Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Norge - Historie - Oskar den anden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
to dissenterede. Den samlede Komité enedes
endelig om en Indstilling, hvori der udtaltes, at en
Revision alene kunde finde Sted paa Grundlag af
Ligeberettigelse, men i hvilken det ogsaa blev sagt,
at det kgl. Protokoldiktamen opfattedes som et
Udtryk for den samme Anskuelse. Denne Indstilling
bifaldtes den 17de Juni 1863 af Storthinget mod
7 St. I den Trontale, hvorved Storthinget faa
Dage efter hævedes, udtaltes det temmelig tydelig,
at Regjeringen opfattede Storthingets Beslutning
som indeholdende et Samtykke til den i Forslag
bragte Revision. Som Følge af denne
Regjeringens Opfatning blev der, om end først halvandet
Aar senere, nedsat en Komité for at tage
Forandringerne i Unionsakten under Overveielse. I
1867 fremlagde Unionskomitéen Forslag til en ny
Foreningsakt paa 71 Paragrafer, hvilket den norske
Regjering anbefalede til Vedtagelse. Storthinget
forkastede det imidlertid efter skarpe Debatter
14de—17de April 1871 med 92 Stemmer mod
17. Senere er Forslag om Revision af
Unionsakten ikke kommet frem igjen, og
Statholdersagen bragtes endelig til Afslutning derved, at
Kong Oskar den anden den 7de Juni 1873
sanktionerede Storthingets Beslutning derom.
Allerede før var en betydningsfuld Reform bleven
gjennemført, idet Storthinget 1869 besluttede, at
det herefter skulde samles hvert Aar istedenfor som
før hvert tredie Aar, og denne Beslutning
sanktioneredes af Kongen. Det Storthing, som i 1871
forkastede Unionsforslaget, var det første af de
ifølge den nye Grundlovsbestemmelse
sammentraadte aarlige Storthing. Ved Slutningen af
denne Session vakte Kongens pludselige Opløsning
af Storthinget Misnøie hos Venstre og fremkaldte
fra dets Side en motiveret Dagsorden, hvori dette
Skridt beklagedes. Men fra næste Aar, 1872,
begyndte først for Alvor den konstitutionelle Kamp,
som i de sidste Aar har gjort Norges indre
politiske Historie til en lidet lystelig Foreteelse.
Spiren dertil var lagt ved dette Aars første Gang
fattede Beslutning om Statsraadernes
Adgang til Storthingets Forhandlinger.
Denne Reform havde staaet paa Dagsordenen siden
1821. Men i denne Tid havde Sagen undergaaet
en mærkelig Skjebne. Fra først af var nemlig
Forslaget fremsat af Regjeringen, som, efterat det
i 1821 var blevet forkastet, senere gjentagne Gange
fremsatte det paany; ved Siden deraf forelaa
jevnlig alternerende Forslag fra privat Haand. 1824,
1839, 1842, 1845 og 1848 forkastede Storthinget
alle de Forslag i Statsraadssagen, som blev det
forelagte. 1851 bifaldtes et noget modificeret
privat Forslag, som imidlertid ikke vandt
Sanktion. Paa Storthinget i 1854 faldt saavel dette
uforandret paany fremsatte Forslag som to andre
private om den samme Sag; heller ikke i 1857
fik noget af de da foreliggende Forslag den i
Grundloven bestemte Majoritet for sig. I
1859—60 og 1862—63 saavelsom i 1865—66
var det samme Tilfældet. Storthinget havde
saaledes i den lange Tid af 42 Aar stadig — med
Undtagelse af en enkelt Gang — afslaaet at gaa
ind paa Reformen. Men efterat de aarlige
Storthing var blevne indførte, indtraadte Omslaget. Den
9de Marts 1872 bifaldtes med 30 St. mod 29 et
privat fremsat Forslag om Statsraadernes Adgang
til Storthingets Forhandlinger. Nu var det
imidlertid Kongemagten og Regjeringen, der bestemt
satte sig imod Sagens Fremme. Kun to af
Regjeringens Medlemmer, Dr. O. J. Broch, og N. Irgens,
tilraadede Sanktion og tog sin Afsked, da den ikke
blev meddelt. Regjeringen fremholdt i det
Foredrag, der laa til Grund for Sanktionsnegtelsen,
at hvis Sagen skulde bifaldes, maatte der kræves
en Del Garantier for at modvirke den Tendens
til „parlamentarisk“ Styre, som da formentlig
vilde komme til at gjøre sig gjeldende i det
konstitutionelle Liv. Hvori disse Garantier skulde
bestaa, blev rigtignok ikke bestemt udtalt, men
Regjeringen antydede i sit Foredrag bl. a.
