Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oehlenschläger, Adam Gottlob - Oeil. — Oeil de boeuf - Oels - Oeser, Adam Friedrich - Oetker, Friedrich
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
1805 tiltraadte han med offentlig Understøttelse
en Udenlandsreise, paa hvilken han besøgte Halle
(hvor Steffens var Professor), Berlin, Weimar,
Jena, Dresden, Paris, flere Steder i Schweiz
samt Italien, hvor han opholdt sig en Tid i Rom.
Han havde et rigt Udbytte af denne Reise, idet
han kom i Berørelse med det meste af, hvad de
Lande, han besøgte, eiede af udmærkede Begavelser
og berømte Mænd. I Weimar lærte han
saaledes at kjende Goethe, i Berlin Johannes
Müller, Alex. v. Humboldt og Fichte, i Jena Hegel,
i Dresden Tieck, paa Coppet i Schweiz Madame
de Staël o. s. v. Af sine egne berømte
Landsmænd traf han sammen med Brøndsted,
Thorvaldsen, Malte-Brun, P. A. Heiberg og Baggesen.
Han skrev ogsaa meget paa denne Reise; saaledes
forfattede han i Halle sin første og mest berømte
Tragedie „Hakon Jarl“, i Weimar og Dresden
„Baldur hin gode“, i Paris „Palnatoke“ og „Axel
og Valborg“, hvorhos han skrev mange lyriske
Digte paa Dansk og Tysk og oversatte sine
Dramaer til dette sidste Sprog, idet han tragtede
efter ogsaa at blive tysk Digter. „Correggio“ skrev
han i Rom paa Tysk, hvorefter han senere
bearbeidede Stykket paa Dansk. Høsten 1809 vendte
han tilbage og fandt i Kjøbenhavn et Publikum,
der ydede ham en begeistret Velkomsthilsen som
Skaberen af de Tragedier, der allerede havde
fundet Veien til det kgl. Theater og der var opførte
med stort Bifald. 1810 udnævntes Oehlenschläger
til Professor i Æsthetik ved Universitetet og ægtede
sin Forlovede, Kristiane Heger, en Søster af den
bekjendte Karen Margrete Rahbek. Som
Professor holdt han bl. a. Forelæsninger over Ewald og
Schiller, hvilke blev udgivne paa Tryk. Han
vedblev at udfolde en storartet Produktivitet og
skrev i de nærmest følgende Aar bl. a. Eventyret
„Aly og Gulhyndy“, Tragedien „Stærkodder“
(1812), Digtet „Helge“ (1814), Tragedien
„Hagbarth og Signe“ (1815), det dramatiske Eventyr
„Fiskeren“ (1816) m. fl. 1817 bereiste han
Tyskland og besøgte Wien og Paris; i den sidstnævnte
By skrev han s. A. „Hroars Saga“ og Tragedien
„Fostbrødrene“. Efter 1818 at være kommen
hjem udgav han s. A. Idyllen „Den lille
Hyrdedreng“, paa hvilken 1819 fulgte den berømte
Romancecyklus „Nordens Guder“. Ved disse
Tider vakte Oehlenschägers poetiske Virksomhed
en heftig Strid inden den danske Literatur.
Baggesen angreb nemlig paa en bitter og skaanselløs
Maade flere af Oehlenschlägers tildels svagere
Arbeider, og den yngre Slægt, som var den nye
Aandsretning med Liv og Sjel hengiven, tog heftig
Parti for den angrebne. En Fornyelse af denne
Strid fandt Sted 1827, da Tragedien
„Væringerne i Miklagard“ kritiseredes strengt af J. L.
