Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Preussen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
store</sp> („den store Kurfyrste“) (1640—88),
grundlagde Preussens Magt, dels ved heldige Krige
med Naboerne, dels ved Indførelsen af flere
gavnlige Reformer. Hans Søn Fredrik den
tredie antog Kongetitelen, og Landet blev nu med et
fælles Navn kaldt Preussen; dennes Efterfølger
Fredrik Vilhelm den første udvidede
Landets Grændser ved at erhverve en Del af
Forpommern, og ved sin kloge og sparsommelige
Styrelse forbedrede han i høi Grad Landets Finanser,
paa samme Tid som han satte Krigsvæsenet paa
en udmærket Fod. Da hans Søn Fredrik den
anden 1740 tiltraadte Regjeringen, havde han
saaledes til sin Raadighed et velfyldt Skatkammer
og en kampberedt Hær, og han forstod at føre sig
begge Dele til Nytte i de blodige Krige, han førte
med omtrent halve Europa. Under hans
Regjering blev Schlesien, Vestpreussen, Ostfriesland og
en Del af Polen (ved dets første Deling) erhvervet,
og Preussen fik Rang som Stormagt. Hans Søn
Fredrik Vilhelm den anden (1786—97) deltog
i Polens anden Deling og fik derved sit
Landomraade end yderligere udvidet; dennes Søn Fredrik
Vilhelm den tredie (1797—1840) indvikledes
kort efter sin Regjeringstiltrædelse i Krig med
Frankrige, i hvilken de preussiske Vaaben var yderst
uheldige. Napoleon tvang Preussen til at afstaa store
Landstrækninger, deriblandt det nylig erhvervede
Hannover, og den før saa mægtige Stat truedes
med at reduceres til en Magt af anden eller tredie
Rang. Det lykkedes imidlertid Fredrik ved
Sparsomhed og kloge og tidsmæssige Reformer at
bringe Landet paafode igjen, ligesom Folkeaanden
ved de lidte Nederlag syntes at vaagne til nyt
Liv. Efter Napoleons Uheld i Rusland sluttede
Preussen sig til hans Fiender, idet Befolkningen
paa Kongens Opfordring reiste sig i Masse, og
ved Leipzig bidrog den preussiske Hær i væsentlig
Grad til at afgjøre Slagets Udfald. Paa
Wienerkongressen 1814—15 fik Preussen de afstaaede
Landsdele tilbage og desuden en Del nye, saa at
dets Grændser i væsentlig Grad blev udvidede.
Fredrik tog sig nu med Kraft af Landets indre
Anliggender. Handelen og Næringsveiene
fremmedes, Retsvæsenet forbedredes og en tidsmæssigere
Ordning i Hærvæsenet indførtes. Fredrik
Vilhems Løfte om at give Landet en Forfatning blev
derimod ikke indfriet, og Styrelsen førtes i
reaktionær Aand. Dette fremavlede Misnøie, som
lidt efter lidt tiltog; en Tvist med Katholikerne
førte til nogle katholske Bispers Fængsling og
derved til Uenighed med Pavestolen. Under
Fredriks Søn og Efterfølger Fredrik Vilhelm
den fjerde (1840—58) tiltog Misnøien, hvilken
Kongen forgjeves søgte at dæmpe ved Indkaldelsen
af en Landdag; de Indrømmelser, Styrelsen vilde
gaa ind paa, tilfredsstillede ikke Folket, og i Marts
1848 kom det til aabenbar Opstand. Kongen saa
sig nødt til at give efter, og en Revision af
Forfatningen blev foretagen. Ved Fredriks
Tronfrasigelse 1858 kom hans Broder i Spidsen for
Styrelsen under Navn af Vilhelm den første.