Opløsningsret, Statsraadernes Valgbarhed til
Storthinget, Tokammersystem og en vis begrændset
Diæt for Storthingsmændene.
Sanktionsnegtelsen fremkaldte en den 15de Mai 1872 besluttet
Mistillidsadresse mod Regjeringens Medlemmer,
der som Følge heraf stillede sine Embeder til
Kongens Disposition. Kongen udtalte imidlertid i et
Protokoldiktamen, at Statsraaderne besad hans
Tillid, hvorfor han ikke fandt sig beføiet til at
indgaa paa at afskedige dem. For nærmere at
præcisere de Fordringer, der fra Regjeringens Side
fremsattes, hvis den skulde gaa ind paa
Statsraadernes Adgang til Storthingets Forhandlinger,
fremsattes for Storthinget i 1874 en kgl.
Proposition, hvorved denne Reform foresloges iverksat
under endel Betingelser, deriblandt Opløsningsret,
grundlovbestemt Pension for afgaaede Statsraader
og Fastsættelsen af en Maximalsum som Diæt for
Storthingets Medlemmer. Storthinget i 1874,
som ifølge Grundloven ikke kunde behandle denne
Proposition, gjentog derimod sin Beslutning af
9de Marts 1872 blot med en
Redaktionsforandring, der nødvendiggjordes ved den imidlertid
stedfundne Ophævelse af Statholderposten og
Oprettelsen af et nyt Statsministerembede. Heller
ikke denne Gang nød Beslutningen Kongens
Sanktion. Da den kgl. Proposition i 1877 forelaa til
Afgjørelse, blev den enstemmig forkastet, hvorimod
der fattedes en Beslutning aldeles ligelydende med
den af 1874, men som atter negtedes Sanktion.
1880 kom Sagen paany under Behandling. Ved
Votering den 17de Marts blev Grundlovforslaget
om Ret for Statsraaderne til at deltage i
Storthingets Forhandlinger, dog uden Stemme, bifaldt
for tredie Gang i uforandret Skikkelse med 90
mod 23 Stemmer. Ogsaa denne Gang paafulgte
Sanktionsnegtelse. Venstrepartiet, som for enhver
Pris vilde have Statsraaderne ind i Storthinget,
hvorved Flertallets Magt i høi Grad vilde forøges,
reiste nu Spørgsmaal om Kongens Sanktionsret ved
Grundlovsforandringer. Den 9de Juni 1880
erklærede Storthinget efter en flere Dages Debat, at
dets Beslutning af 17de Marts var gjeldende
Grundlov, uagtet den var bleven negtet Sanktion. I
denne Erklæring laa altsaa, at Kongen ikke havde
noget absolut Veto i Grundlovssager. Partiet var
dog ikke enigt, idet nogle af samme under Debatten
udtalte den Mening, at Kongen havde suspensivt,
andre, at han intet Veto havde. Da Regjeringen
negtede at publicere Beslutningen af 9de Juni i
Lovtidenden, opstod den saakaldte „Vetostrid“, der
især i Dagspressen førtes med den største
Heftighed. Paa Regjeringens Opfordring afgav
Universitetets juridiske Fakultet sin Betænkning i
Sagen, hvilken gik ud paa, at Kongens absolute
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