Heiberg i „Kjøbenhavns flyvende Post“. I
Mellemtiden havde Oehlenschläger bl. a. skrevet
Tragedien „Erik og Abel“. 1827 forfattede han,
glemmende den bitre Strid med Baggesen, en
smuk Epilog til dennes Mindefest. Blandt de
„Nye poetiske Skrifter“, som udkom 1828—29, kan
især fremhæves Heltedigtet „Hrolf Krake“ og
Tragedien „Longobarderne“; 1830 fulgte
„Trillingbrødrene fra Damask“, 1833 Tragedierne
„Tordenskjold“ og „Dronning Margareta“ samt
Digtcyklen „Norgesreisen“, fremkaldt ved en
Sommertur til Norge, hvor den berømte Digter
modtoges med stor Hyldest. Allerede 1829 var han
bleven Gjenstand for den mest smigrende
Opmærksomhed i Sverige, hvor han af Tegnér var
bleven kronet med en Laurbærkrans ved
Magisterpromotionen i Lunds Domkirke. 1835 udgav
Oehlenschläger „Fyensreisen“ og Tragedien
„Sokrates“, 1841 det nordiske Eventyr „Ørvarodds
Saga“, 1842 det tragiske Drama „Dina“. Efter
en ny Reise til Norge 1843 drog han n. A. atter
til Tyskland og Frankrige og kom i Paris i
Berørelse med Heine, Victor Hugo, Alfr. de Vigny,
Guizot o. fl. Her skrev han ogsaa „Landet fundet
og forsvundet“. Efter at have besøgt Bryssel,
Antwerpen, Amsterdam og Hamburg vendte han
tilbage Vaaren 1845. N. A. udkom Tragedien
„Amleth“, 1849 Tragedien „Kjartan og Gudrun“,
det didaktiske Digt „Digtekunsten“ og Romancerne
om Ragnar Lodbrok, hvilke blev hans sidste større
Arbeide. Efterat han i Novbr. 1349 var bleven
feiret ved en storartet Fest i Anledning af hans
syttiaarige Fødselsdag, døde han allerede 20de
Jan. n. A. Hans Ligfølge var det største, man
paa lange Tider havde set i Kjøbenhavn.
Oehlenschläger har selv skildret sit Levnet i en
Selvbiografi (udkommen 1830—31) og i sine
„Erindringer“ (udg. af hans Søn 1850—51). Hans
Skrifter er udgivne i en samlet kritisk Udgave af
F. L. Liebenberg (1857 flgg.). — Oehlenschläger
var som Digter en udpræget Type paa
Romantiken med dens Fortrin og Feil. Meget af, hvad
han har skrevet, har og vil altid beholde sit
blivende Værd, uanset skiftende Smagsretninger;
men det kan ikke negtes, at han ved Siden deraf
ogsaa har leveret mangt, som allerede og med
Rette er glemt. Mest Bifald vandt de bedste
af hans Tragedier, som i lang Tid tilhørte
de nordiske Theatres faste Repertoire og i
Kjøbenhavn fik ypperlige Fortolkere i en Række
udmærkede Skuespillere (Dr. Ryge, Nielsen, Fru
Nielsen m. fl.).
Oeil (udt. Øi), fl. Øie. — Oeil de boeuf
(udt. Øi dö böf), egentlig „Oxeøie“, et rundt
Tagvindu; ogsaa Benævnelse paa et Forværelse i
Slottet i Versailles, der spillede en vigtig Rolle i
Hofhistorier og Hofskandaler paa Ludvig den
fjortendes Tid.
Oels (udt. Øls), By i den preussiske Provins
Schlesien, med 9,000 Indb., Hovedstad i det
tidligere Fyrstendømme af samme Navn.
Oeser, Adam Friedrich, tysk Maler og Radérer,
f. 1717, d. 1799 som Direktør for Akademiet i
Leipzig, var en af de første, som paavirkede af
Winkelmann søgte at gjennemføre en af Antikens
Aand berørt og renset Smag i Malerkunsten.
Hans bedste Billeder findes i Leipzig.
Oetker, Friedrich, tysk Politiker, f. 1309,
blev 1837 Sagfører i Kassel og optraadte med
Kraft mod den da herskende Politivilkaarlighed.
1848 grundede han et liberalt Blad og blev
Medlem af den kurhessiske Landdag, hvor han virkede
for Tysklands Enhed. 1850 dømtes han til en
Maaneds Fængsel og maatte derpaa forlade
Landet; 1859 kom han tilbage og gjenoptog sin
tidligere Virksomhed samt blev Medstifter af den tyske
Nationalforening. Efter 1866 at have deltaget
i de Forhandlinger, som forberedede Kurhessens
Indlemmelse i Preussen, har han været Medlem
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