Under ham er Preussen gaaet fremad med
Kjæmpeskridt paa alle Omraader. Friere Institutioner i
enhver Retning er blevne gjennemførte, Kunster
og Videnskaber er blomstrede frem, og for Handelen
og Næringsveiene er der gjort meget. Vilhelm har
dog fornemmelig lagt an paa, understøttet af Mænd
som Bismarck, Moltke og Roon, at uddanne
Preussen til en Militærmagt af første Rang. 1864
forenede Preussen sig med Østerrige og blandede sig i
de slesvig-holstenske Anliggender; det kom til Krig
med Danmark, hvilken efter kort Tids Forløb endte
med, at Danmark maatte afstaa Holsten og
Størsteparten af Slesvig. Seierherrerne blev imidlertid
uenige om Byttets Deling, og Juni 1866 kom
det til Krig mellem dem. De Preussiske Hære
trængte først ind i Hannover, Sachsen og
Kurhessen og tvang disse Stater til at opgive sit
Forbund med Østerrige; derpaa brød de ind i
Bøhmen, seirede i et Par Træfninger, og mødte 3die
Juli den østerrigske Hovedhær ved Königgrätz
(Sadova). Østerrigerne led et totalt Nederlag,
hvilket førte til Underhandlinger, som endte med
Freden i Prag 23de August. Ved denne blev
Østerriges Indflydelse i Tyskland tilintetgjort, og
Preussen blev nu den toneangivende. Dets
Landomraade forøgedes med Slesvig, Holsten,
Hannover, Kurhessen m. fl. Dette heldige Felttog havde
mange og vigtige Følger for Preussen. Folkets
Misnøie med de trykkende militære Byrder blev
mindre, og de tyske Smaastater begyndte
efterhaanden mere og mere at søge Støtte hos
Preussen. Under den fransk-tyske Krig (s. d.) blev den
preussiske Konge valgt til tysk Keiser, hvad der
tllligemed Preussens Seire over Frankrige kastede
en ny Glans over Landet udadtil. Ved
Fredsslutningen med Frankrige fik Preussen Elsas og
Lothringen, saaledes at det preussiske
Landomraade ved de to sidste Krige blev forøget med
over 100,000 km.², og Folkemængden med ca.
7 Millioner. Efter Fredsslutningen indtraadte
en gylden Tid for Preussen, da de uhyre
Krigsomkostninger, som Frankrige maatte betale, og
hvoraf Preussen fik Broderparten, bragte en Masse
ledig Kapital ind i Landet, hvilket førte til et stort
Opsving i dets Handel og Industri. Herligheden
varede imidlertid ikke længe; den lette Adgang til
Kapital førte dels til Overproduktion i de fleste
Industrigrene og deraf følgende Overfyldning af
Markedet, dels til overilede Spekulationer
(„Gründungen“), som i Regelen endte med total Ruin.
De preussiske Statsmænd har i de senere Aar paa
forskjellige Maader søgt at ophjelpe Landets
industrielle Virksomhed (ved Beskyttelsestold osv.), men
hidtil med lidet Held. I den indre Styrelse har
der desuden fundet heftige Rivninger Sted, dels
med det katholske Parti, dels med
Socialdemokratiet. Striden med det første, som endnu (1884)
neppe kan siges at være endelig afgjort,
foranledigedes dels ved Dogmet om Pavens Ufeilbarhed,
som de tyske katholske Biskoper med Trusel om
Straf vilde paatvinge Folket og den underordnede
Geistlighed, dels ved, at Landsstyrelsen vilde have
den samme Tilsynsret med og Overhøihed over
den katholske som over den protestantiske Kirke. Men
dette vilde den katholske Geistlighed ingenlunde
gaa ind paa, og Regjeringen greb nu til kraftigere
Forholdsregler. Den katholske Afdeling i
Kirkeministeriet ophævedes, Skolevæsenets Bestyrelse
overdroges til dertil udnævnte Inspektører,
Jesuiterne m. fl. katholske Ordener udelukkedes fra Riget,
og de Biskoper, som ikke vilde lystre, blev afsatte og
ved at vise fortsat Trods ilagte Straf. Desuden
blev de katholske Geistliges hidtil uindskrænkede Ret
over alt, hvad der kunde henregnes under de kirkelige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
