkebisp Aslak
kommen paa fri Fod, før han drog til Trondhjem,
indkaldte Karl Knutssøn og lod ham krone.
Almuen sendte nu Kristiern et formeligt
Opsigelsesbrev. Men Karl Knutssøn magtede ikke at værge
sit nye Rige. Kriftiern gjorde et Tog til
Trondhjem, og da Aslak Bolt nu var død, var der ingen,
som kunde samle Nordmcændene til kraftig Modstand.
Kristiern blev antagen til Konge, lod sig krone i
Norge, og paa et i Bergen sammenkaldt Møde
blev det bestemt, at Norge for stedse skulde være
forenet med Danmark (den bergenske Reces).
1457 hyldedes han ogsaa som Konge i Sverige.
Kristiern den første var en svag og ubetydelig
Regent, som desuden regjerede temmelig egenmægtigt.
Under et nyt Skattepaalæg 1463 gjorde Svenskerne
Oprør og indkaldte paany Karl Knutssøn.
Kongens stadige Pengemangel gjorde, at intet blev
udrettet til Rigernes Opkomst. Norge led herunder ikke
mindst, hvortil kom, at Hanseaterne fik husere som de
vilde; i Bergen f. Ex. dræbte de Befalingsmanden
Olav Nilssøn, Biskopen samt en hel Del andre Mænd,
fordi Olav vilde have dem til at lyde Lov og
Ret, og den kraftløse Kristiern formaaede ikke at
gjøre noget for at hevne denne Udaad. Russerne
og Karelerne plyndrede ustraffede Norges nordlige
Landsdele, og tyste og danske Eventyrere over
svsmmede Landet og sit dets bedste Embeder. Da
hans Datter Margrete ægtede den skotste Konge
Jakob den tredie, kunde han ikke betale
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
